Forhold dig frit til rummene og lav om på planløsningen, som du har lyst. Mange vil i dag gerne have et stort køkkenalrum. Til gengæld behøver stuen ikke være så stor. De fleste typehuse er bygget omvendt med lille køkken og stor stue, men det kan du sagtens lave om på.
Giv den gas og lav noget spændende arkitektur. Tænk ikke over, om andre synes, det er grimt eller passende. Bare du gør det så godt, du kan, er det okay. Huse skal have lov til at tilpasse sig efter de generationer, der bor i dem. Der findes så mange typehuse fra 60’erne og 70’erne, så de er hverken sjældne eller specielt bevaringsværdige. Der er derfor ikke nogle særlige detaljer eller dele i huset, du skal beholde, hvis du ikke har lyst. Har du brug for at sætte en førstesal på og lave det til et funkishus, skal du gøre det. Tænk dog over, at genbruge det du kan af konstruktionerne, hvis de stadig er sunde.