Boligreportage

Arkitektens eget hjem: Den fremtidssikrede 70’ervilla

Som arkitekt bor man ikke nødvendigvis i et hus, man selv har tegnet. Man kan også som Louise Balle Rosbjerg vælge at bo i et ”helt almindeligt” hus og renovere det med respekt for det oprindelige. For Louise er de gode, langtidsholdbare materialer og fremadskuende tanker bag villaen fra 1977 en bæredygtig rettesnor – også når hun selv som arkitekt tegner nye huse, som gerne skal holde langt ind i fremtiden.

”Ja, man skal jo kunne lide de teglklinker,” sagde arkitekt Louise Balle Rosbjergs far, da Louise og hendes mand overvejede at købe 70’er-villaen i Skanderborg for otte år siden.

Men teglklinkerne og de fuldmurede vægge var lige præcis noget af det, parret faldt for, og den arkitekttegnede villa havde flere andre kvaliteter, der tiltalte Louise som arkitekt, og som hun havde lyst til at fremhæve og bevare. Ved ankomsten til huset fremstår det ydmygt og karakteristisk for kvarteret, hvor de fleste huse er opført i 1960’erne og 1970’erne, men når man træder indenfor, åbenbarer dets særpræg sig: lofter til kip med synlige konstruktioner og en lang linje med et uforstyrret kig hele vejen igennem huset. 

– Selvom huset er fra 70’erne, holder det stadigvæk, for man kan se, at der er tænkt nogle gode, universelle tanker fra starten om, hvordan det er at være en krop i et rum, og om materialer, der taler til sanserne, fortæller Louise, som har ladet sig inspirere af sit eget hus til nye huse, hun har tegnet for kunder.

Fakta om projektet

Hvem bor her: Louise Balle Rosbjerg, arkitekt og partner i Nodo Arkitekter, hendes mand, Jens Balle Rosbjerg, designer hos Lego, og deres to drenge, Karl på 14 og Bertil på 10.

Hvilken slags hus: Arkitekttegnet villa fra 1977. Huset er 150 m2 i stueplan og har 90 m2 kælder. Grunden er på 1130 m2.

Renovering: Huset er bygget af materialer i god kvalitet, så der har ikke været behov for en gennemgribende renovering. Dog er taget blevet udskiftet som led i en energioptimering, køkkenet, som ikke var det oprindelige, er blevet udskiftet, og badeværelserne er renoveret i tråd med villaens originale udtryk.

Fremadskuende 70’ervilla

Selvom Louise som arkitekt holder af at tegne nye huse, ligger det hende meget på sinde, at vi har øje for de kvaliteter, der ligger i bygningsarven, og at vi bevarer og renoverer så meget som muligt der, hvor det giver mening. I hendes eget hus har der ikke været behov for en gennemgående renovering, fordi materialerne er af høj kvalitet.

Den største renoveringsopgave bestod i at få udskiftet det nedslidte tag med et nyt i røde tegl helt i husets ånd, hvilket samtidig var med til at sikre en energioptimering. Netop det faktum, at huse bygget for 50 år siden, kan være af en så god kvalitet i forhold til både materialer og rumfordeling, synes Louise, bør være en rettesnor for fremtidens byggeri. 

– Også når vi bygger nyt, har vi en fælles mission om at sætte stregerne rigtigt, og det er ikke for at idyllisere 70’erne. Der er også dårlige huse fra 70’erne, så jeg siger det mere for at hylde, at nogen har tænkt nogle gode tanker og har tegnet et hus, der skuer fremad, siger hun.

Læs guide til hvad, du ikke altid kan bevare i din 70'ervilla

Udover åbenheden i huset, består det fremadskuende i huset blandt andet i, at det er tegnet med et køkken-alrum – dog oprindeligt med en halvmur imellem køkkenbord og spiseafdeling – og med en forældreafdeling med walk-in-closet og eget badeværelse.

Derudover består det langtidssikrede og dermed bæredygtige i brugen af gedigne materialer som træ, mursten og teglklinker på de fuldmurede gulve. Materialer, som kan holde til tidens tand og til at blive brugt. 

– Her behøver vi ikke bekymre os om, at drengene ikke lige får taget fodboldstøvlerne af, inden de kommer ind i stuen, eller at der kan komme et hak i væggene, som der nemt kan i nybyggeri. Det kan man ikke se her. Det skal det bare have en klat maling, og så er det det, siger Louise.
 

