Byhuset er en samlet betegnelse for den type huse, som blev bygget i de lidt større byer i perioden fra 1880 til 1930. Haven omkring de byhuse, der blev opført i de første villakvarterer, var ligesom huset inspireret af stilen fra et sydeuropæisk landsted. Huset og haven blev ofte tegnet af samme arkitekt, så de udgjorde en smuk og helstøbt helhed.
Mange byhuse har forholdsvis små haver og nabohuse, der ligger tæt på. Derfor kan det være lidt af en udfordring at skabe private haverum i en byhave. Har du en byhave, skal du tænke i grønne vægge, der kan afskærme og skabe intime zoner til ophold og afslapning. Kortlæg havens solpletter og forbind dem med stier og spændende haveforløb, der gør det til en oplevelse at bevæge sig rundt i haven.