Lad materialet og niveauet på dit gulv inde i huset fortsætte videre ud på terrassen. Det er en enkel og lækker måde at skabe en glidende sammenhæng mellem ude og inde på. Og når dørene står åbne, virker det nærmest som ét stort rum. Sommerhuset her er et vellykket eksempel på denne løsning. Huset er tegnet af arkitekt Søren Sarup.
Husk dog, at den manglende niveauforskel på gulvet kan give fugtproblemer, da sne og vand vil samle sig lige udenfor og derfor let kan trænge ind. En løsning kan være at lægge et linjedræn, der er en slags rist, hvor vandet kan løbe fra. Samtidig skal man huske, at materialer ikke opfører sig ens ude og inde. Med tiden vil vind og vejr derfor gøre forskel på fladerne. Træ, tegl og beton er lækre materialer at gå på med bare fødder.