Lille tilbygning med stor effekt

Det var ren fryd, da Lone og Rune en solbeskinnet forårsdag sad i gårdhaven til huset i Holte og tænkte; Her kunne vi da godt bo! Et klassisk hus i landlig stil fra 1980 med tilbygning fra 1985.

– Vi ville gerne have noget anderledes end de typiske 1970'er-typehuse, for dem kommer vi begge fra. De er dejlige nok, men vi ønskede noget andet, siger Rune.

Midt i 00'ernes boligopsving, hvor budene blev smidt hastigt, vandt de budrunden på huset og kunne kort tid efter rykke ind med deres dengang to børn Amalie og Frederik. Og herfra gik parret så fra ren ekstase over at have fundet drømmeboligen til stigende frustration.

Det var en fordel, at vi havde boet i huset så længe, for vi vidste, hvor problemerne var, og vi var enormt bevidste om vores liv og adfærd i huset

For langsomt gik det op for dem, at der var noget, der ikke helt fungerede. Ja, faktisk var der en stor del af huset, nemlig tilbygningen fra 1985, som ikke blev brugt, fordi den var afskå­ret fra resten af huset af en mellemgang. I alt 50 spildte m2, som familien på nu fem kunne kigge længselsfuldt efter fra deres trange spisekøkken. Der var simpelthen en død zone, afskåret fra hovedparten af huset af en smal mellemgang.

Selv da familien bliver fem og Amalie derfor flytter over på 1. sal i tilbygningen, fungerer planløsningen ikke.

– Ingen af to arkitekter, to indretningsarkitekter og en bygningskonstruktør, vi efterhånden havde haft inde over, havde formået at finde på en løsning, der gav mening for os. Vi var faktisk nået dertil, hvor vi tænkte, at det aldrig ville lykkes at få det her hus til at gå op – og vi begyndte at kigge på andre huse til salg i området, fortæller Lone.

Heldigvis gav parret alligevel projektet et sidste forsøg og kontaktede den lokale arkitekt Nanna Bering fra Danske BoligArkitekter, som de havde fået anbefalet og haft et indledende møde med et par år før. Med overblik, lidt nørdet faglighed og stort overskud bankede hun alle de ideer på plads, som parret nu havde brugt de sidste syv år på at samle sammen.

– Og det var ikke så lidt. Det var en fordel, at vi havde boet i huset så længe, for vi vidste, hvor problemerne var, og vi var enormt bevidste om vores liv og adfærd i huset. Lone vil gerne have skabsplads nok, så det var vigtigt, at alting fik en plads overalt i huset. Samtidigt erkendte jeg fx, at jeg nok aldrig ville få brugt et stort værkstedsrum, men reelt kunne nøjes med mindre, fortæller Rune.

Ønsket var at få sat hele huset i spil og at få strammet linjerne op til et mere moderne udtryk både inde og ude. Ruminddelingen var et virvar af ganglinjer, og der var det åbenlyse problem med et for lille køkken-alrum og en masse ubrugt plads i tilbygningen.

Løsningen blev at rykke køkkenet ud i glasmellemgangen, der til gengæld blev udvidet med lige præcis de 7 m2, som bebyggelsesprocenten tillod. En genistreg, der med ovenlysvinduer og en formfuldendt køkkenindretning blev hele husets omdrejningspunkt.

Da de store linjer var på plads, gav det hele mening. Vi havde endelig fået kontakt med den del af huset, vi ikke brugte før

– Nanna satte sig ned med os og sagde; Nu tegner vi det køkken. Det skal være husets centrale rum, hvor alle kan være. Vi havde først svært ved at se det for os og var låst i at ville have en køkkenø. Det skulle man jo have! Men hun holdt fast, blev ved med at tale om linjerne og lyset. Og hun havde jo ret, fortæller Lone.

I tilkøb fik familien udnyttet pladsen i tilbygningen til en funktionel kontorplads og ”teenage-stue”, ligesom linjerne blev skærpet i de øvrige opholdsrum, hvor et par døre blev blændet og flere skabe kom til.

Samtidigt fik huset to nye badeværelser og nye, større vinduespartier, der trækker haven ind i stuen, nyt bryggers og nye vinduer og døre overalt samt renovering af gavle og facader. Alt sammen orkestreret af arkitekten Nanna Bering, der jonglerede familiens ønsker og behov samtidigt med avancerede byggeudregninger og den overordnede plan for et helstøbt hus. Og effekten er ikke udeblevet.

– Da de store linjer var på plads, gav det hele mening. Vi havde endelig fået kontakt med den del af huset, vi ikke brugte før Jeg glæder mig hver eneste morgen, jeg træder ud i køkkenet, og vi har endelig fået et ægte, centralt rum, hvor alle har lyst til at være, siger Lone.