Se hele boligreportagen her
Tips og råd
Familier, der har brugt en arkitekt
Det kan være en stor beslutning at bruge en arkitekt og gå i gang med et omfattende byggeprojekt. Især når man har små børn, der tager tid og også skal leve med forandringerne. Mød to familier her, der deler ud af deres tanker og overvejelser, inden og efter de gav håndværkerne og arkitekten lov til at gå i gang med at forme drømmeboligen.
Publiceret:
"Min familie betalte en høj pris undervejs, men huset er virkelig en gevinst for vores liv i dag"
Drømmen var ikke et nyt hus, men et arkitekttegnet hus. Jeg kan godt lide, at alt fungerer – både funktionelt og æstetisk. 175 m2 til fem personer, vil man normalt sige er for lidt. Men hver kvadratmeter er gennemtænkt og passer præcis til vores behov.
Jeg forstår ikke, hvorfor vi turde, når jeg tænker tilbage i dag. Vi solgte vores lejlighed og købte en tom græsplæne til flere millioner kroner. Men jeg var så fokuseret på målet, at jeg ikke tænkte over alle bumpene undervejs.
Huset er en kæmpe gevinst for vores liv i dag, men min familie betalte en høj pris undervejs. Da vores lejlighed var solgt lejede vi en billigere på blot 50 m2, hvor vi boede i 1,5 år. Den lå langt fra institutioner, skole og venner. Det var virkelig hårdt, og her ville jeg have ønsket, at vi havde haft penge til at blive boende i vores lejlighed.
Det var vigtigt, at både jeg og min mand var med på ideen, for det tager meget tid og mange kræfter at bygge hus, og vi havde lige fået barn nummer tre. For at give os ro i maven økonomisk lavede jeg et grundigt budget, der ikke kun tog højde for byggeriet, men også vores liv og økonomi undervejs og bagefter. Det er ikke sjovt, hvis man finder ud af midt i det hele, at man ikke har råd, så et grundigt budget er afgørende.
"Ungerne siger tit: Kan I huske dengang, hvor vi vaskede op i kælderen og lavede mad i campingvognen?"
Vi prøvede selv at tegne, men vi kunne simpelthen ikke få det til at fungere. Flere af vores venner har bygget om og fortalte, at pengene til arkitekten var virkelig godt givet ud. At det var peanuts i forhold til, at man fik det rigtige. Og i dag vil jeg til hver en tid anbefale at få en arkitekt ind over. De kan noget, vi andre ikke kan.
Vi havde en aftale om, at det ikke skulle gå ud over børnene. Min mand har bygget meget af det indvendige selv, men arbejdede aldrig i hverdagen, før børnene var lagt i seng. Vi ville hellere have, at det tog lang tid, men at børnene så så deres far. Til gengæld så vi intet fjernsyn i et år. Men det var det, der gjorde, at vi kunne få vores drømme opfyldt.
Hele december boede vi fire mennesker på førstesalens 28 m2, mens der var byggerod nedenunder. Men det var simpelthen så hyggeligt, og ungerne kan stadig huske det og siger tit: Kan I huske dengang, hvor vi vaskede op i kælderen og lavede mad i campingvognen, og der var støv overalt. Vi har boet i huset under byggeriet, men i en kort periode lånte vi en campingvogn, fordi vi ikke havde et køkken. Vi overvejede ikke at flytte ud, men tog et projekt ad gangen.
En måned før jeg havde termin, ryddede vi hele førstesalen selv. Da vi nåede til dampspærren opdagede vi, at vores tag var utæt, og det regnede ind. Det var hårdt, men det er jo en del af processen, at uventede ting opstår, og nu er vi glade for, at vi ikke skal have lagt nyt tag om to år, men at det er gjort.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.