Det nordiske strandhus

Terrassedøren står åben mod stranden lige nedenfor, og inde hersker der ro, lethed og lyse farver. Men lethed er ikke ordet, når det handler om den omfattende renovering af huset, som arkitekt Karina Søgaard og hendes mand, kokken Mikkel Maarbjerg, kastede sig ud i for nogle år siden.

– Det viste sig, at hver gang vi åbnede et nyt lag, var der dårlige nyheder. Jeg forstår slet ikke, hvor vildt det egentlig har været nu. Der var bare hvid tømmersvamp, gul tømmersvamp, skimmel og skummel, fortæller Karina fra stuen, hvorfra man kan skimte både Kullen og Kronborg i det fjerne.

Selvom huset viste sig at være i langt dårligere stand end først antaget, fortryder hun dog intet. Som arkitekt havde hun igennem 20 år tegnet nye huse og syntes, det kunne være spændende at renovere og vise, hvordan en ældre bygning kan få nyt liv og moderne boligkvalitet med omtanke for klimaaftryk undervejs. Men først og fremmest var det beliggenheden, der gjorde udslaget.

Det var i den corona-plagede tid, at hun faldt over en salgsannonce med det gamle strandpensionat på Sjællands nordkyst og sagde til sin mand – se, man kan bo på stranden! Hendes mand er vokset op på en skonnert og drømte om at bo på en båd, og på en måde blev strandpensionatet et kompromis. Her har de både de lige linjer, som arkitekten helst ikke vil undvære, og bølgeskvulp lige uden for døren.

Havet og naturen omkring det nu transformerede pensionat har præget boligen i form af både farver og materialer. For eksempel er farverne på gulv og vægge på badeværelset inspireret af ’havet på en sommerdag’, gulvet i køkkenet er af norsk marmor med et udtryk som bølgebrus, og materialer som træ og kork i farver, der matcher strandens, er gennemgående.

– Vi ville gerne bygge så biobaseret som muligt og havde en drøm om en facade helt i træ, som kunne give huset et blødt udtryk og tale sammen med omgivelserne. Når vi går ned på stranden, og kigger op på huset, indgår det meget mere i landskabet end før, fortæller Karina.

Hør hele historien om det renoverede strandpensionat i podcasten Drømmevillaen. Klik og lyt her.

Da parret købte huset, havde det en rød, pudset facade, som delvist var dækket med træshingles, men for at mindske energiforbruget til opvarmning og sikre et sundt og behageligt indeklima, har de givet huset en vinterfrakke på i form af udvendig isolering. Dermed har huset fået en ny facadebeklædning i ubehandlet svensk gran.

Også indenfor er huset forvandlet. I kælderplan er det tidligere fyrrum lavet om til et baderum med sauna og spa-stemning, og pensionatets gamle slyngelstue i bedste cigarkassestil med brunt læder og grønt gulvtæppe er blevet til vaskekælder og træningsrum. Egentlig ville parret gerne have bevaret rummet som et smuthul til fortiden med træpaneler på vægge og lofter, men da der var skimmelsvamp i væggene, var det ikke en mulighed, og også her blev der lyst og moderne. 

Baderummet ved siden af er inspireret af et slotsophold i forbindelse med Mikkels arbejde som kok. Her tilbragte Karina og parrets yngste datter det meste af opholdet på badeværelset, som var på størrelse med en mindre københavnerlejlighed og designet med tanke på krop og velvære. I deres eget baderum har de sauna, fritstående badekar, brusebad, naturmaterialer, stemningsfuld belysning og separat tilstødende toilet. Rummet bliver flittigt brugt af hele familien og danner også ramme om hyggelige stunder med venner og veninder til gode snakke og afslapning med udsigt stranden.

– Det gælder for hele huset, at vi gerne ville skabe et sted, hvor man kan mærke kroppen, når man er her. Et sted, hvor vi kunne dyrke alt det, vi er, og som gør os glade i låget med alle sanser, fortæller Karina.

Som arkitekt har Karina erfaret, at det ofte er oplevelser med vejr og natur, der giver de stærkeste minder om et hus. En tidlig solopgang i haven, dalende sne på et natligt toiletrend imellem et anneks og sommerhus. Derfor er huset, ligesom da det var strandpensionat, designet til, at livet skal leves inde og ude i livlig vekselvirkning. At der har været liv og glade dage i årene, hvor huset var pensionat, kunne de nærmest aflæse i de mange lag gamle tapeter, som blev hevet af væggene, fortæller hun.

– Og du forestiller dig ikke, hvor mange vinglas, kaffekopper og ølflasker, vi fandt, da vi gravede ud i haven. Man kunne bare mærke, at der har været fest, og det må der også gerne være i vores hjem. Vi har store familier, som vi ofte er samlingspunkt for, og har haft mange selskaber med 20-30 til middag og overnatning, hvor folk sover i træningsrummet og gæsteværelserne og på alle hylder. Nogle gange kan det godt føles, som om det stadig er et strandpensionat, og der må godt være liv – som kontrast til alt den ro, der også er her.