Den naturskønne beliggenhed på kanten af en nordsjællandsk skov var helt perfekt. Men derudover lod det nedslidte og triste 1960’er hus meget tilbage at ønske.
Indretningen var håbløst umoderne, rummene tørstede efter dagslys og der manglede ekstra kvadratmeter til familiens børn. Men da huset ligger i landzone, var udfordringerne at tegne en løsning, der ikke udvidede husets foraftryk på grunden, men alligevel gav ekstra plads, lys og livskvalitet til familien.
Den opgave løste arkitekt Uffe Leth ved at lade huset knopskyde i højden med en række ”tagboliger” der indeholder børneværelser, hemse og smukke ovenlys.