Nænsom fornyelse af Friis & Moltke-villa

Der er sket meget siden den dag sidst i september 2012, da arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter slog sig ned på nogle malerspande foran Jens og Teresa Madsens nyindkøbte, arkitekttegnede 1950’er hus til en indledende snak om istandsættelsen.

Jens havde i Bo Bedre set, hvordan Rasmus Bak havde renoveret sit eget Friis & Moltke-hus i Skåde ved Århus, og allerede under den første telefonsamtale klikkede det mellem de to.

– Kemien var god, og det var lige som om, Rasmus kunne fuldende de sætninger, som jeg begyndte, fortæller Jens Madsen, der hurtigt fik tillid til, at arkitekten kunne gøre noget godt for huset. At huset trængte til en gennemgribende opdatering, var åbenlyst. Men både arkitekten og de nybagte husejere var enige om, at der skulle værnes om stemningen og den særlige stil.

Teresa og jeg faldt jo for huset med de ting, der hørte med til det, og det ville vi gerne behandle så nænsomt som muligt.

– Teresa og jeg faldt jo for huset med de ting, der hørte med til det, og det ville vi gerne behandle så nænsomt som muligt. For eksempel er jeg vild med Arne Jakobsens dørgreb, men alligevel endte vi med at beholde de originale, grå plastikgreb, fordi de er typiske for tiden og husets ånd, forklarer Jens Madsen.

Under mødet på malerspandene blev udfordringerne i huset diskuteret indgående. Dels var størrelsen på 124 m² alt for småt til familien på fire, og dels tørstede de små, mørke rum efter mere dagslys. Der var også noget ved køkkenet, som ikke fungerede, og med to hjemmeboende teenagepiger kunne familien godt bruge et ekstra badeværelse.

Med nye vinduespartier fra gulv til loft i stuen og glasskydedøre i alle værelser kom der mere lys ind i boligen. Det gamle køkken, der før ombygningen lå indeklemt i en mørk lomme, blev åbnet op mod stue og spisestue. Endelig blev facaden delvist beklædt med sortmalet træ, mens de gule mursten er renset og suppleret med nye i samme gule tone som de gamle.

Rasmus Bak foreslog også løsningen med en skænk ud mod spisebordet i alrummet, samt at der også skulle være en åbning ind mod stuen. Parret havde ellers set for sig, at der kun skulle være en åbning ud mod alrummet, men arkitektens forslag fungerer rigtig godt for dem, og der kommer mere lys ind i køkkenet.

En tredje af Rasmus Baks køkkenidéer var også at skjule emhætten i en elegant, integreret løsning, så den ikke støjer visuelt.

Selvom Jens og Teresa var fast besluttede på at bevare stilen i huset, var det alligevel Rasmus Baks æstetisk rådgivning, der holdt dem på sporet. 

– Rasmus’ justeringer var netop dem, der samlede det hele. Det var også beroligende, at han kunne bekræfte mange af de tanker, vi havde om renoveringen, og holde os fast på beslutningerne, fortæller Jens Madsen.

Til trods for det fælles fundament, så måtte Rasmus Bak et par gange undervejs udfordre sine kunder. Det er køkkenet et eksempel på. Ved overtagelsen i 2012 var det et mørkt rum med u-formet køkkenindretning og ingen kontakt til hverken stue eller spisestue.

Det er siden blevet et både helt centralt og meget åbent rum, blandt andet fordi snakken på malerspandene viste, at parret er rundet af en familie af madører. Teresa er folkeskolelærer og underviser bl.a. i hjemkundskab. Hun har armensk baggrund, og der samles man om måltiderne, og hendes far har tidligere drevet en restaurant i Danmark.

Undervejs i processen havde parret forestillet sig, at køkkenbordet skulle være af stål, fordi det er praktisk og nemt at vedligeholde.

Her satte Rasmus Bak hælene i. Han foreslog i stedet et køkken af egetræ, der har en flot glød og som ville stå flot til deres møbler – og passe bedre til husets ånd.

Rasmus’ justeringer var netop dem, der samlede det hele. Det var også beroligende, at han kunne bekræfte mange af de tanker, vi havde om renoveringen og holde os fast på beslutningerne.

Resultatet er et moderne hus, hvor mange af de medfødte kvaliteter og fine detaljer er bevaret – lige fra plasticdørhåndtag og mahognidøre til skifergulvet fra indgangspartiet, der blev taget forsigtigt op og genbrugt i de nye badeværelser. Den særlige ånd, som familien faldt for, er stadig til stede i huset, og selvom der er sket meget, så er det mest bemærkelsesværdige faktisk det, der ikke er sket.