Vinduer kan mere end blot at trække dagslys ind i boligen. Noget helt særligt er kigget ud - en detalje som mange arkitekter arbejder ind i deres løsninger, når de tegner på et hus. Her finder du nogle fine eksempler på særligt smukke vinduespartier, der giver boligen et arkitektonisk løft og et skønt kig ud.
Af:
Ida Pedersen
,
Pernille Hjorth
Foto:
Christina Kayser Onsgaard
,
Peter Kragballe
,
mfl.
Publiceret:
Opdateret:
Geometrisk blikfang
Arkitekt Christian Brixval har arbejdet med vinduet som geometrisk blikfang i funkisvillaens nye badeværelse. Vinduets størrelse og placering midt i rummet sikrer et optimalt lysindfald i rummet. Den sandblæste nederste del forhindrer indkig mens den øverste del åbner rummet mod omgivelserne.
Den nyopførte villa er inspireret af funkisarkitekturen, hvor spinkle hjørnevinduer blev anvendt til at maksimere lysindfaldet og skabe et let og næsten svævende udtryk. Arkitekt Eva Brørup har tegnet en løsning, der giver et generøst lysindfald i soveværelset og åbner rummet mod udsigten og naturen udenfor.
Den for hustypen så karakteristiske karnap, er blevet totalrenoveret af arkitekt Thomas Hjort med nyt vinduesparti i teak, udvendig kobberinddækning og siddeplads med udsigt til haven. Karnappen er med til at bevare 30'er-bungalowens sjæl og charme.
Sommerhuset, der ligger tæt på Kattegat, og er tegnet af arkitekt Eva Kristine Brørup, har form som en tube. Kombinationen af træ, tubeformen og endevæggen af glas skaber et helt særligt arkitektonisk rum, hvor blikket drages mod naturen for enden af stuen.
Arkitekt Uffe Topsøe-Jensen har ladet sig inspirere af nordisk og japansk arkitektur i nyfortolkning af det traditionelle sadeltagshus.
En sprække af lys lukkes ind af loftvinduet, der bevæger sig ned på siden af huset og bliver til ét aflangt vindue. Lyset og det dobbelthøje rum skaber en spændende rumlighed i boligen.
I Friis og Moltke-villaen fra 1959, renoveret af arkitekt Rasmus Bak, er flere originale detaljer beholdt - deriblandt det originale kilevindue i stuen, der følger taghældningen. I renoveringen er der skabt sammenhæng, ved at føre kilevinduet videre i det ene børneværelse.
Arkitekt Allan Lorenzen har skabt wellness i boligen, der ligger i perfekt harmoni med omkringliggende natur. Den lange skabsvæg i badeværelset har en dyb vinduesniche, der fungerer som siddeplads og giver et indrammet kig til naturen – næsten som et maleri.
Både tag og facade er beklædt med de coatede stålplader og giver huset sit monolitiske udtryk – som var det hugget i sten.
Endevæggene bryder ud i glas, og sikrer lys og luft til det store åbne rum indenfor, hvor førstesal er et stort opholdsrum med køkken. Boligen er bygget af ejeren selv, og den er tegnet af arkitekt Rasmus Skaarup.
Arkitekt Jan Smidt Andreasen har tegnet sit eget hjem som en nyfortolkning af funkisvillaen.
Huset er derfor bygget med de karakteristiske hjørnevinduer, ligesom taget er fladt og murværket er uden pynt og overflødige detaljer. Husets facader er hvidpudsede mursten med vinduer og paneler af egetræ.
Den oprindelige arkitektur er genskabt i villaen fra 30'erne ved hjælp af arkitekt Allan Lorenzen. I den store stue med parketgulv og utrolig højt til loftet, skaber det store vindue en herskabelig og storslået stemning.
Ruderne i det ombyggede sommerhus har arkitekt Søren Sarup ladet gå helt ned i gulvet, i stedet for at ramme dem ind med normale vinduesrammer.
Terrassen og gulvet ligger i samme niveau, og på den måde kan blikket glide let og frit. Resultatet er, at inde og ude flyder sammen, som var det ét, og pejsen står som en skulptur i glasfacaden.