For arkitekt Allan Lorenzen har projektet ikke handlet om at skabe en spektakulær totalforvandling men derimod om at finde de værdier, bygningen havde i forvejen ved at styrke helheden og værne om detaljerne. Med så minimalt et indgreb som muligt.
- Du får ofte meget forærende som arkitekt ved at tage udgangspunkt i de gode egenskaber og kvaliteter en bygning har i forvejen. Mange ældre huse er fyldt med stoflighed og detaljer, som vidner om virkelyst, og for mig var det vigtigt at huset skulle være i stand til at indlede en dialog med sine omgivelser, siger Allan Lorenzen.
Det er for eksempel et bevidst valg, at den gamle murstensfacade er blevet bibeholdt, selvom den kunne være blevet pudset op for at give huset et strammere udtryk.
Ved at udskifte det gamle udvendige træværk med egetræ og værne om den lille zinkafslutning ved rulleskiftet under vinduet, er husets oprindelige udtryk blevet bevaret, men det fremstår nyt og stramt og passer ind i kvarteret, der i forvejen er præget af murstensfacader. Og facaden kræver mindre vedligeholdelse, da den ikke skal pudses op på ny, når den begynder at se slidt ud.
At der er anvendt naturlige materialer, som kan vedligeholdes, er et bevidst valg. Ved at anvende vedligeholdelsesmulige materialer, kan man nemlig gøre noget aktivt for at forlænge holdbarheden. Det står i modsætning til de vedligeholdelsesfri materialer, der godt nok ofte har en lang levetid, men som også har en udløbsdato, man ikke aktivt kan gøre noget ved:
- Vi kan spejle os i mursten, træ og andre naturmaterialer. De minder os om, at vi er en del af naturen, og de er genkendelige for os. Et hus, der skal vedligeholdes, beder om opmærksomhed. Det skal man lytte til og omfavne i stedet for at se på vedligeholdelse som en sur pligt. Hvis vi modsætter os forfaldet og forsøger at bremse tiden med livløse eller kunstige overflader, snyder vi os selv for noget værdifuldt, da overfladerne holder op med at tale til vores sanser. De fleste naturmaterialer patinerer smukt i det langsomme forfald og giver os desuden mulighed for at forholde os til vores eget naturlige og uundgåelige forfald.