I dette typehus fra 1998 var køkken-alrummet præget af lav loftshøjde, og en klassisk halvvæg adskilte køkken og spiseplads. Sammen med en karnap, der kun gav begrænset dagslys, fik det køkkenet og spisepladsen til at virke mørke og trange.
Ved ombygningen blev rummene disponeret på ny, så familien har fået et stort køkken-alrum med god plads omkring både køkkenø og spisebord.
Det lange, mørkeblå køkken er indrettet med en stor køkkenø, der følger rummets længde og samtidig markerer overgangen mellem køkken og spiseplads. De høje skabe og den øvrige opbevaring er samlet langs den ene væg, så resten af rummet kan holdes åbent.
Den gamle karnap blev fjernet og erstattet af en ny, stor glaskarnap. Vinduerne fortsætter rundt om hjørnerne og helt op under loftet, så dagslyset trækkes langt ind i rummet, samtidig med at kontakten mellem huset og haven bliver tættere. Ændringer i entréen betyder desuden, at der nu trækkes dagslys ind fra husets østside.
Det mørkeblå køkken står i kontrast til de store, lyse vinduespartier, mens trælamellerne i loftet tilfører varme og binder køkkenet sammen med spisepladsens træmøbler.