Badeværelser skal være funktionelle, men de behøver ikke være kedelige. Der er nemlig masser af muligheder for at lave et personligt badeværelse, der gør dig glad hver morgen. Især dit valg af fliser og sammensætningen af dem kan give spræl og stemning til dit badeværelse. De kan nemlig fås i mange (!) udgaver.
Af:
Danske BoligArkitekter
Publiceret:
BAD MED SVUNGNE LINJER Sæt gang i din fantasi og leg med former og linjer. Det har arkitektparret Merete Rasmussen & Per Birch Nielsen gjort, da de tegnede dette smukke og meget anderledes badeværelse, hvor badekarret er indbygget og formet i svungne linjer. SE MERE fra badeværelset ved at klikke på billedet.
Leg med fliser
Former Runde, firkantede, sekskantede eller ottekantede. Fliser og klinker fås i mange former, du kan sætte sammen på forskellige måder på badeværelset. Men pas på! Komplicerede mønstre kan skabe visuel uro og få rummet til at virke rodet. Koncentrer derfor evt. mønstret på en enkelt væg. Desuden vil lange fliser på højkant give rummet højde, mens de på langs visuelt vil øge bredden.
Fuger Mange glemmer, at fugen er mere end bare et tilfældigt mellemrum. Fugen kan varieres i både bredder og farver, og dit valg her kan have kæmpe indflydelse på det samlede udtryk. Vælger du en fugefarve i samme nuance som flisen, vil det skabe ro, mens en kontrastfarve vil fremhæve flisemønstret og give et mere livligt udseende.
Materialer Brug forskellige materialers stoflighed og farver til at gøre dit badeværelse til noget særligt. Især marmor, rå granit og beton har et særligt liv.
Størrelse Fra de helt store plader til små mosaikker - fliser findes i mange størrelser. Du kan vælge samme størrelse overalt eller kombinere store med små for at skabe kontrast og liv i rummet. Vær dog opmærksom på at lade fugen flugte fra de små til de store fliser og være i samme bredde og farve. Det er en lille detalje, men gør udtrykket langt mere harmonisk
Farver En oplagt måde at tilføre farve til et badeværelse er ved farvede fliser og klinker. De fås i alle farver og materialer. Vær dog opmærksom på at gå langt uden om modefarver, da man tit bliver hurtigt træt af dem. Du kan evt fokusere farven i brusekabinen eller på en enkel væg. På den måde er farven ikke så voldsom, og du er glad for farven længere, ligesom de næste beboere sandsynligvis også bedre kan holde af det.
Dekoration Tilfør personlighed og liv med dekorerede fliser. De findes med alt fra grafisk til romantisk mønster, ligesom marokkanske fliser var meget populære en overgang. Tænk dig dog om inden, du vælger. Dekoration kan man hurtigt blive træt af, og fliser er svære og dyre at skifte ud.
GROV GRANIT Boligejerne i boligen her elsker at tage på spaophold. Deres nye badeværelse her er derfor et forsøg på at efterligne wellness-følelsen. Det de rå skiver granit på væggen og skiferen på gulvet, giver følelsen af at bade på en bjergside med udsigt og lækker aftensol. SE MERE fra huset ved at klikke på billedet
Farverige håndklæder: En nem og meget fleksibel måde at få farve på badeværelset er med håndklæder i fine farver. Vælg håndklæder i din yndlingsfarve, og kombiner dem evt. med andre farveindslag som flotte tandkrus, en bademåtte eller emballagen på lækre cremer som her i på badeværelset.
Toiletrullen som blikfang: På badeværelset her er det hvide og klassiske udtryk piftet op med toiletrulleholder og armaturer i stærk orange. En fin måde, at give lidt kant til et ældre badeværelse og gøre det mere ungt og nutidigt, uden at skifte hele badeværelset. Holderen her er fra Vola.
Sæt kulør på væggen: Valg af farve på væggen kan ændre hele stemningen i et rum. Vil du give dit badeværelse nyt liv, er malerrullen derfor en god ting at gribe fat i. Du kan fx kaste din farveglæde på døren, vægge, frithængende rør eller fliser. Husk dog, at du befinder dig i et rum, der udsættes for masser af fugt. Du bør derfor vælge vådrumsmaling, der modvirker skimmelsvamp og mug. På badeværelset her er valgt en sart rosa farve, der næsten giver de fine lavafliser et lille skær.