Arkitekt Martin Kallesø har tegnet et unikt og moderne sommerhus, der er som skræddersyet til den smukke, kuperede naturgrund, og som samtidig trækker referencer til områdets traditionelle, sortmalede sommerhuse. Kom med indenfor i det helt unikke sommerhus på kanten af Sejrøbugten.
Af:
Pernille Hjorth
Foto:
Kristian Septimius Krogh
Publiceret:
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
På kanten af en skrænt, der skråner direkte ned mod Sejerøbugten ligger dette arkitekttegnede træsommerhus, der er inspireret af et fugletræk. De sorte kuber og panoramavinduerne hviler majestætisk på toppen af klinten, og ser man huset lidt fra oven, fornemmer man klart, den idé arkitekt Martin Kallesø havde, da han tegnede husets grundplan: Silhuetten af fire svaler i flugt over vandet.
Huset på skrænten har to gigantiske træterrasser – en ud mod udsigten og en på bagsiden, der er gravet lidt ind i terrænet og både fungerer som ankomstareal og som læ-givende terrasse på blæsende dage.
Projekttype: Nybygget sommerhus
Størrelse: 300 m2
Arkitekt: Martin Kallesø
Arkitektens pris: Over 150.000
Beliggenhed: Sejrøbugten
Opført: 2017
Køkken-alrummet har en helt ugeneret udsigt til vandet og en hyggelig indbygget pejs.
Spisepladsen i sommerhuset ligger i en af forskydningerne i facaden og bliver nærmest en kube af glas.
Knæk på facaden
Sommerhuset er 300m2 og facaden er beklædt med smalle, sortmalede brædder, så det matcher områdets eksisterende ældre sommerhuse. Den specielle planløsning giver en masse ”knæk” i facaden, som skaber mulighed for gårdhaver og terrasser - overalt med fantastiske panoramisk kig ud over vandet.
Familien ønskede sig et grønt og miljøvenligt sedumtag. Taget er synligt oppefra, når man ankommer til huset og viser husets spændende form med skrå linjer og mange knæk og indhak i facaden.
Sommerhusets mange knæk i facaden giver en masse vinduer med forskellige vinkler på den fantastiske udsigt til Sejrøbugten.
Plads til gæster
Indvendigt er der rigeligt plads til familien på fire og alle deres gæster. Hovedhuset indeholder et stort køkkenalrum med pejs, opholdsstuer, børneværelser med fælles bad, og stort forældresoveværelse med eget bad. Fra hovedhuset er der via en forbindelsesgang i glas adgang til gæsteafdelingen med sovepladser, bad og sauna.
Køkken-alrummet ligger i åben forbindelse med spisestuen og har udgang til træterrasser på begge sider af huset.
De store panoramavinduer i køkkenalrummet skaber spændende skråkig på tværs af rum, og den pragtfulde udsigt over vandet kan nydes næsten uanset, hvor man står i køkkenet.
I stuerne er der glaspartier fra gulv til loft som betyder, at man altid er i 1. parket til naturen og årstidernes skiften. Om sommeren kan familien nyde solen fra tidlig morgen til sen aften.
Husets tre badeværelser er holdt i samme enkle stil med hvid sanitet og keramiske klinker i en varm brunlig nuance.