Billedserie

Jeg en gård mig bygge vil

Den klassiske gård behøver slet ikke at mangle moderne komfort. Vi giver dig her 5 eksempler på hvordan en arkitekt kan forene de klassiske udtryk såsom stråtag og hestestal med moderne byggeskik og fornødenheder.

Ny landejendom med hestestald

Denne nye landejendom, som er tegnet af Arkitekt Per Hartwig er udført som et længehus med overdækket søjlegang med lærketræ på begge langsider, der skaber overdækkede terrasser i forskellige størrelser omkring huset. Det nye hus danner afslutning på gårdspladsen mod øst og åbner sig i gavlene, hvor der er en flot udsigt over området. Bygning er hævet over gårdspladsen på en bastion af granitsten. Derved skabes en sammenhæng mellem hovedbygning og sidebygningerne. 

Strætækt moderne landejendom med fine detaljer

I dette projekt tegnet af Arkitekt Peter Saabye er der tale om en luksusbolig af helt særlig karakter. Den stråtækte landejendom er designet med høj kælder og alle detaljer er nøje gennemtænkt og designet helt i ånd med bygherrens ønsker. 

Romantisk stråtækt villa

Denne romantiske stråtækte villa i Nordsjælland, tegnet af Arkitekt Peter Wedell-Wedellsborg, er hjem for tidligere udenlandsdanskere. Det gamle hus, som lå på grunden, blev revet ned, og boligdrømmen kunne realiseres. Villaen har et tilhørende anneks og vognhus og en stor have. Villaen er opbygget med opholdsrum i midten med højt til loftet og dertil to tilbageliggende fløje på hver side.

Nyt stuehus med stråtag

Dette projekt, som er tegnet af Arkitekt Rolf David Jensen, er en nyopførelse af et stuehus på et landsted, hvor bygherren ønskede huset opført i et gammelt originalt look. Planløsningen for huset er delvist en gentagelse af det tidligere stuehus, som blev revet ned. Bygherren ønskede et moderne stort hus med diverse bekvemmeligheder, men opført så det ville se ud som om det altid havde været der.

Præsentable hoved - og sidebygninger

Den præsentable ejendom er bygget på tomten af den tidligere slægtsgård. Anlægget, som er tegnet af Arkitekt Carsten Hjort Boesen er udformet symmetrisk og er en realisering af bygherrens ønsker. Planløsningen markerer sig med en stor rund opholdstue i forlængelse af den herskabelige entré i stueplan. På 1. salen udnyttes det cirkulære areal til tagterrasse og i kælderen til vinrum. I kælderen forefindes der udover wellnessområde også en større biograf.