Fra pensionat til bolig med omtanke for klimaet
Strandpensionatet opført i 1898 er transformeret til moderne og energieffektiv bolig, tegnestue og keramikværksted (fra energiklasse G til A+) ved at ændre planløsningen, efterisolere og opdatere energikilder. Det er der gjort:
- Tag og facader er udvendigt efterisoleret med træfiberisolering og beklædt med ubehandlet svensk gran med lavt klimaaftryk.
- Soklen er isoleret med portugisisk røget kork, høstet uden træfældning.
- Olie- og brændefyr er udskiftet med luft-til-vand-varmepumpe.
- Et ståltag coatet med rapsolie muliggør opsamling af rent regnvand til toiletskyl, vaskemaskine og havevanding. Stålet er næsten 100 % genanvendeligt.
- Vandforbruget reduceres derudover markant i kraft af en recirkulerende bruser.
- Materialer er valgt ud fra et ønske om sundt indeklima og lavt klimaaftryk: strandsand til lydisolering i etagedæk, kork til ud- og indvendig isolering, linolie- og kalkmaling samt nordiske sten og træsorter.
- Genbrugte og bevarede ressourcer er i spil i form af blandt andet armaturer, sanitet, hårde hvidevarer, fliser, ydervægge, indvendige døre, træpaneler og køkkenelementer.