Guide

Metal som facademateriale

Metal kan give huset et enkelt og præcist udtryk og bruges både på hele facader og på mindre bygningsdele som kviste og tilbygninger. Materialet kan formes og bukkes, kræver kun lidt vedligeholdelse og kan holde i mange år. Her gør vi dig klogere på de forskellige typer metal, deres egenskaber, levetid, vedligeholdelse og miljøpåvirkning – og på, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vælger metal til facaden.

Hvorfor vælge metal til facaden?

Når du vælger materiale til facaden, vælger du samtidig en stor del af husets arkitektoniske udtryk. En metalfacade kan fremstå meget enkel og præcis, fordi store flader kan beklædes med relativt få samlinger. Samlingerne kan samtidig bruges aktivt i arkitekturen. Stående false kan fx tegne lodrette linjer hen over facaden og understrege husets proportioner.

Metal har også nogle praktiske egenskaber, som adskiller det fra fx mursten og træ. Tynde metalplader kan bukkes og formes omkring hjørner, kanter og knæk og er derfor velegnede til både hele facader og bygningsdele som kviste, karnapper og tilbygninger.

Der er dog stor forskel på de forskellige metaller. Kobber, zink og stål ældes forskelligt, stiller forskellige krav til udførelsen og ligger i forskellige prisklasser. Derfor bør du ikke kun vælge ud fra udseendet, men også se på, hvordan materialet passer til huset, konstruktionen og det sted, huset ligger.

Metalbeklædningen fungerer som husets yderste beskyttelse mod vind og regn, men den er ikke i sig selv hele facadekonstruktionen. Bag pladerne skal væggen bygges korrekt op, så eventuel fugt kan ventileres væk. Det er især vigtigt ved metal, fordi materialet ikke optager fugt på samme måde som fx træ og murværk.

Hvad er patina?

Når metal udsættes for luft og fugt, reagerer overfladen kemisk og ændrer gradvist farve og karakter. På flere metaller dannes samtidig et beskyttende lag – en patina – som begrænser den videre nedbrydning af materialet.

Kobber er et klassisk eksempel. Den blanke, rødbrune overflade bliver først mørkere og kan med tiden udvikle den karakteristiske grønne patina. Cortenstål gennemgår en anden proces: Stålet ruster på overfladen, men under de rette forhold udvikler rustlaget sig til en tæt, beskyttende patina, der bremser den videre korrosion.

Patineringen afhænger af både metaltype, klima og facadens placering. Vind, regn, salt og hvor hurtigt overfladen tørrer, har derfor betydning for både udseendet og den hastighed, materialet patinerer med.
 

Hvor lang tid kan en facade af metal holde?

En metalfacade kan have en levetid på mange årtier, men der er stor forskel på de enkelte metaller. Levetiden afhænger også af overfladebehandlingen, den konstruktive opbygning og hvor udsat huset er for vind og vejr.

Placeringen på huset har stor betydning. Et tagudhæng kan beskytte facaden mod slagregn og mindske den direkte vejrpåvirkning, mens ubeskyttede facader – især i kystnære områder med salt og høj luftfugtighed – er mere belastede.

En lang levetid forudsætter derfor, at metaltype, samlinger, inddækninger og den bagvedliggende konstruktion er valgt og udført, så de passer til husets placering og arkitektur.

Hvordan vedligeholder man en facade af metal?

En metalfacade kræver som regel kun lidt vedligeholdelse, men behovet afhænger af, hvilket metal og hvilken overfladebehandling du vælger. Kobber og zink er eksempler på metaller, der danner en naturlig patina og normalt ikke skal males eller på anden måde overfladebehandles.

Det er alligevel en god idé at efterse facaden med jævne mellemrum. Hold især øje med samlinger, false og inddækninger, hvor vand skal kunne løbe uhindret væk, og fjern alger, blade og andet snavs efter behov.

Har du en facade af overfladebehandlet stål, bør du desuden være opmærksom på ridser og andre skader i belægningen. Her kan stålet blive blotlagt og dermed mere udsat for korrosion. Hvor ofte facaden bør efterses, afhænger også af husets placering – fx vil et hus tæt på kysten typisk være mere udsat på grund af salt i luften.

Hvilke typer metal kan du bruge på facaden?

