I sommerhuset på den jyske vestkyst understreger materialer og arkitektur den rå natur uden for vinduerne. Arkitekten Charles Bessard har omhyggeligt valgt materialer, som kun bliver pænere med tiden. For eksempel er bordplade, køkkenvask og stænkplade i bruneret messing, som ændrer karakter, når det bliver brugt. Skjolder og pletter bliver derfor hilst velkommen, da det skaber tekstur og giver overfladerne et nyt udtryk over tid.
Fronterne og bordpladen på køkkenøen er i eg, og i loftet spiller træet også en rolle, da konstruktionerne i råt træ er synlige. Korkloftet fungerer som isolering, skaber en intim stemning og bidrager samtidig til en god akustik i køkkenalrummet, hvor mange aktiviteter finder sted. Ydervæggene er holdt i en grå nuance for at fremhæve og indramme udsigten til det omkringliggende landskab.