Guide

Arkitekterne guider: Sådan forvandlede vi 3 køkkener

Det er imponerende, hvad en ombygning med hjælp fra en arkitekt kan gøre ved et køkken. Se tre forvandlede køkkener og få indblik i arkitekternes tanker bag.

1. Køkkenet fik bedre forbindelse til naturen

Fakta om ombygningen

Boligejere: Familie på tre

Hustype: Parcelhus fra 1960

Pris: Arkitektens pris var 75.000 – 100.000 kr ud af den samlede pris på cirka 1.500.000-1.750.000 kr

Arkitekt Werner Thomas Mathies fortæller om ombygningen

  • Boligejernes problem og ønske: 
    Køkkenet var småt og hang ikke så godt sammen med resten af huset, så familien ønskede mere plads i og omkring køkkenet.  
     
  • Arkitektens grundtanke i løsningen:
    Huset ligger skønt med udsigt til en lille sø - det kunne man bare ikke se fra spisestuen. På den anden side af en væg med en lille dør var der en overdækket terrasse, og herfra var udsigten. Der var altså ingen sammenhæng mellem spisestuen og haven på den side.

    Min grundtanke var derfor at åbne huset op og skabe en sammenhæng på tværs af bygningen fra atriumgården ud til søen. Hvis man står ude i atriumgården nu, kan man se på tværs af hele huset og ud på naturen på den anden side. 
     
  • Udfordring:
    Huset oprindelige arkitektur og form var allerede ret komplet – det var en lukket rektangulær form. Den havde allerede en symmetri og enkelhed.

    Det havde ikke været godt at bryde den form ved at bygge til, så formen var på en måde forudbestemt. Det var selvfølgelig et benspænd, men heldigvis kunne vi inddrage den overdækkede terrasse uden at bryde formen. Derudover var det en udfordring at etablere betongulv med gulvvarme. 
     
  • Arkitektens yndlingsdetalje i køkkenet:
    Det må være samspillet mellem materialerne. Køkkenet sammen med den gule mursten, de sorte vinduer og betongulvet.

    Selvom det var vanskeligt at etablere gulvvarme, var det det hele værd, for på den måde kom vi af med radiatorerne, hvilket fuldender den rene linje.

    Boligejerne overvejede at male trælofterne, men endte alligevel med at beholde dem. Jeg synes, det er den rigtige beslutning, og de bidrager til husets originalitet og sjæl. 
     
  • Arkitektens generelle køkkenråd:
    I virkeligheden handler det om at disponere tingene, så arbejdsområderne hænger godt sammen. Hvis man f.eks. etablerer en køkkenø, er det vigtigt, at afstanden til resten af arbejdspladsen ikke bliver for stor.

    Derudover forsøger jeg altid at undgå højskabe. De bryder med de rene linjer, og de kan gøre køkkenet trængt, hvis der er lavt til loftet. Der findes heldigvis mange smarte løsninger i dag. Man kan f.eks. få udtrækskøleskab eller en emhætte, der er integreret i kogepladen. 

    For mig behøver det ikke være et dyrt køkken, det er vigtigere, hvordan takten er, altså at samme bredde går igen og linjer flugter – det er detaljen, der skaber ro. Det kan også være en ide at lave en lidt højere sokkel og trække den længere tilbage. Det giver illusionen om at køkkenet svæver.

    Hvis du har pladsen, kan du også overveje at lave køkkenet dybere, så du får mere arbejdsplads, også selvom du har nogle maskiner stående fremme. Med de åbne rum, vi har i dag, er det vigtigt at betragte køkkenet som et møbel, du omgiver dig med.

2. Klassisk 60’er-køkken fik plads til køkkenøen

Fakta om ombygningen

Boligejere: Et ældre par, hvor børnene er flyttet.

Hustype: Parcelhus fra 1960’erne

Pris: Køkkenelementer koster cirka 250.000 – 300.000 kr. med nedrivning af væg, nyt loft og gulv, malerarbejde, el og vvs ender den samlede pris på omkring 400.000 – 500.000 kr.

