Guide

Sådan renoverer du funkisvillaen

Funkisvillaen stiller særlige krav, når den skal renoveres. Husene rummer ofte både arkitektoniske kvaliteter, tekniske udfordringer og bevaringshensyn, som kræver grundige overvejelser. I denne guide får du overblik over de vigtigste forhold, du bør undersøge, og de beslutninger, du skal træffe undervejs i renoveringsprocessen.

Mange funkisvillaer nærmer sig i dag 100 år, men repræsenterer stadig nogle af de mest radikale forandringer i dansk boligarkitektur. Funktionalismens arkitekter gjorde op med tidligere tiders byggeskik og udviklede boliger, der tog afsæt i moderne materialer, nye konstruktionsmetoder og en anden måde at indrette hverdagslivet på.

Det betyder, at funkisvillaen på mange måder adskiller sig fra både ældre og yngre hustyper. Derfor kræver renovering ofte en særlig opmærksomhed på de valg, der træffes undervejs. Jo bedre du forstår husets forudsætninger, desto lettere bliver det at prioritere indsatsen og undgå fejl, som kan være vanskelige at rette op på senere.

Før du går i gang: Analyse og afklaring

Få overblik over husets sundhedstilstand

Funkisvillaen adskiller sig fra mange andre danske hustyper ved, at arkitekturen i høj grad er bygget op omkring dagslys, proportioner og en gennemtænkt planløsning. Husene blev opført i en periode, hvor nye materialer og konstruktionsprincipper vandt frem, og mange arkitekter eksperimenterede med flade tage, hjørnevinduer, store glaspartier og spinkle bygningsdele.

Det giver funkisvillaen nogle særlige kvaliteter, men også nogle særlige udfordringer. Konstruktionerne er ofte mere komplekse end i samtidens traditionelle villaer, og problemer med fugt, kuldebroer eller nedbrudte materialer opstår ofte netop i de detaljer, som er afgørende for husets arkitektur. Derfor kræver renovering af en funkisvilla som regel en grundig forståelse af både bygningens konstruktion og dens arkitektoniske idé.

Mange funkisvillaer har desuden været igennem flere renoveringer siden opførelsen. Vinduer kan være udskiftet, facader efterisoleret eller planløsninger ændret uden større hensyn til husets oprindelige arkitektur. Før du går i gang med din renovering, bør du derfor undersøge både husets tekniske tilstand og hvilke kvaliteter der eventuelt er gået tabt undervejs. En arkitekt eller byggesagkyndig med erfaring i funkisvillaer kan hjælpe med at kortlægge husets styrker, svagheder og forbedringsmuligheder.

Typiske problemer, du bør være opmærksom på:

Utætte tage og utilstrækkelig isolering
Mange funkisvillaer har flade tage eller tage med lav hældning. Selvom tagkonstruktionerne ofte er blevet renoveret gennem årene, ses der stadig problemer med utætheder, utilstrækkelig isolering og mangelfuld ventilation. Særligt ældre tagpapkonstruktioner kræver løbende kontrol.

Kuldebroer ved vinduer og betonkonstruktioner
Hjørnevinduer, altaner, udkragede bygningsdele og betonkonstruktioner er karakteristiske for funkisvillaen. Samtidig er det steder, hvor kulde kan trænge ind i konstruktionen. Det kan give kolde overflader, kondens og i nogle tilfælde skimmelsvamp.

Nedbrudt beton og rust i armeringsjern
Mange funkisvillaer er opført med armeret beton i altaner, vinduesoverliggere og andre konstruktive dele. Når fugt trænger ind til armeringen, kan stålet ruste og udvide sig, hvilket fører til revner og afskalninger i betonen.

Forkerte vinduesudskiftninger
Vinduerne er et af funkisvillaens vigtigste arkitektoniske elementer. Mange huse har gennem tiden fået nye vinduer med bredere rammer og karme, andre opdelinger eller en detaljering, som ikke passer til husets oprindelige arkitektur. Det kan ændre facadens proportioner og reducere dagslyset i rummene.

