Guide

Sådan energirenoverer du murermestervillaen

En robust, enkelt og klassisk hustype, der med alderen kan have udviklet enkelte svage punkter. Murermestervillaen er et enfamiliehus baseret på ens byggeprincipper og arkitektoniske standarder – med andre ord er det det første “typehus” og havde sin storhedstid i perioden 1910-1935.

Sådan er murermestervillaen kontrueret

Den typiske murermestervilla er bygget i gode, traditionelle danske materialer og karakteriseret ved: 

  • Rødt tegltag.
  • Høj tagrejsning. 
  • Facade i røde mursten. Enkelte facader er pudset op med kalk.
  • Dannebrogsvinduer af kernetræ med sprosser og kitfals.
  • Halvanden eller to etager.
  • Fuld kælder.

Læs også: Hvorfor skal du bruge en arkitekt, når du energirenoverer? 

Energi – her halter huset

Det er vigtigt, at huset istandsættes med respekt for dets arkitektoniske stil og materialer.

  • Vinduer
    Et oplagt sted at starte er vinduerne. De oprindelige vinduer har kun haft et lag glas, hvilket giver en meget dårlig isoleringsevne. Mange murermestervillaer har i løbet af årene fået monteret forsatsvinduer for at isolere huset bedre. Gælder det ikke dit hus, så overvej den løsning. Få desuden skiftet ruderne til energiglas.
  • Tag
    Da en del af tagets isolering ligger på loftet, er det ret nemt og billigt at øge isoleringstykkelsen her. Kombiner med isolering af skråvægge og skunke for et optimalt resultat. Vær også opmærksom på utætheder i tegltaget og omkring inddækninger ved kviste og karnapper.
  • Ydervægge
    En murermestervilla er oprindelig ikke særlig godt isoleret. Så er der ikke udført energioptimerende forbedringer på dit hus i løbet af årene, vil det sandsynligvis give pote at sætte ind med efterisolering. I en ældre hustype som murermestervillaen vil det bl.a. være svært at udføre en udvendig isolering af ydervæggene, uden at det går ud over husets stil og charme. Derfor vil den bedste løsning foruden hulmursisolering være en indvendig efterisolering af ydervæggene.
    Murermestervillaer er bygget med hulmur, og mellemrummet er normalt så stort, at det har en effekt at hulmursisolere. Det er i mange tilfælde gjort tidligere, men isoleringen kan være faldet sammen.
  • Kælder
    Kælderen kan være klam og fugtig, fordi kældergulve og -ydervægge ikke er helt tætte. Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis kælderen kun bruges til opbevaring af ting, der kan tåle lidt fugt, men ellers bør du overveje en efterisolering.
  • Installationer
    Installationerne er ikke altid tidssvarende. Elinstallationerne kan være gamle og til tider ustabile, og vand- og kloakinstallationer er muligvis så forældede, at de trænger til en gennemgribende renovering.

Læs mere om murermestervillaens svagheder på bolius.dk

 

Forslag til energiforbedringer af klimaskærmen

Med fokus på disse områder kan du optimere dit energimærke.

  • Efterisolering af hanebåndsloft, skråvægge og skunk
    Ved at efterisolere hanebåndsloft, skråvægge og skunk kan du nedbringe varmetabe og forbedre fugtforhold og dermed indklimaet i din bolig.
     
  • Udskiftning af ovenlysvinduer
    Du får et mindre varmetab, mindre træk og øget komfort ved at skifte til nye ovenlysvinduer med energiruder.
     
  • Udskiftning af yderdøre og vinduer eller ruder
    Er dine døre eller vinduer ramt af råd eller nedbrydning, kan en udskiftning have betydelig indvirkning på din energiregning.
     
  • Efterisolering af væg, gulv og loft i kælder
    Op mod en tredjedel af husets varme kan forsvinde ud gennem din kælder, hvis den er dårligt isoleret.
     
  • Muligheder for forbedring af husets varmeinstallation 
    Et mere effektivt varmeanlæg er også en kilde til besparelser. Hvilken varmeløsning du bør vælge, afhænger af din nuværende opvarmningsform, samt om du har adgang til fjernvarme.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.