Arkitekt Morten Dalsgaard fortæller om ombygningen

  • Boligejernes problem og ønske: 
    Parret ville gerne både kunne kigge ud på vejen og ind i stuen til tv’et fra køkkenet. Samtidig var køkkenet ikke særlig stort og mørkt uden særlig meget dagslys.
     
  • Arkitektens grundtanke i løsningen:
    Jeg løste ønsket ved at rive en væg ned, så køkkenet blev til et klassisk køkkenalrum med køkkenø og åben forbindelse til stuen. I det gamle køkken var der en lille spiseplads. Nu er den rykket ud i stuen, hvormed køkkenet kan gå fra væg til væg. Det har gjort køkkenet større og mere luftigt.

    Den væltede væg har åbnet, så rummet nu bliver gennemlyst fra begge sider. Køkkenet er fra Multiform og i en model, der passer til husets stil.
     
  • Udfordring:
    Det var en udfordring, at væggen, der skulle fjernes, var en bærende væg. Men vi løste det med at sætte en bærende bjælke op.
     
  • Arkitektens yndlingsdetalje i køkkenet:
    Køkkenets højskabe er bygget ind i væggen. Havde skabene flugtet med køkkenbordet, havde det taget vigtig dagslys fra vinduet og gjort rummet mørkere og tungere. Skabene låner plads i entreen på den anden side. Her er der også indbygget skabe.
     
  • Arkitektens generelle køkkenråd:
    Tænk over, hvordan du bevæger dig i et køkken og hvordan din arbejdsgang er. Skal opvaskemaskinen fx være til venstre eller til højre for dig? Hvilken hånd åbner du den med og hvilken hånd, vil du sætte opvask ned i den med?

3. Mørkt lejlighedskøkken blev lyst og fleksibelt

Fakta om ombygningen

Boligejere: Familie med børn

Hustype: Lejlighed

Pris: Køkkenelementerne har ca. kostet 250-350.000 inkl. moms. I dag vil det koste ca. 350- 450.000 inkl. moms

Arkitekt Thomas Hjort fortæller om ombygningen

  • Boligejernes problem og ønske: 
    Køkkenet lukkede det store sammenhængende rum af og virkede meget dominerende mod stuen. Boligejerne ville gerne have en mobil snitte-hakke-ø uden installationer, så deres spiseplads uden problemer kunne udvides.
     
  • Arkitektens grundtanke i løsningen:
    Jeg har arbejdet meget med det tværgående dagslys mellem gård og baggård. Familien manglede også et værelse i lejligheden. Det er placeret i det åbne rum, men den nye væg, der er sat op, har fået en rude i, så køkkenet og de andre bagvedliggende rum også kan få glæde af lyset. Ellers er funktionernes placering gjort fleksible, så der frit kan vælges om stue/spisestue skal skifte plads
     
  • Udfordring:
    Stigrør og lodretgående fælles installationer skal respekteres, lige som krav til ventilation, hvor kravene efterfølgende er strammet endnu mere op.
     
  • Arkitektens yndlingsdetalje i køkkenet:
    Jeg og snedkeren har arbejdet en del med at få de lodretgående installationer gemt af vejen og skjult, så de ikke virker forstyrrende. Det, synes jeg, er lykkes ganske godt. Derudover er materiale- og farvevalget blevet ret vellykket, uden at blive for specielt.
     
  • Arkitektens generelle køkkenråd:
    Først og fremmest skal man være realistisk over for sig selv og spørge sig selv, hvor meget tid man bruger i køkkenet? Er det et køkken, der anvendes rigtig mange timer til hverdag og endnu flere i weekenderne, eller er det normal madlavning? Skal der brækkes vildtkød i køkkenet, bages, syltes? Laves der ofte meget mad til mange gæster, hvor mange skal bruge køkkenarealet samtidig osv.? Detaljerne følges op med maskiner og funktioner, der passer til kravene.