Skader på pudsede facader
Mange funkisvillaer er opført med glatte, pudsede facader, hvor selv mindre skader og reparationer ofte er synlige. Revner og afskalninger kan blandt andet skyldes fugt, bevægelser i konstruktionen eller rustangrebet armering i betonoverliggere og altaner. Samtidig ses der ofte ældre reparationer udført med puds- eller mørteltyper, som ikke passer til den oprindelige facade. Det kan give synlige forskelle i overfladen og i nogle tilfælde føre til nye skader.

Dårligt indeklima
Husene kan have udfordringer med ventilation og fugt. Problemerne kan skyldes både tidligere og måske forkert udførte energiforbedringer, ændret brug af huset, kuldebroer eller utilstrækkelig udluftning. Konsekvensen kan være kondens på kolde overflader, skimmelsvamp i udsatte konstruktioner og et mindre behageligt indeklima.

Fugt i kælder og sokkel
Ligesom mange andre huse fra perioden har funkisvillaer ofte kældre uden moderne fugtsikring. Hvis kælderen er taget i brug til ophold uden de nødvendige fugttekniske forbedringer, kan der opstå problemer med fugt, lugt og skimmel.

Afklar dine behov og ønsker

Funkisvillaen fungerer ofte overraskende godt som moderne familiebolig. Mange af de idéer om lys, funktion og boligindretning, som prægede funktionalismen, opleves stadig som relevante i dag. Derfor handler en renovering ikke nødvendigvis om at ændre mest muligt, men om at finde ud af, hvor huset ikke længere understøtter familiens behov lige så godt som tidligere.

Måske har du netop købt en funkisvilla og ønsker at sætte dit eget præg på den. Måske drømmer du om et nyt køkken, et ekstra badeværelse eller bedre forbindelse til haven. Det kan også være, at energiforbruget, indeklimaet eller husets generelle stand gør en renovering nødvendig. Uanset udgangspunktet er det en fordel at skabe et samlet overblik, før de første beslutninger træffes.

Brug lidt tid på at prioritere, hvad renoveringen først og fremmest skal løse. Det gør det lettere at vurdere, hvilke indsatser der giver størst værdi, og hvilke der eventuelt kan vente.

Overvej fx:

  • Hvilke rum bruger I mest?
  • Hvor oplever I de største udfordringer i hverdagen?
  • Mangler I funktioner, som huset ikke rummer i dag?
  • Er der behov for flere kvadratmeter, eller kan pladsen udnyttes bedre?
  • Er energiforbrug, komfort eller indeklima blevet en udfordring?
  • Skal renoveringen gennemføres samlet eller i etaper?
  • Hvilke forbedringer vil have størst betydning for familiens hverdag?

Få styr på rammer og regler

Funkisvillaer hører til blandt de mere sjældne danske hustyper, og mange af dem har en høj arkitektonisk værdi. Derfor er det ikke usædvanligt, at huset er registreret som bevaringsværdigt eller ligger i et område, hvor kommunen stiller særlige krav til ombygninger og renoveringer.

I modsætning til mange andre hustyper handler reglerne ofte ikke kun om at bevare et samlet kvarterpræg. For funkisvillaer kan der være fokus på det enkelte hus og de arkitektoniske kvaliteter, som gør det bevaringsværdigt. Det kan være facadens proportioner, vinduernes udformning, de pudsede overflader, altaner, gelændere eller andre karakteristiske detaljer.

Særligt hvis huset er tegnet af en kendt arkitekt eller har en høj SAVE-værdi, kan selv mindre ændringer få betydning for kommunens vurdering af projektet.

