Kontakt Arkitekten
Lars Bo Poulsen

Bliv ringet op gratis af Lars Bo Poulsen

Den sorte lade i skoven

Hvordan ser en klassisk amerikansk lade ud i skandinavisk version? Familien her havde forelsket sig i en unik naturgrund med egen skov og drømte om et træhus, inspireret af de simple lader, man kender fra USA. Arkitekt Lars Bo Poulsen gav dem et hus med højt til loftet i mere end én forstand.

Af Christina B. Kjeldsen
Foto: Pia Enghild

Når man selv er vokset op på landet, kan det være svært at undvære naturen og det hyggelige nærmiljø, der ofte følger med at bo i et lille landsbysamfund. Sådan havde Mads Peter og hans kone det i hvert fald, da de begyndte at se sig omkring efter et nyt hjem.

– Vi havde boet i Aalborg i 15 år og ville gerne have mere plads omkring os, fortæller Mads Peter.

Ønskescenariet var noget i nærheden af skov, og efter en tids søgen så var den der pludselig – den perfekte grund. 10 tønder land med en fin, lille plantage og en naturlig lysning, som det var intet mindre end oplagt at bygge et hus i.

Arkitekten kom egentlig med en løsning, der var meget anderledes end det, vi havde forestillet os. Der var en masse overraskelser fx det åbne rum mel­lem etagerne, lysindfaldet, og kombinationen af mursten og træ.

– Her lå allerede en gammel lade og et lille, traditionelt hus, men det var for småt til os, der jo kom med to børn og et ønske om masser af plads. Vi fandt hurtigt ud af, at det ville koste en del, hvis vi skulle bygge det oprindelige hus om – men vi kunne jo bo i det, mens vi byggede et nyt, fortæller Mads Peter.

Det gamle hus lå nemlig i et hjørne af grunden, så familien kun­ne nøjes med at rive den gamle lade ned for så at bygge et nyt hus i lysningen. På den måde bevarede de meget af beplantningen og hele det naturlige nærmiljø, de jo var faldet for i første omgang.  Men hvilket hus skulle de bygge?

– Vi havde en idé om, at det nye hus godt måtte have lidt som­merhusatmosfære. Samtidig havde vi sporet os ind på den her amerikanske ladestil - noget med et højt, langt, sort hus, som vi følte ville passe flot ind her, fortæller Mads Peter.

FAKTA OM HUSET

Arkitekt: Lars Bo Poulsen, Nørkær + Poulsen.

Størrelse: 250 m2.

Type: To fulde plan med sadeltag.

Proces: Arkitekten har lavet skitseforslag og tegningsmateriale. Familien har selv stået for byggetilladelse, ingeniørberegninger, geoteknisk rapport og energiberegning. Råhuset er opført af byggefirma, mens familien selv har indkøbt og styret de forskellige håndværksfag kombineret med mange timers selvbyg på husets indvendige del.

Materialevalg udvendigt: Facade af sort­malede svenske træprofiler kombineret med vandskuret murværk på bl.a. skorstenen. Sort tagpaptag med listedækning, zinktagrender og -nedløb. Sorte træ-/aluvinduer og skydedøre fra Velfac 200-serien. Husets terrasser er lagt med henholdsvis rosewood-hårdttræ og grå betonfliser.

Materialevalg indvendigt: Massive egetræs­gulve fra Tarkett, flisegulve fra spanske Apavisa. Indbygget belysning fra iGuzzini. Armaturer fra VOLA. Bordplader i Corian. Køkken- og badevæ­relsesinventar samt indbygningsskabe fra HTH.

Energi: Jordvarmeanlæg fra IVT. Ventilationsanlæg med varmegenvinding fra Dantherm.

Strømbesparende LED-lyskilder i alle husets indbygningslamper.

Arkitekthonorar: ca. 75.000 kr.

Byggepris: Ønskes ikke oplyst.

Kig fra spisepladsen ind mod stuen, hvor familien har indrettet en hyggelig plads ved det store vindue mod skoven
Den L-formede hall omkring trappen har spændende kig til førstesalen og flere udgange til haven.

Oprindeligt tænkte parret, at de selv kunne slå de streger og få bygget sådan et hus. Men de måtte hurtigt erkende, at de – selv som erfarne projektmennesker – alligevel ikke kunne få pusle­spillet til at gå op. Her kom arkitekt Lars Bo Poulsen fra Nørkær + Poulsen Arkitekter i Aalborg og medlem af Danske BoligArkitekter ind i billedet, og han vendte hurtigt til­bage med sit bud på en nordisk version af den amerikanske lade.

– Arkitekten kom egentlig med en løsning, der var meget anderledes end det, vi havde forestillet os. Der var en masse overraskelser fx det åbne rum mel­lem etagerne, lysindfaldet, og kombinationen af mursten og træ.Vi blev helt paf, men han ramte faktisk plet i første hug, fortæller Mads Peter.

For arkitekt Lars Bo Poulsen var opgaven spændende.

