Smukke detaljer fra liebhaverboligen til din bolig

Liebhaverboliger er noget kun de færreste har råd til. Men de er fascinerende at kigge på, og fyldt med smukke detaljer og unikke løsninger, som man sagtens kan lade sig inspirere af i sin egen bolig. Kig med her, hvor vi har samlet arkitekternes bedste liebhaverdetaljer.    

Af: Pernille Hjorth
Foto: Andreas Mikkel Hansen med flere 

1. Det gode håndværk

Når man bringer dygtige håndværkere og udsøgte materialer sammen med idérige arkitekter opstår der underværker. Det kan være bygningsdetaljer eller som her, et køkken, der er skræddersyet til rummet og husets arkitektur. 

Køkkenet er en del af en større ombygning med mange spændende håndværksdetaljer. Det er arkitekt Rasmus Skaarup, der har stået for ombygningen og tegnet de fine inventar.     


2. Enestående facade

Liebhaveri handler først og fremmest om originalitet, og det er der masser af i dette hus med facader af markante aflange teglsten. Huset er tegnet af arkitekterne fra Monomal og er en nyfortolkning af det klassiske danske sadeltagshus med inspiration fra traditionel japanske arkitektur.


3. Det smukkeste loft

Loftet er et arkitektonisk element, som har stor betydning for opfattelsen af et rum og som i nogle tilfælde kan være med til direkte at definere både rummet og selve huset. I denne villa tegnet af arkitekt Niels Christoffersen smelter loft og tag sammen, og øjnene drages mod de smukke trælister, som også giver rummet en behagelig akustik. Et spektakulært loft med fine detaljer og en smuk form løfter æstetikken i de fleste boliger.   


4. Skydedøre fra gulv til loft

Skydedøre i fuld højde, der diskret forsvinder ind i væggen, giver mulighed for at åbne huset på en helt anden måde, hvor rum glider sammen og kedelige gangarealer opløses. Villaen her er tegnet af Niels Christoffersen, og har en speciel planløsning, som er bygget omkring et stort køkken-alrum med loft til kip.    


5. Et kig på tværs af etager

I den nybyggede villa, tegnet af arkitekt Lars Bo Poulsen, er der skabt dobbelthøje rum, som binder stuen og førstesalen sammen. Det giver et eksklusivt kig på tværs, hvor de store vinduespartier og gelænder i glas givet en elegant og luftigt udtryk.


6. Badehule med spastemning

Da villaen stod overfor en større ombygning, fik badeværelset også en tur. Resultatet blev et stemningsfyldt bad med mørke fliser, der giver oplevelsen af, at man træder ind i en beroligende hule. De eksklusive materialer får badeværelset til at ligne en rigtig spa. Arkitekten på projektet er Rasmus Skaarup.


7. Vis den gode vin frem

I køkkenalrummet er der plads til hjemmets helt eget vinrum. Med rå mursten, autentiske vinkasser og vægge af glas, er det let af finde ud af, hvilken vin, der skal nydes til aftenens middag.

Villaen er tegnet af arkitekt Jesper Korf, og den er opført i en moderne fortolkning af engelsk cottage-stil.


8. Less is more

Liebhaveri handler ikke om at hælde på, men nærmere om det modsatte - at prioritere hårdt og i stedet gå all in på nogle få, men afgørende designprincipper. Når man har mange penge at bygge for, er risikoen, at man kommer til at "forurene" sit byggeprojekt med alt for mange ideer.

De mest vellykkede liebhaverboliger er netop meget enkle, har en klar arkitektonisk idé og en begrænset pallette af farver og materialer. Dette hus er et godt eksempel på denne designfilosofi. Rene, enkle rum, få men gode materialer, dørene er skjult i væggen, lyset indbygget i loftet og der er ingen fodpaneler eller anden unødig pynt til at forstyrre øjet.    


9. Plads til din passion

I liebhaverboliger er der ofte brugt mange penge på at indrette særlige "hobbyrum" fx underjordiske garager til bilsamlingen. Men mindre kan gøre det. Det er denne stue et ganske godt eksempel på. Her har arkitekt Anders Barslund tegnet en særlig LP-væg med tilhørende DJ-pult til en boligejer med stor passion for vinylplader. LP-væggen ser simpel ud, men er bygget op omkring et stålskellet, som kan holde til vægten af de mange plader. 


10. En vild entré

Villaer i luksusklassen byder ofte på storslåede hall's med pompøse trapper og en obligatorisk plads til lysekronen øverst oppe. Men har du ikke 100 ekstra kvadratmeter til en entré, kan du stadig skabe spændende og oplevelsesrige rum, som her, hvor arkitekt Rasmus Bak har fået meget ud af få kvadratmeter. Trapperummet gør det ud for hall, og kigget fra første sal gør det til en særlig oplevelse at bevæge sig op og ned på trappen.    


11. En unik trappe

I små huse kan udformningen af en trappe volde store problemer - både æstetisk og funktionelt. Trapper kommer hurtigt til at dominere og fylde. I dette lille byhus har arkitekten valgt at gøre en dyd ud af nødvendigheden og har tegnet en trappe, som snor sig igennem etagerne med trin af træ, eleganter ståldetaljer og en repos med glas, der tillader lyset at komme ned i den underste og mørkeste del af trappeopgangen.