Se hele projektet her
Guide
Hvad kan du bygge for 3,5 millioner kroner?
Du har 3,5 millioner kroner at bygge et nyt hus for, men hvad kan du egentlig få for det? Vi har fundet et træhus i hovedstadsområdet og et murstenshus i Jylland til 3 - 3,5 millioner kroner og spurgt arkitekterne bag, hvordan pengene er brugt her.
Af: Marie Kiersgaard Espersen , Amalie Vind
Foto: Danske BoligArkitekter
Publiceret:
Opdateret:
Træhus med bæredygtige løsninger
Fakta om projektet
Pris: 3.042.000 kr. + 400.000 kr. for rådgivning, køkken, sanitet og terrasse.
Hvor meget: Nybygget helårshus på 195 m2
Hvor: Ballerup i hovedstadsområdet
Prioriteringer i byggeriet
Arkitekt Tom Mose Petersen fra STOCK 35 fortæller herunder, hvad boligejerne har prioriteret og nedprioriteret, da de skulle bygge et nyt hus for 3 - 3,5 millioner kroner.
Det trak prisen ned
- Træhus frem for murstenshus
Træhuse er billigere end murstenshus. Ikke på grund af materialeprisen men på grund af håndværkertimer. Det er langt hurtigere at sætte brædder fast på facaden end at lægge mursten. Og færre timer betyder færre timer at honorere håndværkerne for. Man sparer cirka 20% på facaden ved at vælge træ frem for mursten. Her har familien derfor sparet omkring 100.000 kr. Facaden består af norsk Superwood. - Bekendt hold af håndværkere
Jeg har bygget med holdet af håndværkere gennem 10 år. Vi kender derfor hinanden, og kan sige: "det er ligesom den løsning, vi lavede i det der hus". De har altså prøvet at udføre løsninger før. Det gør byggeriet for alle parter hurtigere, trygt og mere rutinepræget. Det har givet en besparelse på ca. 15-20% af den samlede pris. - Hus med lav detaljegrad
Huset er meget enkelt med en lav detaljegrad og flere standardløsninger og ikke noget, håndværkerne ikke har prøvet at lave før. I stedet er der leget med måden at sætte løsningerne sammen, så det bliver et andet hus. Få detaljer og ingen avancerede løsninger gør prisen billigere, når man skal bygge nyt hus. - Køkken fra Ikea
Familien har ikke prioriteret et fint snedkerkøkken til 500.000 kr. I stedet har de valgt et køkken fra Ikea med andre fronter. Det kan man hurtigt spare mange penge ved. Køkkenet har kostet 125.000 inkl. installationer og hvidevarer. - Lavede terrasse selv
Boligejerne fik et tilbud på en træterrasse på 50 m2 til 60.000 kr. Det, synes de, var for mange penge, hvorfor de valgte at bygge den selv. "Håndværkertimerne" var derfor gratis, mens materialerne løb op i omkring 20.000 kr. - Fravalgte brændeovn med skorsten
I tegningerne til huset var indtegnet en brændeovn med skorsten. Men den blev fravalgt på grund af politiske grunde og til fordel for andre ting. Det sparede familien cirka 50.000 kr. på.
Det trak prisen op
- Vandet byggegrund
Vi var meget udfordret på grunden. Huset ligger tæt på en sø, og jorden var derfor helt gennemfugtet. Det krævede derfor et ekstra godt fundament og dæk med piller banket syv meter ned i jorden. I alt har den del kostet 400.000 kr. Cirka 100.000 kr. mere, end hvis grunden havde haft almindelige jordbundsforhold. - Sedum-tag
Vi kunne i princippet have forladt huset med tagpaptag, men har valgt at lægge et lag af sedum henover. Sedum suger nemlig regnvand, der på grund af den fugtige jord ellers ikke ville kunne suges op – heller ikke med en faskine. Sedum er tungt og vejer lige så meget som et tegltag, det skulle ingeniøren derfor beregne ind i huset. Og det koster også. - Solceller
Huset har meget facade, for at kunne opretholde et godt energimærke, er der derfor placeret 18 m2 solcelle- og solvarmepaneler på taget. De har kostet 100.000 kr. inkl. opsætning. - Store værelser
Husets fire værelser er forholdsvis store. Den ene fløj består af tre teenageværelser på 16m2 hver, mens forældresoveværelset i den anden fløj er større. Her kunne man godt have valgt at lave nogle mindre værelser og derved spare cirka 20 m2 til et par hundrede tusinde kroner. - Mange facadeknæk
På grund af de mange knæk i facaden har huset en forholdsvis stor facade i forhold til antallet af kvadratmeter. Havde vi formet huset helt firkantet og så effektivt, vi kunne, havde vi sparet 50% af facaden. Til gengæld ville det betyde mindre dagslys midt inde i huset, mindre spændende og intime uderum og et hus uden dets særpræg. - Foldedør til terrassen
Ud mod terrassen er valgt en stor foldedør, der kan trækkes helt til sidde, så terrasse og stue flyder sammen. Havde vi i stedet valgt at sætte fire almindelige døre i, havde familien sparet omkring. 25.000 kr.
