Guide

Hvad koster i et nyt køkken?

Et køkken koster ofte mere, end man lige tror. Næst efter badeværelset er det nemlig det dyreste rum i en bolig. Det skyldes de mange rør og el-installationer, som kræver håndværkerhjælp og er svære at flytte rundt på. Bliv klogere på, hvilke udgifter du skal regne med til et nyt køkken, hvor du kan spare og hvor du ikke må spare.

Læg et budget for dit køkkenprojekt

Der findes en række udgiftsposter, som kan blive relevante for dit køkkenprojekt. Vi har samlet en liste over nogle af de mest sædvanlige, som du kan overveje om du skal afsætte penge til, når du laver budget for dit kommende køkkenprojekt.

Det er også værd at undersøge, hvad omfanget af hver post vil blive i lige netop dit projekt.

  • Nedrivning af det gamle køkken
    Køkkenelementer, hvidevarer, tapet mm. - hvis alt skal væk og bortskaffes, så tænk over om det er en opgave, du kan løse selv, eller skal have hjælp til. 
  • Nedrivning af en væg
    Mange køkkenrenoveringer i dag indbefatter også at der bliver revet vægge ned og der bliver åbnet op til køkkenalrum. Du bør tjekke om væggen er bærende inden du går igang med dit køkkenprojekt. Er der tale om en bærende væg kan en løsning, der kan gøre nedrivningen mulig blive en stor post på budgettet. Hvis du ikke selv har mod på at rive en væg ned og bortskaffe affaldet, så skal du også indtænke udgift til en, der kan stå for arbejdet. 
  • Rørføringer
    Hvis du skal flytte køkkenet til et nyt sted i boligen, eller blot rykker placeringen af køkkenets funktioner, så skal du have en autoriseret håndværker til at trække vand, afløb og evt. gas 
  • El-installationer
    Det er oplagt at få lavet nye el-installationer, hvis du skal have nyt køkken. Med mange moderne køkkener hører også en hel del flere køkkenapparater, og dem kan du lige så godt sikre, at der er stik nok til. 
  • Vask og armatur 
    Dobbeltvask, enkeltvask, vandhane med kogende vand eller danskvand? Hvid, sort, messing, stål eller noget helt femte? Der er en hel verden af muligheder, når det kommer til valg af armatur og vask. 
  • Bordplade
    Fra 300kr til flere hundredetusinde kroner - bordpladen kan vælte et hvert køkkenprojekt! Husk at indkalkulere opmåling og montage af pladen, når du afsætter penge i budgettet. Også her kan prisen variere meget.
  • Nyt loft
    Måske ikke den mest indlysende udgift, men har du revet vægge ned, så kan du ikke være sikker på et plant loft uden overgang. Husk derfor at der skal være plads i budgettet til at rette op på loftovergangene.
  • Nyt gulv
    Det er ikke sikkert at det er nødvendigt at lægge et nyt gulv, men mange vælger at udskifte køkkengulvet i forbindelse med en renovering. Der er selvsagt stor forskel i pris - fra vinyl i den billige ende til klinkegulv i den dyre.  
  • Malerarbejde
    Det er svært at slippe uden om at male, når du laver nyt køkken. Den billigste løsning er selvfølgelig at gøre det selv, men du slipper næppe for udgiften til maling, afdækning og malerværktøj.
  • Nye køkkenelementer
    Findes i mange forskellige prisklasser – lige fra billige saml-selv-elementer til specialdesignede snedkerkøkkener til mange hundrede tusinde. Og så er der selvfølgelig den mulighed, at du genbruger det gamle køkken i dit nye rum. Her vil du fortsat have udgifter til værktøj og maling, så du kan shine de gamle elementer op.
  • Hårde hvidevarer
    Det kan være lidt af en jungle at skulle vælge nye hårde hvidevarer - ikke mindst fordi de findes i alle prisklasser. Måske er du til standardpakken? Eller måske drømmer du om vinkøleskab, knust is fra amerikanerkøleskabet og en usynlig emhætte?

Her kan du spare, når du laver nyt køkken

Vent med hårde hvidevarer 
De er typisk dyre og sluger en stor del af budgettet. Brug derfor hellere dine penge på selve køkkenet. Det er nemlig sværere og dyrere at lave om, mens du let kan sætte et nyt køleskab op om nogle år, når du har sparet mere op.

Overvej, hvor længe du skal bo i din bolig
Hvis du har en kort tidshorisont i din egen bolig, er der ingen grund til at købe et meget dyrt køkken. Et billigere elementkøkken kan være rigtig godt og kan sagtens holde sig pænt i flere år.

Spar på skabselementerne
Lav en grundig plan for, hvor mange skabe og skuffer du reelt har brug for. På den måde undgår du at lade dig rive med af køkkensælgeren og bruge penge på alle dem han eller hun kan presse ind i dit køkken. Overvej desuden at købe nogle åbne hylder i stedet for overskabe. De er langt billigere og vil samtidig lette udtrykket og give dit køkken mere personlighed, da dine fine ting kommer frem og pynter. Husk dog, at hylder kræver en ekstra tur med kluden, da der hurtigere samler sig støv.

Her må du IKKE spare, når du laver nyt køkken

Bordpladen
Køkkenbordpladen er den vigtigste flade i køkkenet, og den du skal arbejde ved hver dag, når du laver aftensmad. Den skal derfor kunne klare lidt af hvert. Desuden kan en bordplade i en god kvalitet og tykkelse, få hele køkkenet til at se bedre og dyrere ud.

Montering
Montering af køkkenet kan hurtigt løbe op i mange tusinde kroner. Det kan derfor være fristende at ’gøre det selv’. Men får du køkkenfirmaets professionelle håndværkere til det, går det hurtigere og bliver mere præcist. Men vigtigst af alt: Du undgår opslidende diskussioner med køkkenfirmaet om, hvem der ridsede højglanslågen eller skar bordpladen forkert til.  

Kvaliteten på træet
Træ i god kvalitet koster mere, men holder også meget længere. Det er nemlig fra en finere træsortering og er derfor mere formstabilt.

Opmåling af bordplade
Opmåling af bordplade og anvaret for den skal du overlade til køkkenfirmaet. Det kan være fristende at spare penge ved selv at købe bordpladen billigere på nettet. Men bordplader er kostbare og man bærer selv det økonomiske tab, hvis opmålingen er fejlbehæftet eller du ikke har taget højde for fx skæve vægge.    

Valg af armatur
Du tager på det flere gange om dagen. Når du skal koge vand, skylle salaten eller vaske en tallerken. Det er derfor vigtigt, at du ikke bare vælger det første og det billigste armatur, du ser. Et armatur skal være solidt, nemt at betjene og have keramiske pakninger, som holder længere end de billigste armaturer fra byggemarkedet. Samtidig kan et flot armatur være prikken over i’et i køkkenindretningen.