Typehuse fra 1970'erne er blevet samleobjekter

For bare 5-10 år siden var de karakteristiske 1970’er-huse ikke i høj kurs. Trælofterne blev oftest malet hvide eller hevet ned, gule murstensgulve blev pudset og arkitekturen ændret, så husene fremstod mere nutidige. På få år har tendensen ændret sig, og arkitekterne oplever en stor øget interesse for stilen og for de huse, der ikke har været under en renovering, men stadig står med de originale detaljer. Samtidig ses 1970’er-stilen også mere og mere i nybyggeri. 

- Jeg oplever klart en øget interesse for husene. I dag kan folk godt se, at husene har meget at byde på, og de er blevet samleobjekter nu, fortæller arkitekt Rasmus Skaarup. 

Også arkitekt Allan Lorenzen ser tendensen, og han peger på, at der generelt er kommet en interesse for at søge tilbage i vores kulturhistorie.

- Hvis man for eksempel ser på møbler fra 1940´erne og 50’erne, så er de blevet meget populære igen. Før var de lidt glemte, og man kunne købe dem for ingen penge, men i dag er mange designklassikere i høj kurs. Det har en afsmittende effekt på arkitekturen, som det også havde i perioden for møblernes frembringelse. Der refereres ofte til en særlig varm dansk modernisme, hvor møbeldesignernes interesse for menneskets proportioner, sanser og kulturhistorie, kan opleves som et værn mod den rene hvide funktionalisme og blanke glatte industrifremstillede objekter. Vi er blevet mere bevidste om godt design og god arkitektur, måske fordi værnet fortsat virker, siger Allan Lorenzen. 

Plads til kernefamilien

Typehusene, der blev bygget i 1970’erne, vidner om, at samfundet var kommet sig helt over krigen. Efterkrigstidens tidlige modernister havde dog stadig deres præg på arkitekturen.

- Mange af periodens arkitekter var inspireret af den tidlige modernisme, hvor de nordiske mestre var optaget af bygningskulturen, og forandring med afsæt i stedlige forhold, og kulturelle traditioner. Mestrene som f.eks. Alvar Aalto og Jørn Utzon ville gerne tage det tilbage til den kultur og stille spørgsmålet: Hvad er essensen ved at bo?, fortæller Allan Lorenzen

Samtidig havde arkitekterne nu mulighed for at tage ud i verden for at få inspiration. Det er særligt Japan og USA, der har dannet de arkitektoniske linjer for typehusene. I Californien byggede amerikanerne såkaldte ”Case Study Houses”, hvor fokus særligt lå på at skabe en flydende overgang mellem inde og ude, og at der skulle være plads til fritid og familien. Køkken-alrummet, der også blev kaldt ”Det amerikanske køkken”, får også sit udspring her. Ligesom inde og ude flyder sammen, så begynder rumfunktionerne også at gøre det. 

- Vi kan se de amerikanske værdier i de danske typehuse fra 1970’erne. Før det byggede vi huse, der lukkede sig mod vind og vejr, men nu insisterer husene på, at vi skal kunne gå frit mellem inde og ude. Det ser vi på de enorme vinduespartier, skydedørene og terrassen. Det nye i samfundet er, at vi får fritid, og det ses i de her huse, fortæller arkitekt Rasmus Skaarup. 

Samtidig er typehusene det nye centrum for kernefamilien. Plantegningen er karakteriseret ved pistolgangen, der forbinder børneværelser samt soveværelset, som oftest er placeret længst væk og i husets private ende. Køkken og bryggers er i forlængelse af hinanden, og som centrum i hele huset er den store stue med glaspartier mod haven og terrassen. Her blev møbler placeret om danskernes nye ”husalter”, nemlig fjernsynet, hvis popularitet steg voldsomt i 1960-1970’erne. 

- Husene har et amerikansk, arkitektonisk ideal, hvor der er al den plads i verden, man skal bruge. Det er horisontalt og cirka 140 kvadratmeter. Det synes ikke meget i dag, hvor huse nybyggede typehuse oftest 
er 200 kvadratmeter, men det var det dengang, siger Rasmus Skaarup. 

Materialer og håndværk i høj kvalitet

Der blev opført hele 450.000 parcelhuse fra 1960-1979. I starten er der mange gode eksempler på arkitekt- og bygmesterkvaliteter, men perioden er også en overgang fra de gode håndværkstraditioner til montagebyggeri. Derfor varierer husenes kvalitet, men de godt byggede arkitekthuse er dog ofte fyldt med gedigne materialer.

- Det gode ved det traditionelle samfund og tidligste modernisme var, at håndværkerne var billige og materialerne var dyre. Man havde derfor råd til håndværkerne, og man passede på materialerne. Det er omvendt i dag, og derfor har vi ikke de samme varige løsninger, siger Allan Lorenzen. Den udvikling er naturligvis sket gradvis, og udbredelse af bedre boliger til flere har været betinget af nye materialeopdagelser og massefremstilling. 

De arkitekttegnede 1970’er-huse er oftest fyldt med spændende, stoflige detaljer, så som profilerede listelofter i træ og rå murstensvægge. Dette udtryk blev der fra 00’erne og frem taget afstand fra. Derfor står mange af periodens typehuse i dag uden disse detaljer, hvilket ifølge Allan Lorenzen er ærgerligt:

- Mange af husene har haft deres egen stemme, men vi har gjort dem stumme ved at komme glatte flader og gipslofter på, siger han.

De huse, der stadig står med originale detaljer, er derfor sjældnere og meget populære i dag. Byggeriet af husene fik nemlig en ende, da energikrisen tog til i løbet af 1970’erne. 

- Man fandt ud af at de meget store glaspartier fra gulv til loft var dårlige rent energimæssigt, og det var med til at sætte en stopper for periodens typehuse, fortæller Rasmus Skaarup. 

I dag, hvor der er meget høje krav til energirigtige vinduer, er de store glaspartier ikke længere et problem, og derfor kan de arkitektoniske kvaliteter nu få fuldt fokus. 
 

Kilder