Tips og råd

5 tips til det perfekte viktualierum

Historisk set var viktualierummet et køligt rum, hvor du kunne opbevare fødevarer under gode forhold for holdbarheden. I moderne tid er rummet måske blevet mindre aktuelt, men ikke desto mindre er viktualierummet eller spisekammeret fortsat et populært ønske hos mange boligejere.

Her får du her et par tips, som du kan lade dig inspirere af, når du skal lægge planer for indretningen af dit køkkens ekstra opbevaringsrum.

5 tips til det perfekte viktualierum

  1. Brug dine kvadratmeter fornuftigt
  2. Overvej alternativer
  3. Placér viktualierummet det rigtige sted
  4. Investér efter dit behov
  5. Tilføj ekstra detaljer

Se uddybning af rådene herunder

1. Brug dine kvadratmeter fornuftigt

Viktualierummet er måske ikke en nødvendighed i det moderne liv, hvor både køkkener og køleskabe er blevet rummelige nok til at dække vores opbevaringsbehov.

Alligevel drømmer mange om at kunne gemme køkkenmaskiner og cornflakespakken væk i et viktualierum. Måske fordi køkkenet er blevet mere som et møbel i boligen og mindre arbejdsværksted – i hvert fald af udseende.

For at dit viktualierum fungerer godt, skal du regne med at afsætte omkring 2-3 m². Det er dyre kvadratmeter i dag – ikke kun at bygge, men også for miljøet, fordi det koster energi, hver gang vi bygger og optager plads.

Overvej derfor, om en arkitekt kan hjælpe dig med at finde de kvadratmeter et sted, hvor husets planløsning – eller konstruktion – tillader det, og hvor du måske oven i købet optimerer døde kvadratmeter.

2. Overvej alternativer

Hvis du ikke vil eller kan prioritere kvadratmeter til viktualierummet, så findes der masser af alternativer, du kan overveje.

Nogen gange er et ekstra køkkenskab, et tomrum under en trappe eller et skab med skydedøre i et gangareal rigeligt til at udfylde behovet for opbevaring.

Få hjælp af arkitekten til at vurdere dit behov og til at tænkte ud af boksen, når det kommer til at udnytte boligens kubikmeter.

3. Placér viktualierummet det rigtige sted

Hvis du ønsker et klassisk køligt rum, er der et par forslag, du kan følge

  • Undgå at placere viktualierummet, hvor solens stråler varmer rummet op. Det betyder også, at du ikke skal lave rummet op ad en sydvendt mur. Vælg hellere en nordvendt placering.
  • Sænk temperaturen ved at grave gulvet en halv meter ned i jorden eller ved ikke at isolere gulvet. Du skal naturligvis også undgå gulvvarme.
  • Isolér døren, så du undgår at varme fra resten af boligen trænger ind i viktualierummet.
  • Hold hårde hvidevarer ude af dit viktualierum. De skaber varme, der er dårlig for fødevarernes holdbarhed.

4. Investér efter dit behov

Der er stor forskel på kvadratmeterprisen på en snedkereret løsning med indbyggede egetræsreoler og en løsning, hvor rummet bliver afleveret med færdiggjorte overflader, som du efterfølgende selv kan indrette med en omgang billige stigereoler. 

Tilpas din investering i viktualierummet efter dit behov.

5. Tilføj ekstra detaljer

Hvis man var lidt kæk, kunne man kalde viktualierummet for køkkenets "skur". Altså et sted, hvor man opbevarer ting, man ikke bruger i det daglige. 

Men hvilken slags viktualierum drømmer du om? Er det et sted til pantflasker, køkkenruller købt på tilbud og grimme køkkenmaskiner? Eller er det et sirligt indrettet rum med bordplads, reoler til vin og patentglas med tørvarer? 

I viktualierummet har du mulighed for at lege med udtrykket, fordi der er tale om et lukket rum, der som regel kun bliver besøgt at hjemmets beboere.

Du kan også overveje, om du kan gøre rummet ekstra funktionelt ved at indlægge vand til en håndvask, eller ved at få afsat stik, så du kan bruge dine køkkenmaskiner i viktualierummet og slippe for at slæbe dem til og fra køkkenet, når de skal i brug.