Det betyder geografien: "Kvadratmeterne er det dobbelte værd"
Havde familien ikke bygget i Ballerup, havde de muligvis valgt at bygge færre kvadratmeter. Det byggede areal er 29% af grunden, hvor man må bygge på 30%. Husets kvadratmeterpris er ca. 15.000 kr. På grund af den geografiske placering tæt på København kan familien sælge dem for det dobbelte. Det er derfor en udgift nu, men en investering på sigt.
Kilde: Tom Mose Petersen
Fuldmuret villa med inventar i egetræ
Fakta om projektet
Pris: 3.000.000 - 3.500.000 kr.
Hvor meget: Nybygget helårshus på 186 m² + garage og skur
Hvor: Højbjerg nær Aarhus
Prioriteringer i projektet
Arkitekt Erik Nord fra Erik Nord Arkitekter fortæller herunder, hvad boligejerne har prioriteret og nedprioriteret, da de skulle bygge et nyt hus for 3 - 3,5 millioner kroner.
Det trak prisen ned
- En enkel og kompakt planløsning
Huset er ret enkelt struktureret og derfor meget ”bygbart”. Det er heller ikke større end det behøver være, og der er ikke meget spildt plads. En gennemgående betonvæg adskiller værelserne fra opholdsrummene. De gennemgående vægge, både i facaden og centralt i huset, giver en klar arkitektur, men også en nem konstruktion, der er med til at holde prisen nede. - Boligejere der elsker genbrugsfund
Boligejerne har gjort en masse gode secondhand køb, bl.a. husets smukke egetræsinventar. Inventaret fandt boligejerne brugt, og det er kommet i spil på en ny måde. De har brugt inventaret som skabe i bl.a. værelserne, men også til en smuk køkkenø, der giver en masse varme til køkken-alrummet. Den gode handel har givet en besparelse på ca. 200.000 kr. i forhold til, hvis en snedker skulle have lavet inventaret i samme kvalitet. - Fokus på særlige detaljer
Alt i et hus behøves ikke være dyrt for at det fremstår lækkert og gennemarbejdet. Fokusér på nogle særlige detaljer, og gør noget ekstra på udvalgte steder. I denne villa er den insitustøbte betonvæg, der går hele vejen i gennem huset, en særlig detalje, men de fleste steder er der brugt almindelige og velkendte materialer, der også er nemme for håndværkerne at udføre. - Forsikringspenge fra tidligere skade
Boligejerne havde nogle penge med fra en gulvskade på det tidligere hus. Det kunne betale den nye villas flotte trægulv.
Det trak prisen op
- Nedrivning af eksisterende villa
Der lå allerede en villa på grunden, som det desværre ikke gav mening at bevare, eller bygge videre på. Det koster ca. 100-150.000 kr. at nedrive en villa. - Store badeværelser
Husets badeværelser er ret store (godt 10 m²). Her kunne man have sparret en del ved at gøre dem mindre, da kvadratmeterne i badeværelser er dyre - Niveauspring
For at opnå den beliggenhed på grunden som familien ønskede skulle bryggerset sænkes et trin, det fordyrer projektet, at der ikke laves et plant, gennemgående fundament under hele huset. -
Facadematerialer af høj kvalitet
Der er brugt kvalitetsmaterialer på facaderne. F.eks. en flot håndstrøget mursten. Her kunne man have sparet en del ved at bruge en billigere sten, men i det lange løb er det en god investering med materialer, der holder længe. -
Mange forskellige vinduesløsninger
I huset arbejdes der meget med lys, og der er både store skydedørspartier, gulv til loft vinduer, ovenlys samt højtsiddende vinduer helt oppe under taget. De mange forskellige løsninger giver et godt og varieret lys i huset, men koster også noget ekstra.
Facadematerialer af høj kvalitet
Der er brugt kvalitetsmaterialer på facaderne. F.eks. en flot håndstrøget mursten. Her kunne man have sparet en del ved at bruge en billigere sten, men i det lange løb er det en god investering med materialer, der holder længe.
Mange forskellige vinduesløsninger
I huset arbejdes der meget med lys, og der er både store skydedørspartier, gulv til loft vinduer, ovenlys samt højtsiddende vinduer helt oppe under taget. De mange forskellige løsninger giver et godt og varieret lys i huset, men koster også noget ekstra.
Det betyder geografien: "Det har været en god investering i mere end en forstand"
Villaen ligger i et meget attraktivt område lige udenfor Aarhus, hvor kvadratmeterpriserne er høje. Det gør håndværkerpriserne en smule dyrere end i andre områder af landet, men til gengæld har kvadratmeterne en meget høj værdi når de er bygget. Så på trods af, at bygherre har købt et hus og revet det ned, så har de både fået deres drømme hus, og tjent penge på projektet, da vurderingen af den nye villa med den gode beliggenhed er højere end de samlede udgifter.
Kilde: Erik Nord