Billedserie

Sæt farve på boligen

Noget af det mest effektfulde, som du kan indrette dig med, er farver. Både vægge, tekstiler og møbler kan bruges til at sætte mere kulør på boligen, og for tiden er vi ikke så bange for farver, som vi før har været. Gå med på bølgen og invitér farverne indenfor - her er 8 flotte eksempler.

1. Blåt farvesspil

For at reflektere lyset i soveværelset har arkitekt Thomas Hjort og boligejeren valgt højglansmaling til skabslågerne. Boligejeren har selv valgt farverne i blå og grønne nuancer, der bringer himmel og hav ind i lejligheden. Lågerne er lakeret af en autolakerer.

2. Endevæg i sart rosa

I hjemmet, tegnet af arkitekt Rasmus Bak, er endevæggen i den lange gang med parketgulv malet i en skøn lyserød nuance. Den lyse farve spiller godt sammen med dagslyset fra det lille vindue, der sikrer at gangen ikke falder hen i mørke - den fremstår derimod lys og let.

3. Spræl på retro-badeværelset

Arkitekt Anders Barslund har et særligt øje for farver. Til de speciallavede snedkerskabe med kanter i røget eg har Barslund valgt denne fine gule farve.

- Vi havde nok ikke selv fundet på at vælge gult til badeværelset, men nu kan vi se, at det fungerer rigtig godt, siger ejerne om farven i badeværelset.

4. Mat sort køkken

I hjemmet, tegnet af Rasmus Bak, har familien valgt et mørkt køkken med matchende vægge. Den mørke farve giver en hule-agtig fornemmelse, der skaber intimitet i køkkenet. Det minimalistiske og mørke køkken står i fin kontrast til de varme messingdetalje.

5. En pink skyller

I hjemmet, tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen, er der gjort brug af flotte farver i badeværelset. Brusenichen er beklædt med lyserøde glasmosaikker, hvilket giver kant og personlighed til badeværelset. Da mosaikkerne er begrænset til et mindre areal, er det forholdsvis overkommeligt at skifte dem ud, hvis farverne skulle blive umoderne.

6. Walk in closet

Soveværelset i arkitekt Jan Smidt Andreasens eget hjem har en fed detalje i form af en fritstående væg. Væggen fungerer som skillevæg mellem skabsområdet og sengen. Den mørkeblå farve adskiller rummet yderligere, sådan at der opstår en walk in-effekt i skabsområdet. Spots og aflangt spejl understøtter effekten.

7. En rød tråd

Arkitekt Anders Barslund har i sit eget hjem ladet sig inspirere af naboens røde tegltag uden for vinduet. Han har malet endevæggen i stuen i samme farve som taget, og på den måde er der skabt en forbindelse mellem ude og inde.

8. Stilsikkert køkken

I hjemmet, tegnet af arkitekt Eva Kristine Brørup, er der skruet helt op for farverne - den gule og den lyseblå farve står i kontrast til hinanden, hvilket skaber en helt særlig farveoplevelse i boligen. Farverne er dog ikke kun blevet brugt i køkkenet, men i hele hjemmet går det blå og det gule igen. Nogen vil kalde det modigt, vi kalder det stilsikkert.