Tips og råd

Arkitektens bedste råd til rækkehuset

Et rækkehus er tiltrækkende boligform for mange, da både vedligeholdelse af hus og have er mere overkommelig end i et fritliggende hus. Men når familien vokser med barn nummer to eller tre, bliver rækkehuset ofte for småt. Og hvad stiller man op hvis man ikke vil flytte? Vi giver dig her konkrete råd til, hvordan du bedst skaber rammen om det gode liv i rækkehuset.

Når rækkehuset bliver for småt, så kan der være brug for en om- eller tilbygning, hvis man ikke vil flytte. 

Et ældre rækkehus kan give dig mulighed for at bo i et charmerende og attraktivt kvarter, der med et fritliggende hus ellers ville kræve en bedre økonomi.

Rækkehuset har umiddelbart større begrænsninger end et almindeligt parcelhus, da grunden og dermed mulighederne for at bygge til er anderledes. Men heldigvis rummer rækkehuset mange muligheder, hvis du griber det rigtigt an.

Arkitekt Erik Nord har fået en del af af den type opgaver gennem årene, og her deler han sine bedste råd til, hvordan du får livet i rækkehuset til at fungere bedst.

Gode råd til rækkehuset

  1. Søg dispensation til dit byggeri med hjælp fra en arkitekt
  2. Find et enderækkehus og få flere muligheder 
  3. Respekter rækkehusets arkitektur
  4. Hav behovet for dagslys for øje 
  5. Undgå spildplads
  6. Søg inspiration husets oprindelige løsninger

Se uddybning af rådene herunder.

1. Søg dispensation til dit byggeri

Det typiske problem i rækkehuse er mangel på værelser, når barn nummer to eller tre kommer. Her skal man som familie tage stilling til sin økonomi og overveje, om man har råd og lyst til at flytte til noget større, eller om der er mulighed for at gøre den eksisterende bolig attraktiv nok til, at man kan blive boende. I rækkehuse er der ofte både mulighed for at bygge om og til.

Vil du bygge til dit rækkehus, skal du have lov af kommunen. Har dine naboer eller lignende bebyggelser i nærheden bygget til, må du sandsynligvis også. Ellers gælder det om at søge dispensation hos kommunen. Kan du vise dem et gennemarbejdet projekt og nogle gode argumenter for at få lov, siger de ofte ’ja’.

Mange af de rækkehusprojekter, vi har lavet, så på papiret svære ud. Men fordi vi kom med et gennemarbejdet og veldokumenteret projekt, gav kommunen dispensation. Til det arbejde kan en arkitekt derfor være en stor hjælp. 

2. Flere fordele med et enderækkehus

Enderækkehuse har en stor fordel, for her kan du bygge flere kvadratmeter på, da haven ofte er betydelig større. Der gælder de samme regler for tilbygninger til rækkehuse som til fritliggende huse. I rækkehuset skal du derfor også tænke over ikke at bygge i skel eller overtræde bebyggelsesprocenten på typisk 40%. Da de midterste rækkehusgrunde ofte er meget smalle, kan det skabe udfordringer. Det er ofte nemmere at få lov at bygge til et enderækkehus.

3. Hav respekt for rækkehusets arkitektur

Du har et ansvar, når du bygger til et rækkehus, for der er rigtig mange, der skal kigge på det og har en holdning til det. Du skal derfor have respekt for rækkehuset, du bygger til og se kvaliteterne i det. Men omvendt skal du heller ikke have berøringsangst.

Det lykkes sjældent at mime det eksisterende, uden det ligner et dårligt forsøg. Derfor er jeg tilhænger af, at man bygger noget, der passer til den tid vi lever i, men som har et kvalitetsniveau, der matcher det eksisterende i forhold til detaljer og materialevalg.

Følg også linjer og skala hos det eksisterende hus, så de stadig passer sammen. Det kan være med vinduer i samme niveau og tagrykke, der følges ad.

4. Sørg for dagslys i rækkehusets kerne

Pas på manglende dagslys, når du bygger til rækkehuset. Rækkehuse er ofte ret smalle og dybe, og kan derfor nemt blive mørke midt på, hvis du bygger ud og kommer et ekstra ”lag” på.

En løsning kan være ovenlys. Hvis trappen ligger centralt i huset, kan man lave ovenlyset her, så dagslyset trækkes ned gennem etagerne. Et ovenlys over køkkenet og gangzonerne er også en fin løsning, ligesom et ovenlys med fordel kan placeres bagerst på tilbygningens tag.

5. Undgå spildplads

Får du ikke lov til at bygge til, kan du pladsoptimere rækkehuset. Mange rækkehuse har en forholdsvis stor stue, hvor der nemt opstår et bart stykke mellem køkkenalrum og stue på omkring 20 m2, der ikke bliver brugt. Det kan være rart med luft og plads i stuen, men mangler du et værelse, kan de to stuer skæres fra hinanden og mellemstykket bruges til et rum mere. 

Mange ældre rækkehuse har køkken separat. En anden løsning kan derfor være at rykke køkkenet ind i stuen i stedet for at vælte væggen mellem stuen og køkkenet, som mange ellers vælger. Det gamle køkken kan herefter indrettes til værelse.

6. Find inspiration i de oprindelige tegninger

Har du fået fat i et ældre rækkehus fra mellem 20’erne og 60’erne, så find de gamle planløsninger frem. Mange gamle rækkehuse er bygget om af flere omgange, hvorfor de oprindelige tanker lige så stille er visket ud. Men ideerne fra dengang var typisk gode og gennemtænkte.

Mangler du inspiration til indretningen, eller vil du gerne udnytte pladsen bedre, kan du derfor med fordel kigge den vej.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.