– Jeg så en enkel og minimalistisk bygning for mig – skrabet ind til benet. Jeg fik samtidig mulighed for at arbejde med træbe­klædningen, som jeg har arrangeret både vandret og lodret, så det tager lidt af dimensionen af det store hus. Indenfor har du så det kæmpestore glasparti, der fører dig hen mod naturen som en slags glidende bevægelse mod skoven, forklarer han.

I praksis fungerer alle idéerne. Det sorte træhus dukker op som en varm favn i lysningen, når man ankommer – og indenfor mær­ker familien lyset og naturen som en ekstra dimension.

– Det var svært at forestille sig, før alle overflader var færdige, og vi var flyttet ind. Men det her med at integrere huset i naturen og omvendt – det virker altså! De store vinduespartier lukker træ­erne helt ind i huset, og vi føler virkelig, vi lander midt i skoven, når vi kommer hjem. Så er der ro på, siger Mads Peter.

Naturens afdæmpede farver og materialer går igen både inde og ude. Kurvegyngen i træet er fra Sebra.
Naturen fylder meget her i huset – både inde og ude. Det åbne hjørne i dagligstuen inviterer til afslapning midt i alt det grønne. Glaspartiet kan åbnes og giver adgang til en lille overdækket terrasse.

Det her med at integrere huset i naturen og omvendt – det virker altså! De store vinduespartier lukker træ­erne helt ind i huset, og vi føler virkelig, vi lander midt i skoven, når vi kommer hjem.

Fra reposen på første¬salen er der et flot kig ned ad trappen til det store vinduesparti med udgangen til haven.
Familiens køkkenalrum
Spisepladsen er placeret ved det store vinduesparti med kig til skov og terrasse. Spisebordet er fra Hay, Wegner CH33-stole fra Carl Hansen & Søn.
Køkkenet er indrettet med bordplader i Corian og enkle hvide elementer fra HTH, der har stået for alle husets indbyggede skabe.
Anja i køkkenet, hvor vinduerne er placeret, så der ikke er fuldstændigt indkig fra ankomstfacaden, men man stadig kan holde øje med, hvem som kommer til huset.
Familien har fået et stort hus i to fulde plan, og selv om arkitekturen er inspireret af en simpel og klassisk lade, så er der blevet plads til masser af arkitektoniske finesser både inde og ude. Her er det gavlen med den smukke, sortmalede listebeklædning.

Fakta om trælister

  • Facader af træ kan holde i flere hundrede år, hvis de vedligeholdes korrekt med maling, træbeskyttelse eller olie ca. hvert 3.-8. år.
  • Vælg en behandling, der både tillader huset at ånde og beskytter træet mod solens nedbrydende uv-stråler. Malingen skal samtidig være så elastisk, at træet stadig kan arbejde.
  • Husk, at ikke alle lokalplaner tillader træhuse. Derfor er det en god idé at spørge kommunen til råds først.
  • Træ er brandbart, og det er ikke alle træsorter, der er godkendt til brug på facader. Nogle træsorter skal brandimprægneres før brug.
  • Eg, teak og western red cedar hører til de træsorter, der har længst levetid.
Arkitekt Lars Bo Poulsen har leget med facadebeklædningen, der går både vandret og lodret, så det tager lidt af dimensionerne på den store villa.
Her er huset set fra baghaven og skoven, som opholdsrummene og terrasserne vender mod.
I haven har familiens børn fået et fint legehus i havens træer.
Kig fra det åbne repos mellem førstesalen og stueetagen, der giver lys til begge etager.
Her mødes arkitektur og natur. Pladsen her ved trappen er blevet et af parrets foretrukne spots i huset. – Der er nogle områder i huset, hvor der er så meget arkitektur, og hvor vi virkeligt kan se, hvor meget der er tænkt over det. Det holder, det er tidløst og har ramt noget i os, som giver en enorm glæde i det daglige, fortæller Mads Peter. Foldestole af Mogens Koch. Lignende kurve fås fra Broste.
Soveværelse med kig til skoven. Hjørnevinduerne går igen flere steder i huset, og familien nyder den store effekt i forhold til lyset og rummeligheden hver eneste dag.

Familiens bedste byggeråd

  • Brug noget ekstra tid i den tidlige fase med idé, design og planlægning. Jo flere velovervejede beslutninger, du har taget tidligt, jo nemmere bliver det senere i processen, når du står midt i det hårde arbejde.
  • Tænk din egen rolle ret nøje igennem. Hvad har du af viden, hvad kan du, hvad har du af tid, og hvilket ansvar er du klar til at tage?
  • Drop vinduessprosserne. Det giver 5-10 % mere dagslys.
Husets badeværelser er enkle og praktiske.
Badekar og brusevæg er beklædt med matte, grå fliser i betonlook
Her bor Ingeborg. Det hyggelige pigeværelse er indrettet med et hyggeligt miks af retromøbler i teak, der klæder de lyse rammer.
Stuen og spisepladsen flyder sammen, men de forskellige loftshøjder skaber en naturlig opdeling mellem funktionerne. Den åbne arkitektur mellem stueetagen og førstesalen giver højt til loftet og himlen ved spisepladsen. Brændeholder fra Raumgestalt.