Projekt

"Wellness i rækkehuset" Badeværelse forynget og udvidet indefra

  • Gode opbevaringsløsninger
  • Mere plads
  • Optimal udnyttelse af dagslys

"Børnene er for længst flyttet hjemmefra, men vi bor stadig i vores ikke særlig store rækkehus, der har været omdrejningspunkt for vores familie i nu halvtreds år. Vi har ikke tænkt os at flytte. Men vi kunne godt tænke os en opgradering af vores slidte badeværelse på 1. sal". Nogenlunde sådan fik jeg fremstillet en mulig opgave af husets ejere. Et af omdrejningspunkterne var det lille indbyggede siddebadekar, som ægteparret, børnene og børnebørnene alle dage havde syntes, var et hit. Dertil var der et ønske om mere plads samt udskiftning af et gammelt ovenlysvindue til noget mere tidssvarende.
Efter en tilbundsgående renovering er badeværelset nu genopstået, som mere end det var. "Ren Wellness", som husets frue siger. Ændringerne fra før til nu, bestod af udskiftning af det gamle terrazzogulv med keramiske fliser med "terrazzomønster" samt indlægning af gulvvarme. Mere plads, fordi rummet kunne udvides indefra med godt to m2 mere gulvplads ved at flytte dels væg mod trappeopgang og dels væg mod et tilstødende kammer. Samtidig blev rumhøjden øget ved at etablere to store ovenlysvinduer i den skrå tagflade. Badeværelset skulle falde ind i husets stemning, hvilket gav udslag i farver og materialer. På væggen kom lyseblå fliser som tidligere, men nu i en en engelsk håndlavet udgave, der gav spil til rummets lys. Den nye vask blev etableret med synlig vandlås. I udvidelsen mod værelset blev der nu plads til et indbygget opbevaringsskab med plads til de ting, man gerne vil have ved hånden i et badeværelse foruden håndklæder og rengøringsmidler samt plads til ekstra toiletruller. Kronen på værket blev det gamle siddebadekar, der nu fremstår ny-emalieret og ny opmuret med fliser på siden og medflisekant mod væggen til champoo og sæbe. Et bidrag til stemningen af wellness var at lade et enkelt rum i skabet være åbent. Åbningen blev malet i farvenummer passende til badekarets fliser.
Som man kunne forstille sig, står der nu i hvidt porcelæn en figur, en delfinbetvinger, der indgår i stedets nyvundne atmosfære.

Bæredygtige tiltag

Genbrug af materialer
Lavenergiruder/vinduer
Efterisolering

Rådgivning omfattede

  • Interiørdesign
  • Kontakt og idé
  • Skitseforslag
  • Projektering

Om beregning af priserne

To tilsyneladende ens projekter kan kræve helt forskellig rådgivning og materialer, og dermed have to forskellige slutpriser.

Priserne som bliver vist på siden kan af samme årsag ikke betragtes som endelige, men udelukkende som et udtryk for omkostningerne til netop denne sag.

Du bør derfor altid tale om økonomien i netop dit projekt, med den arkitekt, du er i dialog med.

Anette Mørch