Guide
Guide
Indret et godt køkken på få kvadratmeter
Det store køkken-alrum er populært, men ikke hos alle. Mange kokke og andre, som er glade for at lave mad, foretrækker mindre, velindrettede køkkener, hvor råvarer og redskaber er lige ved hånden. Se her, hvordan arkitekterne løser opgaven med at indrette effektivt og lækkert på begrænset plads.
Af: Lene Lykke Hovmand
Foto: Andreas Mikkel Hansen , Christina Kayser Onsgaard , mfl.
Publiceret:
Fordelen ved et lille køkken er, at du ikke skal tage mange skridt for at få fat i gryder, skåle og i grøntsagerne fra køleskabet. Ideelt set kan du få et optimeret madværksted, som er overskueligt at gøre rent, og hvor du måske oveni købet kan lukke døren og dermed slippe for at skulle rydde op løbende og for at få stegeos i hele boligen.
Men et lille køkken er ikke altid et tilvalg. Det kan også være en nødvendighed, fordi det nu engang er sådan, din bolig er indrettet, eller fordi du har mere brug for kvadratmeterne til andre formål. Og ulemper kan der selvfølgelig også være, f.eks. den begrænsede plads til opbevaring af grej, service og affaldssortering.
En god planløsning og gode opbevaringssmuligheder er derfor alfa og omega, men også lys, materialer og benhårde prioriteringer er vejen frem, når du skal planlægge et rart og funktionelt køkken på begrænset plads.
En god planløsning
I ethvert køkken er det vigtigt at tænke på arbejdsgangen imellem rummets tre vigtige arbejdspladser: vasken, komfuret og bordpladsen, hvor du kan skære, snitte, hakke og røre. Afstanden imellem de tre arbejdszoner må ikke være for stor, men heller ikke for lille, så dit bevægelsesrum bliver indskrænket.
Som grundregel bør afstanden imellem vaskens og kogepladsens centrum være mellem 120 og 180 cm, og det er praktisk at have køkkenets primære arbejdsplads imellem de to. Prioritér afsætningsplads ved siden af både vask, komfur og optimalt set også køleskab. Har du meget lidt bordplads at gøre godt med, så prioritér at have ét stort og anvendeligt arbejdsområde frem for flere små, hvor der ikke er albuerum.
I et kompakt køkken vil en oplagt planløsning i mange tilfælde være et u-formet køkken eller et dobbeltsidigt køkken. Begge udformninger giver mulighed for at indrette et effektivt køkken med korte afstande mellem funktionerne, og hver har sine fordele.
Det u-formede køkken udnytter pladsen langs alle vægge og giver god bordplads, imens det dobbeltsidige køkken kan tilføre et mere stringent udtryk til rummet og være nemmere at komme til, hvis man er flere i køkkenet. I det dobbeltsidige køkken får du mere reel skabsplads, da du undgår hjørner, som er svære at indrette optimalt til skabe og skuffer.
Prioritér dine behov
Før du beslutter dig for planløsning og indretning skal du prioritere benhårdt i dine ønsker og behov – med fokus på behov! For måske drømmer du om en caféniche eller et spisekøkken, men hvis pladsen er begrænset, ender du nemt med at få et køkken med for mange kompromisser og for dårlig funktionalitet.
Hvad bruger du mest tid på i køkkenet, og hvilke funktioner skal det rumme? Tal behovene igennem med arkitekten, og skær ind til benet, så du får et lille køkken, der er gennemtænkt og behageligt at arbejde i. Vi bruger typisk meget tid ved vasken og ved køkkenets primære arbejdsplads, og så bør de funktioner have en prominent plads, hvor man står behageligt med eller uden udsigt.
I et rum med begrænset plads til opbevaring handler prioriteringen også om at rydde ud i de ting, der skal fyldes i skabe og skuffer. Lad kun det mest nødvendige få plads i køkkenet, og opbevar stegesoen og ekstra kaffekander et andet sted i boligen.
Vælg pladsbesparende løsninger
Fremfor at tage udgangspunkt i vaner og standardmål, så lad dine praktiske behov og muligheden for dobbelte funktioner være afsæt for indretningen af dit køkken. Overvej f.eks. om en opvaskemaskine med en bredde på 45 centimeter fremfor standardmålet 60 centimeter kan tilgodese dit behov, og om du kan få en ekstra afsætnings- eller arbejdsplads med en bordplade, som kan klappes ned eller trækkes ud.
I dag laver mange producenter af hårde hvidevarer deres produkter i forskellige mål, så overvej også hvor stort komfur, du har brug for. Måske er to blus rigeligt, eller måske giver det omvendt bedre mening at vælge en bredere glaskeramisk kogeplade eller induktionsplade, så du kan bruge de ekstra blus som afsætningsplads til varme gryder og dermed spare bordplads.
