Duften af te breder sig i næseborene, mens man bevæger sig opad i den smalle opgang i baghuset bag Perch’s Thehandel i det indre København. I de over 200 år gamle bygninger er en helt ny historie blevet skrevet på 3. sal, hvor Henning Gershof for et halvt år siden blev færdig med at totalrenovere sin lejlighed. Da han købte lejligheden for to år siden, så den helt anderledes ud: mørk, trist og en smule upersonlig. Men beliggenheden var perfekt, og Henning Gershof faldt for den ro, der var i baghuset så tæt på Københavns puls.
– Jeg troede egentlig, at jeg bare kunne nøjes med at bejdse de gamle gulve og skifte greb og fronter i køkkenet. Men gulvet kom til at ligne vådt drivtømmer, og køkkenet så stadig ud som noget fra en studenterhybel, fortæller Henning Gershof.
Derfor besluttede han sig for at gå grundigere til værks og kom i kontakt med snedkermester Claes Amtorp.
– Snedkeren var meget klar i mælet og sagde, jeg havde brug for en arkitekt, der kunne lave en plan, han kunne arbejde efter. Jeg havde lige brændt fingrene ved bare at gå i gang med lappeløsninger, så jeg forstod med det samme, at det var vigtigt at sikre en helhed i ombygningen, siger Henning Gershof.