Sådan bevarer du stilen i dit 70’er parcelhus

Vi kaldte husene for cigarkasser, og stemplede dem som ”trætte” og ”triste”. Vi rev listelofterne ned, bankede klinkegulvene op og gemte de gule sten væk bag tommetyk puds og hvid maling. Men heldigvis har vores forhold til husene ændret sig. I dag er de bedste og mest velbevarede 70’er parcelhuse nærmest blevet samlerobjekter, og vi er blevet bedre til at sætte pris på den særlige parcelhusarkitektur. Samtidig er de nye ejere af de skønne retrohuse klart mere bevidste om husenes arkitektur, og mange ønsker derfor også at gå lidt mere forsigtigt til værks, når der skal bygges om eller renoveres.

Men balancen mellem bevaring og modernisering kan være svær at finde, ikke mindst fordi husene nu har en alder, hvor løbende vedligeholdelse ikke længere rækker, og der derfor ofte skal et lidt større renoveringsløft til.  

Selvom de fleste af parcelhusene generelt er solide og velbyggede, har både byggeteknik og isoleringsstandarder ændret sig meget siden 70’erne. Derudover kan der være store individuelle forskelle i kvaliteten fra hus til hus. Derfor begynder enhver renovering med en grundig byggeteknisk gennemgang af huset. Her vil arkitekten vurderer husets generelle sundhedstilstand fx om tagkonstruktionen er fri for råd, svamp og skimmel samt om der med fordel kan efterisoleres og optimeres på husets indeklima og energiforbrug.

Dernæst vil arkitekten gennemgå huset for at identificere de arkitektoniske elementer, materialer og bygningsdele, der er særlige for netop denne periode fx listelofter i fyrretræ, glatte finérdøre, store vinduespartier og murstensvægge. Arkitekten vil derefter vurdere, hvilke af disse elementer der er bevaringsværdige, og hvordan de kan integreres i en moderne kontekst uden at miste deres oprindelige charme.

Renoveringen vil typisk tage udgangspunkt i at bevare så mange af de originale materialer og detaljer som muligt. Ved mere gennemgribende ombygninger vil arkitekten arbejde med at videreføre husets arkitektoniske stil og æstetik, så det nye design harmonerer med det gamle og bevarer boligens identitet.

Læs også: Sådan energirenoverer du dit 70'er-hus

Huse fra 70’erne er født med en tydelig opdeling mellem fælles og private rum. Husene har typisk et køkken-alrum og en rummelig pejsestue som boligens sociale omdrejningspunkt, og er adskilt fra soveværelser og badeværelser, der ligger mere privat og tilbagetrukket. Denne planløsning kan dog virke lukket i forhold til nutidens mere åbne indretning. 
For at skabe et bedre flow vil arkitekten ofte foreslå at åbne køkkenet mod stuen ved at fjerne en væg eller etablere en halvmur, så rummene bliver lysere og mere luftige.

At forbinde køkken og stue skaber fleksibilitet og giver mulighed for, at spiseplads, køkken og dagligstue bliver ét sammenhængende rum. Ved at arbejde med visuelle sigtelinjer og rumlig logik når arkitekten ofte frem til en mere funktionel planløsning med et bedre rumforløb og en optimal sammenhæng mellem inde- og uderum.

Endelig vil arkitekten se på at reducere gangarealer og samle kvadratmeterne i større rum. Lange fordelingsgange kan blive en del af alrummet, og flere små værelser kan lægges sammen for at skabe større, multifunktionelle rum, der passer bedre til moderne behov. 

En anden mulighed, der ofte er på tegnebrættet, er at reducere gangarealer og i stedet samle kvadratmeterne i større rum. Lange fordelingsgange kan ofte forkortes eller udvides til at blive en del af alrummet. Det giver en mere fleksibel indretning og en bedre udnyttelse af pladsen. Hvis boligen har flere små værelser, kan de lægges sammen til større, multifunktionelle rum, der passer bedre til de behov, vi har i dag.

Hvis du derimod ønsker at bevare den oprindelige planløsning og dermed også pistolgangen – den lange fordelingsgang, der forbinder værelserne med de store opholdsrum – er der flere måder du kan optimere de lidt upraktiske kvadratmeter på fx ved at arbejde med dagslyset. Her kan større åbninger til de tilstødende rum fx i form af glas- eller skydedøre gøre en stor forskel. Et andet og lidt mere omfattende indgreb er at tilføje ovenlys i taget i hele gangens længde, så den bliver velbelyst og føles mere rummelig og indbydende.

Resultatet er en bolig, der er åben, lys og funktionel, men som stadig bevarer 70’er husets originale karakter.

I 70’er -huset er der ofte en god og tæt forbindelse mellem inde- og uderum, og med et halvt århundrede på bagen, er de gamle parcelhushaver i dag vokset så meget til, at de mange steder er ugenerte oaser, som man kan fusionere endnu mere i boligen fx ved at udvide de eksisterende vinduespartier eller skifte de gamle vinduer til terrassedøre. 

I mange af husene fungerer terrassen som en naturlig forlængelse af stuen. For at integrere denne overgang endnu mere kan man arbejde med niveauerne, så terrassen ligger i samme plan som gulvet indenfor – uden store trin eller barrierer. Man kan også overveje at bruge det samme gulvmateriale både inde og ude, for at skabe en visuel sammenhæng og få rummene til at flyde sammen.

Naturen er også i spil, når det gælder de indvendige materialer. Træ spillede en central rolle i 70'er boligen, hvor træsorter som fyrretræ, eg og mahogni blev brugt til alt fra lofts- og vægbeklædning og gulve til døre, skabe og indbyggede møbler. Træet blev ikke kun valgt på grund af holdbarheden, men også på grund af materialets varme og naturlige skønhed, som stadig appellerer til os i dag, og som arkitekten selvfølgelig vil forsøge at bevare. 

I mange tilfælde kan de originale træbeklædninger og møbler renoveres med en grundig oliebehandling. Parketgulve kan slibes og genbehandles, og er de gamle finerdøre blevet grimme, kan de genfineres.
Keramiske klinker i jordfarver,  og natursten som fx skifer var også populære materialer i 70'ernes boligdesign. Keramiske fliser i jordfarver som mosgrøn, brun og okker blev brugt i køkkener og badeværelser, mens natursten som skifer og granit ofte prydede pejse og gulve.