Boligreportage

Huset ved havet

Lyden af det brusende Vesterhav er konstant, men her imellem høje klitter, hyben og havtorn hersker ro og en følelse af at være i et afskærmet helle langt væk fra hverdagen. Det arkitekttegnede sommerhus går nærmest i ét med klitterne og rummer mere, end man skulle tro.

Inden familien Bonde Jakobsen talte med arkitekten, havde de en drøm om et romantisk refugie à la Svinkløv Badehotel. De havde nemlig købt en grund med et hus, som var bygget som sommerbolig for en københavnsk grosserer i begyndelsen af 1900-tallet, og som siden i årtier havde været brugt som feriekoloni. Interiøret havde fine detaljer i form af udskæringer på dørkarme og høje paneler, men desværre var huset i en stand, der ikke talte for en renovering. Med afsæt i den smukke men også barske natur ved Vesterhavets kyst gik ejerne derefter en helt anden vej.

– Vi ville gerne have et hus, der fadede ind i naturen og nærmest forsvandt, og derfor foreslog arkitekten, Lars Bo Poulsen fra N+P Arkitektur, et træhus i cedertræ, som ville få samme farve som marehalmen og klitterne, fortæller de om tankerne bag det nybyggede sommerhus.

Fakta om projektet

  • Projekt: Nybygget sommerhus i første klitrække nær Blokhus. Huset er tegnet til at blende naturligt ind i omgivelserne i både formsprog og materialer. 
  • Arkitekt: Lars Bo Poulsen, N+P Arkitektur
  • Materialer udvendigt: Facader og tag af cedertræ og terrasse af beton. Den lave mur omkring dele af terrassen tjener, udover at skabe afskærmede rum, det formål, at beskytte hus og terrasse imod sand fra klitterne. 
  • Materialer indvendigt: Indvendigt er materialerne træ og sten i dæmpede farver samt gulve i beton, som er praktiske, når der kommer sand ind i huset. Pejsen er bygget af sten af græsk granit.

Udover det sølvgrå cedertræ er et andet element, som kendetegner det godt gemte hus, terrassedækket og de omkransende mure i beton. Betonen er ikke bare et æstetisk greb, som får huset til diskret at matche omgivelserne. Det tjener også en vigtig funktion. For når man bygger et hus i første klitrække, så har man også købt ind på sand, fortæller ejerne og tilføjer, at møbler og materialer skal kunne holde til sandet og vejrliget, og – med et godt jysk udtryk – at sand på trægulv bare er træls.

Muren, som afgrænser terrassen på strandsiden, holder det værste sand stangen, men havemøblerne får alligevel en god naturlig peeling, når der er vind. Men set i forhold til udsigtsgrundene i området, så er der god læ på terrassen omkring huset. Og så er der en anden udsigt, som med lofter til kip og med vinduer, som er ført helt op under taget, kommer i spotlyset.

– Det var så godt tænkt at føre vinduerne helt op i kip, for når vi sidder indenfor og kigger op, så får vi alt det der skønne, blå himmel med, fortæller parret fra det store køkkenalrum.

Husets højde taler sammen med de omgivende klitter, og det var muligt at bygge højden på, fordi man, når man river et hus ned, må bygge i samme højde som den tidligere bebyggelse, og den gamle feriekoloni var bygget i en lidt spøjs halvanden etages højde. 

Helt fra starten er huset tænkt som et familiehus, og idéen var, at der skulle være et hovedhus og et anneks, hvor parrets børn og måske kommende børnebørn kunne have deres eget frirum. I stedet består huset nu af to bygningskroppe, som er koblet sammen lidt forskudt af hinanden, og hvor den bageste del af forskydningen indeholder en gæsteafdeling, som kan lukkes af fra entréen med en skydedør. På den måde føles huset på ingen måde hverken for stort eller tomt, når de kun er to.

– Det er egentlig en lille lejlighed i huset. Når vores døtre er her, vil vi gerne være sammen, men nogle gange vil man også gerne være sig selv, eller man står op og går i seng på forskellige tidspunkter, forklarer parret. 

Gæsteafdelingen har egen indgang og entré med en indbygget skabsvæg, som gemmer på en overraskelse. Når man folder skabslågerne til side, kommer et lille tekøkken med køleskab, mikroovn og et udtræksbord til syne og giver plads til, at de morgenfriske kan spise morgenmad ved den lille, hyggelige plads.
 

De integrerede låge- og dørløsninger er gennemgående i huset. For at spare plads og skabe åbenhed er næsten alle døre skydedøre, som er malet i en støvet, mørkegrøn farve. Ligesom materialerne er også farveholdningen i sommerhuset inspireret af omgivelserne, og til at vælge farver, gardiner og andet interiør har ejerne haft indretningsarkitekt Anne Mette Krogh fra Paustian i Aarhus med som rådgiver. Til væggene er valget faldet på helt lyse og blide farver i en skala fra grågrøn til blå og sand. Efterhånden som solen bevæger sig rundt om huset, skifter farverne udtryk fra kølige til varme toner og er et roligt bagtæppe for de mange kig til grønne klitter og blå himmel. 

Lars Bo Poulsen

Lars Bo Poulsen