Indvendigt skal du fjerne eventuelle gipsplader og træpaneler fra ydervæggene og i stedet male med en åndbar maling, der tillader fugten at slippe ud af dine vægge.
Herudover er det vigtigt, at kælderen er godt ventileret, dvs. at du både får fjernet den fugtige luft og får tilført ny og frisk luft. Den simpleste måde at ventilere kælderen på, er at åbne vinduerne og skabe gennemtræk. Om sommeren må du dog først lufte ud om aftenen og over natten, da der ellers vil skabes kondens – og dermed fugt - på grund af mødet mellem varmen udenfor og kulden i kælderen. Alternativt kan man montere en mekanisk udsugning med fugtstyring, der tænder automatisk, når rumfugten bliver for høj.
Husk også at møbler og kasser bør placeres nogle centimeter fra væggene, så du undgår, at der samles fugt her. Tørring af vasketøj, kan øge fugtniveauet i din kælder, tør derfor tøj et andet sted.