Billedserie

10 flotte tilbygninger i træ

En tilbygning i træ er en flot måde at udvide boligen med flere kvadratmeter. Træet bidrager med varme og stoflighed til facaden og er ofte billigere at bygge med end mursten. Bliv inspireret af 10 arkitekttegnede tilbygninger i træ her.

Perfekt afstemte detaljer

Arkitekt Nanna Berings valg af tilbygningens varme træbeklædning i lærk, passer flot til de gamle, røde mursten og det røde tegltag, mens den brede vinduesramme i zink giver et tilpas moderne modspil til hovedhuset. Og med sine 18 m2 er tilbygningen præcis stor nok til at familien har fået sine ønsker og behov opfyldt, men lille nok til, at den ikke overtager huset.

Sort/hvid kontrast

Arkitekt Tom Mose Petersen har bygget denne tilbygning til et arkitekttegnet typehus i gasbeton fra 50'erne. Det oprindelige hus er hvidpudset, mens den nye tilbygning er i sort træ. Tilbygning ser ikke bare godt ud, den har også givet familien mere lys, luft og en moderne planløsning.

Mere lys og plads i statslånshuset

Arkitekt Kim Pretzmann Olesen og hans familie manglede plads, lys og bedre kontakt til haven i deres gamle statslånshus fra 1950’erne. Han tegnede derfor en moderne tilbygning, der har mere en fordoblet boligarealet og med store glaspartier åbner for lyset og havens grønne planter. Valget af smalle trælister på facaden gør tilbygningen enkel og understreger dens stramme firkantede form.

Ovenlys og murermestervilla

Tilbygningen er opført i en stram arkitektur, som danner kontrast til den eksisterende klassiske villa fra 1927. Arkitekt Jan Smidt Andreasen har tegnet tilbygningen med god rumhøjde og store vinduespartier, der trækker haven ind i huset. Tilbygningen rummer opholdsstue, bad, entre samt to værelser, og tre ovenlysvinduer som skaber masser af himmellys til boligen.

Plads til både praktik og nydelse

Arkitekt Rolf David Jensen har givet boligejerne her nogle ekstra nyttige kvadratmeter til deres gamle murermestervilla. I underetagen er der etableret et dejligt praktisk skur til familiens mange cykler, mens de ovenpå kan nyde haven og udsigten til området omkring fra en lys og dejlig udestue samt altan. 

Sommerhus fik nyt liv

Sommerhuset her har gennemgået en total ombygning og nyindretning og fået en tilbygning der blender sammen med resten af huset. Det færdige hus består nu af to bygningkroppe, der forskudt for hinanden skaber spændende rum og åbner op mod udsigten og uderummet. Arkitekt Kim Pretzmann Olesen har udvidet sommerhuset med mere end selve tilbygningen, da terasserne er blevet en del af boligen. 

Murermestervillaen fik tilbygning med spil i

For at tilbygningens meget firkantede og enkle form ikke blev for kompakt og tung i sit udtryk har arkitekt Morten Dalsgaard valgt at beklæde den med lodrette lister i cedertræ, der changerer flot i farverne og har masser af spil i. Store vinduer i tilbygningen trækker haven og lyset langt ind i den gamle murermestervilla.

Markant og elegant

Tilbygningen har et moderne udtryk og skiller sig ud med facader og tag i cedertræ. Bygningen er markant, men dens linjer og skala er tilpasset de andre rækkehuse i området. Med den nye tilbygning af arkitekt Erik Nord, er huset gået fra at være et mindre rækkehus, til at være en stor familievilla med masser af værelser og store, lyse opholdsrum.

Tilbygning gjorde statslånshus både flottere og større

Tilbygningen her af arkitekt arkitekt Tom Mose Petersen har ikke bare fordoblet det lille røde statslånshus’ areal, så der nu er plads til familien, den har også gjort det langt flottere og mere spændende at se på med sin næsten yin og yang-agtige effekt. Det sortmalede træ viser tydeligt, hvor det nye starter og stopper, mens vinduer og saddeltaget får det til at spille sammen. Indhakket til terrassen gør den ellers store tilbygningen markant lettere at se på.

Tilbygning med smart og billig sammenbygning

For at få villa og tilbygning til at tale sammen, har arkitekt arkitekt Hanne Lind-Bonderup taget udgangspunkt i den eksisterende bygnings taghældning, ligesom hun har valgt samme mahogni-vinduer. Med sine helt smalle, vandrette og mest af alt sorte trælister er tilbygningen dog stadig sin egen. De to bygninger er bygget sammen af et lille bryggersrum med fladt tag. En billig måde at bygge to bygninger sammen, idet indgrebet i den eksisterende bygning dermed er minimal.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.