Tips og råd

5 typiske udfordringer i typehuset - og hvordan du løser dem

Flere og flere har fået øjnene op for 60’erne og 70’ernes typehus, der er fyldt med muligheder. Desværre har hustypen også nogle skavanker, som kan være svære at løse. Der er dog ingen grund til panik, hvis du står overfor en modernisering. Arkitekter har stor erfaring med hustypen og kender de typiske udfordringer. Læs med her og se arkitekternes gode løsninger.

5 typiske udfordringer i typehuset

  1. For lidt dagslys
  2. Dårlig isolering
  3. For små rum
  4. Utidssvarende detaljer
  5. For lidt plads

Se hvordan, du løser udfordringerne herunder

1. For lidt dagslys

Rigtig mange typehuse fra 60’erne og 70’erne lider af mangel på lys. Det skyldes blandt andet en lav loftshøjde og små rum. En billig og effektiv løsning kan være at indsætte ovenlysvinduer. De giver masser af flot himmellys og bidrager samtidig med en fornemmelse af ekstra loftshøjde. Et ovenlysvindue vil koste cirka 20.000 kr. Skal du alligevel skifte taget på huset, så overvej at hæve loftet til kip i fællesrummene. Det er dyrt, men gør underværker både i forhold til lys og rummelighed i huset. Hustypens enkle facade giver også mulighed for at indsætte nye og større vinduer eller sågar terrassedøre, der kan sende mere dagslys ind i rummet. Overvej også, om den lysslugende udestue eller overdækkede terrasse med fordel kan pilles ned. Herudover vil det gøre underværker at få lys på tværs af rum. Det kan du fx få ved at slå køkken og stue sammen, hvis de ligger ud til hver sin side.

2. Dårlig isolering

Vi har helt andre isoleringsstandarder i dag, end der var i 60’erne og 70’erne. Har du et hus herfra, kan det derfor være en god idé at undersøge, hvad du kan gøre for, at få en mindre energiregning. Det er forskelligt fra hus til hus, hvilken løsning, der er den bedste. Så rådfør dig med en fagperson, inden du går i gang. Det tiltag, der typisk giver mest, er en isolering af tag eller loft, en hulmursisolering af facaden og nye vinduer. Vil du gerne forvandle dit hus fra energimærke E til passivhus, kan det godt lade sig gøre, men det vil kræve, at du ændrer markant på husets udseende. Overvej også at skifte varmekilde. Et jordvarmeanlæg vil på sigt spare dig mange penge.

3. For små rum

Små værelser, et lille, aflukket køkken og den berømte pistolgang er typisk hovedmål for utilfredsheden i typehusenes planløsning. For i dag vil de fleste have store rum med masser af lys og luft. Heldigvis er typehusene kendetegnet ved, at de bærende vægge er de yderste vægge, mens de indvendige ofte er lette skillevægge, der er bygget oven på det færdige gulv, modsat andre husets murede vægge. Det er derfor forholdsvis let at flytte rundt på væggene inde i huset, hvorfor du ikke skal fortvivle, hvis du drømmer om tidens populære køkkenalrum. Det kan (alt efter dit køkkens placering) sagtens lade sig gøre.

4. Utidssvarende detaljer

Typehuse er fyldt med bart murværk, glatte finer-døre og grå plastikhåndtag. Nogle elsker dem, andre hader dem. Men lige meget hvilket hold du tilhører, så tænk dig lige om en ekstra gang, inden du piller det hele ned og sletter alle spor fra 60’erne og 70’erne. De originale detaljer giver nemlig dit hus en vigtig autencitet og charme, der er stort set umulig at købe sig til, hvis du senere fortryder. Og ser gulvet eller finerdøren træt ud, kan du let friske dem op ved at slibe og herefter behandle med olie. Du kan også overveje at bruge detaljerne nye steder, hvor de måske passer bedre ind i nutidens stil. F.eks. kan det gamle klinkegulv pilles fra hinanden og bruges som køkkengulv eller på badeværelset. 

Med en størrelse på blot lidt over 100 m² er parcelhusene fra 60’erne og 70’erne lidt små i forhold til en moderne families pladskrav. Mange ender derfor ofte med at bygge ud på deres hus, og det er bestemt heller ikke en dårlig løsning. Typehusenes enkle og moderne arkitektur med et solidt skelet gør det let at bygge videre på. Det letteste og billigste er at forlænge huset. Ulempen her er, at du tager et godt stykke fra haven. Du kan også sætte en førstesal på dit hus. Det kan give udfordringer i form af en stærkere konstruktionen og måske utilfredse naboer, der ikke vil have en høj nabo. Omvendt kan det give dig mulighed for dobbelthøje rum, en god udsigt og et dobbelt så stort hus.

Få vores BYGGEGUIDE gratis

Modtag konkret hjælp til dit byggeprojekt med vores BYGGEGUIDE, som vi sender med, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.

Venligst udfyld en valid e-mail

Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.