Se hele boligreportagen her
Guide
Hvorfor skal du bruge en arkitekt, når du energirenoverer?
Går du med planer om at energirenovere boligen, men mangler du overblik over, hvordan du kommer i mål, så tag et uforpligtende møde med en arkitekt. En arkitekt kan komme med de idéer, der ligger udover din fantasi, inspirere til kreative løsninger og sikre, at du vælger rigtigt.
Af: Pernille Hjorth , Lene Lykke Hovmand
Foto: Christina Kayser Onsgaard , Steffen Stamp
Opdateret:
Måske tænker du, at det er både dyrt og unødvendigt at søge assistance hos en arkitekt, men i sidste ende gavner det både bundlinje og slutresultat.
Du kender sikkert din boligs svagheder, når det handler om at holde på varmen eller om at opvarme fornuftigt, men det er straks sværere at få øje på den originale løsning eller den skæve idé, der på én gang er både praktisk, energivenlig og arkitektonisk lige i øjet.
Derudover er der rigtig mange krav fra lovgivningen, som skal efterleves i forhold til installationer, boligers tæthed, fugt og brand, og hvis du skal overskue alt det og samtidig undgå at falde i armene på guldgravere med smarte løsninger og nye produkter, så er det godt givet ud at få hjælp fra en arkitekt.
Thomas Hjort, arkitekt hos m4 Arkitekter, har især oplevet ét konkret område, hvor hans kunder kan risikere at træffe beslutninger, som ikke tager højde for boligtype og fremtid.
– Der har aldrig været så mange, der sælger varmepumper, som nu, og derfor kan det være svært at gennemskue, hvad der er det bedste valg – også på den lange bane. Det er der, hvor vi arkitekter kan hjælpe, siger Thomas Hjort.
Rådgivning med originale løsninger – uden skjulte interesser
Sammen med sine kollegaer i m4 Arkitekter har Thomas Hjort rådgivet mange boligejere om energirenovering og er specialiseret i de LCA-beregninger, som udregner boligens og materialers klimaaftryk i hele livsfasen. I forhold til lige præcis varmepumper er der behov for at have øje for mange flere faktorer, end at varmepumpen er et mere bæredygtigt valg end at beholde den eksisterende varmekilde, fortæller han.
– Man skal se på hvilken isoleringsgrad ens hus har i forhold til varmepumpen, for måske mangler der en buffertank, nogle større radiatorer, og rørføringen er måske heller ikke med i prisen. Så kan det godt være, at løsningen ser smart ud lige nu, men hvis det så bliver en hård vinter, som vi havde i '23-'24, så kan varmepumpen ikke levere. Den vil så starte en elpatron, og i stedet for at betale en høj gaspris kommer du til at betale en høj elpris. Den historie er der ikke ret mange forhandlere, som fortæller, siger Thomas Hjort.
En arkitekt vil altid bestræbe sig på at have helhedsbetragtningen med i rådgivningen af dig som boligejer.
– Vi kigger på husets klimaskærm som helhed, på teknikken som helhed og kombinerer vores kreative indslag med byggeteknikerens erfaring med konstruktionerne, så vi vælger de rigtige løsninger til de respektive huse. En supergod løsning til et hus fra 60’erne vil ikke være den rigtige til et hus fra 20’erne eller 40’erne, som har en helt anden konstruktion og nogle helt andre proportioner.
Læs mere om energiforbedringer til forskellige hustyper her
Arkitekten har dig og din bolig i centrum og søger ikke at sælge en bestemt form for energirenovering – kun den, der bedst matcher dine behov.
I hvilke faser af en byggeproces hjælper arkitekten?
Samarbejdet med en arkitekt omkring en energirenovering kan antage mange former. Du kan søge råd og vejledning i den indledende fase, hvor dine drømme er i skitseform, men du kan også bruge arkitekten som rådgiver gennem hele byggeprocessen.
En energirenovering er nemlig mere end blot en teknisk opgradering af boligen. Det er en forbedring af boligen, som også kommer til at afspejle sig i det visuelle udtryk. Thomas Hjort fremhæver potentialet for at få pakket de ofte grimme tekniske installationer ind i gode rumligheder og smukke arkitektoniske løsninger, når du har arkitekten med fra starten:
– Det handler om at se på bygningen som helhed. Et eksempel kunne være, hvis du drømmer om nye vinduer til gulv i et hus fra 60'erne. En stor del af huse fra 1960-70'erne blev designet med lette og meget dårligt isoleret brystningspartier. Ved at inddrage en renovering af disse partier med 3-lags energiglas, får boligejeren en langt mere optimal isoleret løsning og samtidig mere dagslys. Her kan du så overveje, om du vil have gulvvarme, eller om du kan leve med en radiator for ikke at få kuldenedfald. Hvis du kan leve med radiatorer, så kan du i dag få nogle typer, som også kan fungere som bænk.
Udover at tænke i helheder og koble teknik med arkitektur kan en arkitekt også hjælpe dig med at indhente de bedste tilbud fra håndværkere. Og lader du arkitekten stå for at lede projektet, slipper du desuden for selv at indhente byggetilladelser og relevante dokumenter, ligesom du minimerer risikoen for grimme overraskelser som fejl eller ekstraomkostninger i løbet af byggefasen.
En optimal proces med transparente beslutningsprocesser bidrager med optimale og langsigtede løsninger. Din investering vil derfor som oftest øge husets kvalitet og vurdering i mange år frem.
En arkitekt tilbyder dig:
- Idéer, inspiration og indsigt
- Et øje for både de små detaljer og husets helhed
- Hjælp til paragraffer, papirarbejde og alt administrativt bøvl
- Vejledning til, hvordan du investerer dine penge bedst
- Ledelse af byggeprojektet, så tidsplanen bliver holdt, og du undgår byggeskader
Gratis digitalt magasin
BYG MED OMTANKE
Hvordan kan vi bygge og bo med omtanke for klima og miljø? Bæredygtighed er en vigtig agenda, når det handler om vores boliger, men hvad kan du gøre som boligejer her og nu?
I vores digitale magasin ”Byg med omtanke” har vi samlet gode råd og konkrete projekter fra arkitekterne, som kan inspirere og guide dig videre nu og i fremtidige boligprojekter.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.