– Huset er meget moderne, faktisk forud for sin tid. Der blev ikke bygget så meget nyt i perioden, men i forhold til, hvad der blev bygget, så skiller det sig ud og kan ikke puttes i en kasse. Det har en god grundplan fordelt på en spændende struktur med forskudte niveauer og skarpe linjer, så formen har vi arbejdet videre på i renoveringen.
Mens husets form var fremadskuende, pegede husets indre til gengæld tilbage til firserne med profilbrædder, savsmuldstapet og synlige træstolper med et uharmonisk udtryk til følge. Som led i renoveringen blev de synlige bjælker derfor integreret i en indbygget skabsvæg fra gulv til kip, lofterne er blevet beklædt med sort Troldtekt, som giver et roligt og stemningsfuldt modspil til alle farverne, og væggene har fået glatte overflader. Husets skarpe linjer bliver på førstesalen ydermere understreget af et bånd af nye højtsiddende vinduer imellem de forskudte tagflader og af en sort trappe i perforeret metal.
Hvor nogen måske ville have jævnet huset med den attraktive beliggenhed i Klampenborg nær strand og skov med jorden, så var ejerne og arkitekten enige om at renovere. Det var en beslutning, der dels handlede om at udnytte de forhåndenværende ressourcer frem for at producere nyt og skabe affald, men også en beslutning baseret på et kreativt benspænd med motivationsfaktor.
– Vi talte meget om, at der er nogle ydre rammer, som definerer spillepladen, og jeg ville slet ikke kunne være i mit eget hoved, hvis jeg skulle starte med et blankt papir, for så er alt muligt. Her har 60-70% af løsningen været givet på forhånd, og det, synes jeg, er sjovt at arbejde med, fortæller Andreas.