Billedserie

Moderne tilbygninger til typehuse fra 60-70'erne

Parcelhuse fra 60’erne og 70’erne er ofte nemme at udvide. De er typisk opført i ét plan med få bærende vægge og en enkel geometri, som gør det overskueligt at bygge til. Her får du 12 eksempler på tilbygninger, der har givet mere plads og lys, bedre funktionalitet og tættere kontakt til haven.

En ny vinkel på huset

Tilbygningen til dette parcelhus fra 1969 viser, hvordan man kan bygge til med respekt for husets arkitektur. Form, materialer og farver er nøje afstemt det oprindelige hus med gule mursten og sortmalet træ. Den nye del er placeret i vinkel og følger husets enkle udtryk, så helheden fremstår sammenhængende.

Gavlen er beklædt med sortmalede trælister, der giver facaden variation og tilføjer varme uden at dominere det eksisterende. Indvendigt rummer tilbygningen walk-in, bad og kontor i direkte forlængelse af soveværelset. En ny stue afslutter forløbet og åbner boligen op mod haven.

Store vinduespartier og ovenlys giver både dagslys og udsyn, samtidig med at husets karakter bevares.

En vellignende vinterhave

Tilbygningen til dette parcelhus fra 1962 er udført som en vinkel på huset og rummer både bibliotek og vinterhave. Rummet er tænkt til ro og fordybelse og har tæt kontakt til haven og et generøst lysindfald.

Udvendigt er tilbygningen holdt i samme materialer og enkle formsprog som det oprindelige hus. Store skydedøre og ovenlys trækker dagslyset ind og skaber åbenhed.

Med fladt tag, sortmalet træbeklædning og et stort glasparti fremstår tilbygningen som en nutidig tilføjelse, der respekterer husets horisontale linjer og enkle geometri.

Samtidig er den eksisterende planløsning åbnet omkring køkkenet, så der er opnået bedre sammenhæng mellem køkken, spiseplads og stue. Ombygningen omfatter også nyt bad og garderobe og viser, hvordan et klassisk parcelhus kan opdateres nænsomt med fokus på funktion, dagslys og udsyn.

Farvel til 80'er facaden

Facaden mod vejen på dette parcelhus fra 1965 bar præg af flere uheldige ombygninger fra 80’erne, mens havesiden stadig havde det oprindelige 60’er-udtryk.

En nedslidt carport er fjernet og erstattet af en ny tilbygning i sortmalet træ, der rummer badeværelse og skaber forbindelse til en ny garage i samme materiale. Samtidig er huset opgraderet med nye installationer, døre og gulve.

Tilbygningen står som en bevidst kontrast til det gule murværk, men indpasses med sine klare linjer og tilbagetrukne udtryk. En ny forhave med japansk inspiration understreger den enkle og rolige arkitektur.

Respektfuld kontrast til det oprindelige

Dette parcelhus fra 1961 er udvidet med en tilbygning, der næsten fordobler boligens areal og skaber plads til en familie med behov for flere rum. Tilbygningen rummer tre værelser, hjemmekontor og en ny opholdsstue.

Form og proportioner spejler det oprindelige hus, mens materialerne adskiller sig bevidst: sort træbeklædning står i kontrast til de røde mursten og spiller sammen med husets sorte vinduesrammer.

Indvendigt er der etableret lyse opholdsrum med højt til loftet, store glaspartier og ovenlys. Et overdækket uderum forbinder den nye og den gamle del og trækker dagslyset ind i husets midte.

Tilbygning gav funktionel sammenhæng

Dette parcelhus fra 1972 er opdateret med en enkel og funktionel tilbygning, der rummer to værelser og en ny entré.

Tilbygningen er koblet sammen med carport og skur, så der dannes et lille gårdrum og en mere tydelig ankomst til huset.

Formmæssigt tager tilbygningen afsæt i det oprindelige hus, men tilfører et nutidigt udtryk med hvide, pudsede flader og lodrette trælister i Superwood – et materiale, der patinerer jævnt og kræver minimal vedligeholdelse.