Det gælder især ved:

  • udskiftning af originale vinduer og døre
  • ændringer af facadeåbninger og hjørnevinduer
  • efterisolering af facader
  • etablering af tagterrasser, ovenlys eller nye kviste
  • ændringer af altaner, rækværk og udvendige trapper
  • tilbygninger og nye bygningsdele

Nogle funkisvillaer er fredede. Her skal alle væsentlige ændringer godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen, og mulighederne for at ændre på både eksteriør og interiør kan være begrænsede. Selv hvis huset ikke er fredet, kan en høj bevaringsværdi have stor betydning for, hvilke løsninger kommunen vil acceptere.

Inden du går videre med projektet, bør du derfor undersøge:

  • om huset er fredet
  • om huset har en SAVE-registrering og hvilken bevaringsværdi det har
  • om der gælder en lokalplan eller bevarende lokalplan for området
  • hvilke regler der gælder for facadeændringer, vinduer, tag og tilbygninger
  • om projektet kræver byggetilladelse eller dispensation
  • hvordan energikrav påvirker mulighederne for isolering, vinduer og tekniske installationer

En arkitekt med erfaring i bevaringsværdige bygninger kan hjælpe med at afklare rammerne tidligt i forløbet. Det giver et bedre grundlag for at udvikle løsninger, som både kan godkendes af myndighederne og samtidig tager vare på de arkitektoniske kvaliteter, der gør funkisvillaen særlig.

Arkitekten kan også bistå med myndighedsdialog, registrering af bevaringsværdier og udarbejdelse af det materiale, kommunen eller Slots- og Kulturstyrelsen eventuelt kræver for at behandle sagen.

Samtidig kan arkitekten foretage en byggeteknisk vurdering af huset og identificere potentielle udfordringer, fx ved bærende konstruktioner, facadeændringer eller energikrav, som kan have konsekvenser for dine planer. Hvis projektet kræver tilladelse, kan arkitekten udarbejde de nødvendige tegninger, beskrivelser og redegørelser til myndighederne og følge sagen helt til godkendelse. Dermed bliver processen mere overskuelig og sammenhængende, fra første idé til afklaring af lovgivning og tekniske forhold.

Planlæg din renovering trin for trin

Når du har afklaret behovene og besluttet, hvad renoveringen skal løse, skal idéerne omsættes til et konkret projekt. Det kræver typisk flere trin, hvor løsninger afprøves, økonomien vurderes, myndighedsforhold afklares, og projektet bearbejdes, før håndværkerne kan gå i gang. Jo mere grundigt dette forarbejde er, desto mindre er risikoen for dyre ændringer og ubehagelige overraskelser senere i processen.

Trin 1: Idé og vision
Begynd med at definere, hvad renoveringen skal løse. Mangler familien et ekstra badeværelse? Er energiforbruget for højt? Skal køkkenet fungere bedre i hverdagen

Eller handler det om at forbedre komforten, indeklimaet eller forbindelsen til haven?
Det er en god idé at prioritere behovene tidligt i processen. På den måde bliver det lettere at vurdere, hvilke ændringer der giver størst værdi, og hvilke der eventuelt kan vente til en senere etape.

Trin 2: Skitseforslag
Når retningen er fastlagt, er det tid til at undersøge husets muligheder nærmere. Her gennemgår du eller din rådgiver blandt andet konstruktioner, installationer, energiforhold og de dele af huset, som har betydning for dets arkitektur.

I skitsefasen afprøver du forskellige løsninger, før du træffer de endelige beslutninger. Det kan være ændringer af planløsningen, nye åbninger i facaden, energiforbedringer eller ombygning af køkken, bad og opholdsrum. Målet er at finde den løsning, der fungerer bedst både praktisk, teknisk og arkitektonisk.

