Tips og råd

Sådan vælger du det rigtige køkken til din hustype

Når du vælger køkken, er det vigtigt, at det passer til resten af huset. Det er dog ikke altid helt så let gjort. Få 5 gode råd til, hvordan du lader din boligs arkitektur vælge køkken for dig, så du får et mere helstøbt og harmonisk udtryk.

5 tips til hvordan du vælger køkken, der passer til din hustype

  1. Forstå den oprindelige løsning
  2. Få materialer, farver og overflader til at passe sammen
  3. Tænk i kontraster 
  4. Vær tro mod den måde du bruger dit køkken på 
  5. Vær konsekvent i dine valg

Se uddybning af rådene herunder

1. Forstå den oprindelige løsning

Der kan være flere årsager til at skifte køkken. Uanset hvad, har der været en tanke bag det oprindelige køkken, som du bør forholde dig til. Det kan være både indretningen og placeringen. Det oprindelige køkken kan også have nogle funktioner eller udtryk, som kan være værd at bide mærke i. 

Registrer og forstå den oprindelige løsning samt huset overordnede idé og struktur, for herefter at bruge det på ny. Hvis de eksisterende løsninger er uden kvalitet, personlighed og karakter er der mere fri leg, men løsningen skal stadig indgå i en grundtanke og et overordnet koncept, der på ny kan skabe en helhed i boligen. 
 

2. Få materialer, farver og overflader til at passe sammen

Det lyder måske banalt, men det er en detalje, man måske overser, når man står i køkkenforretningen og har forelsket sig i et helt specifikt køkken. Nemlig, at køkkenet også hænger sammen med resten af huset.

Et godt udgangsgpunkt er at materialer, farver og overflader passer til især det inventar, du vælger til badeværelser og eventuelt garderobe, så der er en sammenhæng og en rød tråd. Det kan enten være, at du genbruger materialer og farver – men det kan også være vælge kontraster.

3. Tænk i kontraster

Du kan sagtens arbejde med kontraster, så det ikke er de samme farver, materialer og udtryk, der går igen i forhold til resten af huset. Faktisk kan det være en god idé at tænke lidt mere i kontraster end normalt, så køkkenet får sit eget unikke udtryk, men stadig hænger sammen med resten af huset.  

Hvis huset er meget klassisk, kan det give et smukt løft at sætte et ret stramt køkken op, hvor de fine detaljer først afslører sig, når man kommer tæt på. Materialer er altid den bedste samarbejdspartner og er enormt afgørende i valg af køkkendesign.

4. Vær tro mod den måde du bruger dit køkken på

Det er forskelligt, hvordan vi bruger vores køkkener. Et køkken på landet, hvor der skal forarbejdes en del råvarer, skal fx kunne noget andet end et køkken i en lejlighed, hvor der ofte tilberedes hurtig mad. Så vær tro mod den måde, du bruger dit køkken på.

Det er trods alt et af de mest funktionelle "redskabsrum", vi placerer i vores bolig. Og det er derfor af afgørende betydning, at det fungerer i brug og indretning. Når det er mest optimalt, bliver det ofte boligens hjerte for familien.

5. Vær konsekvent i dine valg

Der er flere veje at gå. Enten kan man skabe et køkken, hvor materialer og detaljering er i tråd med den tid, huset er bygget, eller også kan man lave et mere modernistisk køkken, som udfordrer det eksisterende rum. Og så er der selvfølgelig en masse muligheder mellem de to yderpunkter.

Uanset hvad, så vær konsekvent i dine valg.

Gør op med dig selv, om du har købt huset fordi, du kan lide husets stil, eller fordi du bare vil bruge huset som skal og lave det helt om inden i. Vil du følge den oprindelige arkitektur, så dyk ned i historiebøgerne, og find inspiration i magasiner og køkkenfirmaernes materiale.

Der findes flere firmaer, der laver køkkener i ældre stil.og så er det i det hele taget en god idé at tage en snak med en arkitekt, så stilen ikke kommer til at stritte i flere retninger.