Får du nye ideer, kan det ses på regningen
Kim Pretzmann fra tegnestuen NORDPIL ARKITEKTER arbejder ud fra en model, hvor prisen for arkitektrådgivning afspejler det omfattende arbejde og den tid, der kræves for at sikre en vellykket renovering. Når han påtager sig et projekt, starter han altid med at kortlægge boligejerens ønsker og behov og udfører en detaljeret vurdering af, hvad der skal laves. For eksempel kan en totalrenovering omfatte alt fra nyt køkken og badeværelse til nye lofter, gulvvarme, og en fuldstændig tagudskiftning – alt sammen nøje tilpasset husets oprindelige stil og konstruktion.
Kim Pretzmann fastsætter prisen ved at estimere det samlede antal timer, han forventer at bruge på rådgivning, design og projektering. Denne proces inkluderer ikke kun selve tegnearbejdet, men også den nødvendige koordinering med andre fagfolk, detaljeret planlægning af byggeprocessen, og sikring af, at alle løsninger opfylder både boligens behov og de tekniske krav.
Kim Pretzmann foretrækker en totalrådgivning, hvor han er involveret fra start til slut. Dette sikrer, at alle aspekter af renoveringen bliver gennemtænkt og koordineret, så der ikke opstår hovsaløsninger undervejs. Prissætningen er dermed baseret på det antal timer, der er nødvendige for at sikre en gennemarbejdet løsning, hvor både æstetik, funktionalitet og holdbarhed bliver prioriteret.
Men trods af de aftalte priser, kan det endelige honorar dog godt stige. Det kan skyldes uforudsete udfordringer undervejs, behov for mere beslutningstid eller ekstra møder. Prisstigninger kan dog også skyldes, at boligejerne har fået ideer i løbet af byggeriet.
- Boligejeren vil måske pludselig have en siddeniche i vinduet i stuen eller finder ud af, at det kunne være praktisk med en niche til shampoo i brusekabinen. Det er blandt andet her arkitektens arbejde giver mening, da vi netop er gode til at få de små detaljer med og gøre det hele mere personligt. Men ideen skal helst komme inden den endelige skitsetegning, fortæller arkitekt Kim Pretzmann.
- Det lyder måske som nogle små rettelser, men det tager en del tid at lave tegningerne om, og det vil derfor blive dyrere.
Og at pludselige ændringer og nye ideer kan fordyre et byggeprojekt, kan Stig Christensen fra Novaform Arkitekter tale med om. Ændringerne betyder nemlig ikke blot ekstra arbejde for arkitekterne, men også hos håndværkerne.
- Håndværkerne er hurtige til at sende en ekstra regning, hvis man komme med ændringer efter byggeriet er gået i gang. Vil du fx have et andet gulv, kan det nemt koste 20.000 kr. ekstra, forklarer arkitekt Stig Christensen.
- Vi skal jo ikke tage modet og kreativiteten fra boligejerne, og det er naturligt, at der opstår nye ideer, når man ser huset forme sig på grunden, men det har altså har en økonomisk konsekvens, og derfor er det bedst at få alle de gode ideer drøftet og kvalificeret i planlægningsfasen.