Særlige forhold, du skal tage højde for i en funkisvilla:

  • Hjørnevinduer og store glaspartier har stor betydning for husets arkitektur

  • Oprindelige vinduesprofiler, gelændere og facadeelementer kan være bevaringsværdige

  • Flade tage og tage med lav hældning kræver særlige tekniske løsninger ved renovering

  • Efterisolering kan påvirke facadernes proportioner og detaljering

  • Altaner, terrasser og forbindelsen mellem hus og have bør indgå i den samlede vurdering

  • Ændringer af facader og vinduer kan kræve dialog med kommunen

Trin 3: Projektering og myndigheder
Når du har valgt den overordnede løsning, skal projektet bearbejdes i detaljer. Her fastlægger du sammen med dine rådgivere konstruktioner, materialer, vinduer, isolering og tekniske installationer, så projektet kan bruges til myndighedsbehandling, tilbudsindhentning og udførelse.

Hvis dit hus er fredet, bevaringsværdigt eller omfattet af en lokalplan, bør du afklare myndighedsforholdene tidligt. Det kan få betydning for alt fra facadeændringer og vinduer til indretning, energiforbedringer og tilbygninger.

Trin 4: Udførelse og fagtilsyn
Selv det bedste projektmateriale er ingen garanti for, at alt bliver udført korrekt på byggepladsen. I funkisvillaer kan selv mindre afvigelser få betydning for helhedsindtrykket, særligt ved vinduer, pudsede facader, altaner, gelændere og andre karakteristiske detaljer.

En arkitekt kan følge byggeriet og føre fagtilsyn undervejs. Det giver mulighed for at opdage fejl i tide og sikre, at håndværkerne udfører de valgte løsninger med den kvalitet og præcision, projektet forudsætter.

LÆS OGSÅ: Sådan bygger du med en arkitekt

Funkisvillaens forbedringsmuligheder

De fleste funkisvillaer er blevet ændret flere gange siden 1930’erne. Nogle ombygninger har måske forbedret husets funktionalitet og brugsværdi, mens andre kan have svækket de arkitektoniske kvaliteter i facader, vinduer, rumforløb eller materialevalg. En renovering handler derfor ofte både om at imødekomme nutidige behov og om at genskabe kvaliteter, der er gået tabt gennem tidligere ombygninger.

Genskab mistede kvaliteter
Vinduer kan være udskiftet, altaner ændret og facader repareret med materialer, der ikke passer til huset. Her kan selv mindre justeringer gøre en stor forskel. Nye vinduer med rigtige rammebredder, en rekonstruktion af den originale farvesætning eller en nænsom istandsættelse af gelændere og facadepartier kan styrke helheden markant.

Opgrader dagslys og udsyn
Funkisvillaerne blev opført i en periode, hvor dagslys og udsyn fik en helt ny betydning i boligarkitekturen. Mange huse har stadig et stort potentiale i de eksisterende vinduesåbninger, og enkelte nye åbninger eller ovenlys kan i nogle tilfælde forbedre både lysforhold og rumoplevelse. Det vigtigste er, at ændringerne tager afsæt i husets arkitektur og ikke ødelægger facadens geometri.

Energioptimér med omtanke
Mange funkisvillaer har et betydeligt potentiale for energiforbedringer. Tag, vinduer, ventilation og tekniske installationer er ofte de steder, hvor forbedringerne vil give størst effekt. Samtidig kræver løsningerne omtanke, så efterisolering, nye vinduer eller tagarbejde ikke ændrer husets proportioner, vinduesdetaljer eller lette facadeudtryk.

Opdater køkken og bad
Køkken og bad er ofte de rum, der har gennemgået de største forandringer i funkisvillaen gennem årene. Derfor rummer mange huse et oplagt potentiale for at forbedre både funktion, planløsning og den arkitektoniske sammenhæng. Samtidig er det ikke usædvanligt, at tidligere ombygninger har tilført materialer, farver og detaljer, som afspejler skiftende boligtrends frem for husets oprindelige arkitektur.

Sådan kommer du videre

Renovering af en funkisvilla kræver tid, overblik og specialviden. Med en grundig forundersøgelse, en realistisk plan og faglig sparring kan du sikre, at projektet både respekterer husets kvaliteter og imødekommer dine behov. 

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.