Projektet viser, hvordan et klassisk typehus kan opdateres enkelt og præcist, med bedre sammenhæng mellem bolig, adgang og uderum.

Forskudte linjer

Et klassisk parcelhus fra 70’erne er her transformeret med en tilbygning og gennemgribende ombygning, der balancerer nyt og gammelt.

Tilbygningen er tilpasset i murværk og proportioner, men adskiller sig med en forskudt taglinje, der giver bygningen karakter og tydeliggør den nye tilføjelse. 

Indvendigt er planløsningen gentænkt med nyt køkken, bad og nye overflader. Resultatet er en bolig, der er tilpasset moderne behov – med respekt for det arkitektoniske udgangspunkt.

Fleksibel forøgelse

Til dette parcelhus fra 1968 er der opført en tilbygning med opholdsstue, soveværelse, bad, toilet og garderobe – og med mulighed for selvstændig brug.

Tilbygningen er beklædt med sort varmebehandlet træ og gentager husets taghældning. Det skaber en tydelig kontrast til det oprindelige murværk, men helheden er harmonisk. Seks ovenlys i tilbygningen og to i det eksisterende køkkenalrum sikrer masser af dagslys og kontakt til haven.

Indvendigt er det oprindelige fletmønstrede egeparket videreført for at skabe sammenhæng. Planløsningen er forberedt til fleksibel brug med egen indgang og mulighed for køkken – oplagt som teenageafdeling, hjemmearbejdsplads eller separat bolig.

Fra udslidt udestue til tilbygning

En udtjent udestue fra 1980’erne er her ombygget og integreret i boligens eksisterende stue. Resultatet er et samlet opholdsrum med loft til kip, bedre dagslys og direkte adgang til haven.

Ombygningen har givet mulighed for at udvide stuen en smule og samtidig frigøre plads til et ekstra børneværelse. Den nye facade er beklædt med mørkt træ, som adskiller sig fra typehusets gule murværk, men skaber en harmonisk og nutidig helhed.

Maksimal effekt fra mini-tilbygning

Med en tilbygning på blot 9 m² er dette arkitekttegnede parcelhus fra 1962 blevet markant forbedret. Den lille tilbygning er opført i forlængelse af husets centrale opholdsrum og giver både ekstra plads, bedre dagslys og direkte udsyn til haven fra spisestuen.

Tilbygningen er beklædt med sort træ og adskiller sig fra det oprindelige murværk, men følger husets linjer og geometri, så helheden hænger sammen.

Et isoleret skur i samme materialer er opført samtidig og styrker forbindelsen mellem bolig og have – både funktionelt og æstetisk.

Tilbygning til arkitekttegnet typehus

Denne arkitekttegnede villa fra 1963 er én af fire ens huse i et villakvarter ved Aarhus. Oprindeligt var huset 110 m², men familien med små børn havde brug for mere plads og valgte at blive boende frem for at flytte. Løsningen blev en tilbygning på 45 m² kombineret med en gennemgribende renovering. Alt er udført med respekt for husets oprindelige udtryk, så tilbygningen føjer sig naturligt til den eksisterende arkitektur.

Projektet omfatter også efterisolering og viser, hvordan en villa fra 60’erne kan tilpasses moderne behov uden at miste sit arkitektoniske udtryk.

Atypisk tilbygning til typehuset

Et klassisk parcelhus fra 70’erne er her udvidet med en tilbygning i samme formsprog som det oprindelige hus. 

Ombygningen skaber plads til både teenagere og forældre med tydeligt adskilte zoner. Teenagerafdelingen rummer gamer- og fællesrum med direkte adgang til haven, mens forældrene har fået soveværelse, walk-in-closet og eget bad.

Huset er åbnet mod haven med en særlig foldedørsløsning, der gør det muligt at åbne hele hjørnet uden synlige søjler. Det giver en glidende overgang mellem inde og ude, som understreges ved, at flisegulvet fortsætter ud på terrassen.

Et stort ovenlys bringer dagslys dybt ind i fællesrummet og forvandler boligens midte til et lyst og åbent leverum.