Indbyggede hylder og inventar fremfor fritstående møbler er også en måde at spare plads på. Har du f.eks. ikke plads til standardskabe langs en væg, kan du få plads til meget med indbyggede hylder eller et snedkerbygget skab i halv dybde.
Vælg farver og materialer med omhu
Farver, materialer og overfladestrukturer har stor betydning for opfattelsen af et rum. I et lille køkken vil lyse farver og lette materialer som glas, stål og aluminium tilføre visuel lethed, og blanke, reflekterende overflader kan samtidig give en optisk illusion om, at rummet er større, end det rent faktisk er.
Omvendt kan mørke farver og materialer virke voldsomme i et lille rum og give en oplevelse af, at væggene eller loft og gulv trækker sig sammen imod hinanden. Fyldningslåger, struktur og mønstre kan også komme til at fylde for meget i rummet, så vælg hellere glatte og ensfarvede overflader til f.eks. vægge og låger.
Et lille køkken behøver ikke være hvidt og skinnende, men tænk over farver og materialer på især store flader og på de dele af køkkenet, der reflekterer både dags- og arbejdslys. Det er en god idé at få materialeprøver med hjem og se deres effekt i rummet.
Vær kreativ med opbevaringsmulighederne
En af de største udfordringer i et lille køkken er at få skabt plads til alt det grej, man har samlet sig igennem årene, så det er nærliggende at give rådet, ryd op, og sortér! Har du mulighed for at skabe opbevaringsplads andre steder i boligen, så brug den til de ting, du kun sjældent har brug for, og skab så plads til de ting, der bruges til hverdag i de mest centrale skabe og skuffer eller direkte på køkkenbordet.
Skuffer er praktiske og giver det bedste overblik over indholdet. Hvis dine køkkenskabe møder hinanden i hjørnerne, er skuffer også en god løsning i forhold til at udnytte pladsen. Hjørneskabe kan nemlig være svære at overskue og at få ting ind og ud af, også selvom de er med smarte indsatser, karuseller osv., som i øvrigt medfører meget spildplads. Udnyt også gerne pladsen i soklen til skuffer.
Overskabe er effektive ud fra et både praktisk og ergonomisk synspunkt, men de er dels faldet lidt i unåde stilmæssigt, og dels kan mange overskabe i et lille køkken give rummet et tungt eller overmøbleret udtryk. Overvej derfor, om det er overskabe, åbne hylder eller højskabe, der skal være løsningen.
Overskabe og højskabe er en god mulighed for at få mest mulig opbevaringsplads ud af køkkenets kubikmeter, fordi du udnytter hele rummets højde, men det må ikke være på bekostning af harmonien i rummet. Sørg for fri passage for dagslyset og for at kombinere skabene med frie vægge, evt. med enkelte åbne hylder.
Har du et rum med indhak, nicher og rør, så få lavet tilpasset, indbygget inventar, som udnytter al pladsen omkring dem. Lad dig evt. inspirere af skibs- og sommerhuskøkkener, som har specialdesignet plads til det mest nødvendige på meget lidt plads.
Du kan også finde mere inspiration til opbevaring i artiklen: Gode opbevaringsløsninger i køkkenet.
5 tips til et funktionelt, lille køkken
- Få en god og effektiv planløsning
Planlæg din køkkenindretning med fokus på arbejdsgangen mellem vask, komfur og bordplads for at få et optimalt arbejdsflow. En u-formet eller dobbeltsidig planløsning kan være ideel for at udnytte pladsen bedst muligt og sikre korte afstande mellem funktionerne. - Prioritér behov over ønsker
Overvej nøje, hvilke funktioner dit køkken skal opfylde, og skær ind til benet i forhold til dine ønsker. Vær realistisk omkring den tilgængelige plads. På den måde kan du sikre, at dit køkken forbliver funktionelt og behageligt at arbejde i og ikke fyldt med kompromisløsninger. - Vælg pladsbesparende inventar og hvidevarer
Tilpas inventar til rummets dimensioner, og vælg hårde hvidevarer, der er designet til små rum, f.eks. en smal opvaskemaskine. Overvej også løsninger med dobbelte funktioner, såsom en ekstra bordplade, der kan klappes ned eller trækkes ud. - Få effekt af farver og materialer
Lyse farver og lette materialer kan tilføre visuel lethed og skabe en illusion om et større rum, hvorimod mørke farver og ornamentering, f.eks. fyldningslåger, kan få køkkenet til at føles trangt og indelukket. Vælg og sammensæt farver og materialer i forhold til lysindfald og køkkenets layout. - Vær kreativ med opbevaringsmulighederne
En af de største udfordringer i et lille køkken er at skabe tilstrækkelig opbevaringsplads, så vær kreativ med at udnytte hele rummets højde inklusive evt. sokler. Overvej også alternative opbevaringsløsninger uden for køkkenet til ting, der ikke er i brug til daglig.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.