Bevaring og tilpasning

Når man køber en 70’er-villa, er det Louises holdning, at man skal spille med stilen i stedet for at gå for meget imod den, og så er vi tilbage ved murstenene. Man kan selvfølgelig pudse murene op, men hvis man ikke er vild med de fuldmurede vægges rustikke udtryk, så har man både et stort arbejde foran sig, og en kvalitet vil gå tabt.

For hende handler det derfor om at give boligen en opdatering, der får det bedste ud af det eksisterende, samtidig med at det er nutidigt og vil kunne holde mange år frem. Sidste år nåede de med renoveringen til at udskifte husets køkken, som ikke var det oprindelige, men et 90’er-køkken med overskabe og åbne hylder.
  
– Vi har givet køkkenet en æstetisk og funktionel opdatering, så det passer bedre til os, og faktisk også til huset. Jeg synes, at de valg, vi har truffet, peger fremad, men også tilbage. Det har været vigtigt for os at bruge naturmaterialer, som huset er præget af, og derfor har vi valgt et egetræskøkken med en bordplade i natursten, fortæller hun.

Også husets to badeværelser er blevet renoveret med forsigtig hånd. De tidligere ejere havde indrettet dem med håndvaske og armaturer i fransk landstil, og de er nu blevet erstattet af enkle håndvaske med lige linjer og med Vola-armaturer, som Louise er sikker på, at der oprindeligt var i huset.

For at blive klogere på byggeperiodens stil og arkitektur anbefaler hun, at man kigger på originale fotos fra huset, hvis de findes, eller på billeder eller boligreportager fra dengang. Måske viser armaturer eller sanitet sig så at have været i brune farver, og man tænker, at det er håbløst, men kig på, hvad der var det bedste fra tiden, råder hun. 

– Arkitekttegnede 70’er-villaer har tit nogle utrolig smukke vinduespartier, som f.eks. er lavet med en kombination af sorte rammer og mahogni, og hvis man har behov for at skifte dem ud, fordi der er noget med funktionaliteten eller med energioptimering, så kan man godt videreføre den stil i en moderne fortolkning, siger hun.

70’er-villaerne kan også have nogle flotte murede brystninger indenfor og nogle beundringsværdige pejsekerner. Hvis der er fladt loft, kan det være en idé at overveje mulighederne for at tilføje noget ovenlys for at få lys ind fra flere sider, råder Louise. Det er hendes eget hjem født med foruden med loft til kip.  

– Jeg er selv vild med, at når man står i køkkenet, så får man faktisk dagslyset ind fra alle fire verdenshjørner. At kunne kigge ud og se noget grønt, se himlen, få lyset ind og følge årstiderne, tror jeg er sundt og godt for mennesker og er med til at give os en følelse af at være tilpas.

Et godt barndomshjem

Man skulle tro, at arkitekturen for en arkitekt kommer før alt andet, men i Louises tilfælde, var det faktisk beliggenheden, der kom først, da hun og hendes mand skulle vælge bolig.
 
– Vi ville gerne finde vores børns barndomshjem, inden Karl, vores ældste, skulle begynde i skole. Vi var rundt at kigge og syntes, at Skanderborg var en dejlig by – en hyggelig og lidt mindre by, som minder om det, vi selv kommer fra. Det med at man bare kunne åbne dørene og suse ud på cyklen var lige det, vi gerne ville have, siger hun.

At kunne kigge ud og se noget grønt, se himlen, få lyset ind og følge årstiderne, tror jeg er sundt og godt for mennesker og er med til at give os en følelse af at være tilpas

Så parret faldt først for det rolige kvarter tæt på søen og dernæst for arkitekturen, som ramte en oplevelse af rum og hjemfølelse, som havde gjort indtryk på Louise i hendes egen barndom.  

– Jeg kan huske, at mine forældre havde nogle venner, som boede i et hus, hvor alt var muret, ligesom her, og at det gjorde noget ved mig. Jeg havde det sådan: Hold da op – det var spændende. Jeg mærkede arkitekturen med kroppen og sanserne. Arkitektur handler om funktion og praktikalitet i ens hverdag og liv, men der skal også være noget sanselighed, der giver en følelsen af, at her er rart at være. 

Louise og hendes familie elsker deres hjem, men en lille drøm om at tegne sit eget hus har hun alligevel, indrømmer hun.

Louise Balle Rosbjerg

Louise Balle Rosbjerg