  • Kobber   har i begyndelsen en blank, rødlig eller gyldenbrun overflade. Med tiden bliver den mørkere og kan efter mange år udvikle den karakteristiske grønne patina. Hvor hurtigt det sker, afhænger af omgivelser og klima.
  • Tombak   er en legering af kobber og zink med et varmt, gyldent til brunligt udtryk. Også tombak ændrer karakter med tiden. Farven kan variere mellem forskellige produktioner, hvilket kan gøre senere reparationer med nye plader synlige.
  • Zink   får med tiden typisk en mat, grålig overflade. Materialet bruges både til hele facader og til fx kviste, karnapper og inddækninger. Der findes desuden forpatinerede og overfladebehandlede varianter.
  • Stål   findes i mange profiler, farver og overfladebehandlinger og giver derfor forskellige arkitektoniske muligheder. Materialet forbindes traditionelt med industri- og landbrugsbyggeri, men bruges også på boliger, hvor det kan give facaden et enkelt og præcist udtryk. Falsede stålplader med stående false skaber fx en tydelig lodret rytme, mens profilerede plader giver en mere markant reliefvirkning.

Hvor bæredygtig er en facade af metal?

Der er stor forskel på, hvor meget forskellige metaller belaster klima og ressourcer. Derfor giver det ikke mening at vurdere en metalfacade alene ud fra, at den er lavet af metal. Det konkrete materiale, mængden, fremstillingen og facadens forventede levetid har stor betydning.

Fremstilling af nyt metal kræver generelt meget energi, og udvinding af malm medfører et stort ressourceforbrug. Byggeriets Materialepyramide viser også, at flere metalliske byggematerialer har en forholdsvis høj klimabelastning i produktionsfasen sammenlignet med mange mindre forarbejdede materialer. Der er samtidig betydelige forskelle mellem fx stål, aluminium, zink og kobber. Materialepyramiden bør dog ikke læses som en facitliste, da den primært viser påvirkningen fra råvareudvinding og produktion og ikke hele materialets livscyklus.

Til gengæld har metaller nogle egenskaber, som kan trække i den anden retning. En korrekt udført metalfacade kan holde i mange årtier, kræver ofte begrænset vedligeholdelse, og metaller kan i høj grad indgå som råmateriale i ny metalproduktion efter endt brug. Derfor har det også betydning, om der anvendes nyt eller genanvendt metal, og om facaden er udført, så materialet senere kan skilles ad og genanvendes.

Særligt kobber giver anledning til en ressourceovervejelse.
Kobber er en vigtig råvare til blandt andet elnet, elektronik og elektrificering og er klassificeret af EU som både et kritisk og strategisk råstof. Hvis kobber bruges i store mængder som facadebeklædning, er det derfor relevant at overveje, om materialets særlige egenskaber er nødvendige netop her, eller om et mindre ressourcekritisk materiale kan løse opgaven.

Når du vurderer en metalfacade, bør du derfor se på mere end udseende og levetid: Hvor stor er klimabelastningen fra produktionen? Er metallet et knapt eller strategisk råstof? Indeholder produktet genanvendt metal? Hvor meget materiale skal der bruges? Og kan beklædningen demonteres og materialet bruges igen?

LÆS OGSÅ: Sådan tjekker du materialernes klimapåvirkning
 

Hvad koster en facade af metal?

Der kan være stor forskel på prisen på en metalfacade alt efter, om du vælger fx stål, zink eller kobber. Stål vil typisk være blandt de billigere løsninger, mens zink og især kobber ligger højere i pris.

Det er dog ikke kun selve metallet, der afgør prisen. Facadens udformning og den håndværksmæssige udførelse spiller en stor rolle. Mange hjørner, vinduer, false og specialtilpassede inddækninger kræver flere arbejdstimer og kan derfor gøre løsningen væsentligt dyrere.

Regnvand fra zink og kobber kræver særlig opmærksomhed

Når regnvand løber over en facade eller et tag af zink eller kobber, kan små mængder metal frigives og følge med regnvandet. Det kan belaste jord, grundvand og vandmiljø, hvis vandet nedsives.

Du bør derfor ikke uden videre lede regnvand fra større zink- eller kobberflader til en faskine eller anden nedsivning på grunden. Regler og kommunal praksis kan variere, så undersøg kravene hos din kommune, når du planlægger håndteringen af regnvandet

Værd at overveje om metal

Fordele

  • Kan give facaden et enkelt og præcist arkitektonisk udtryk
  • Kan formes og tilpasses komplekse bygningsdele
  • Lang levetid ved korrekt projektering og udførelse
  • Begrænset behov for vedligeholdelse
  • Mange metaller kan genanvendes

Ulemper

  • Kan være dyrere end andre facadebeklædninger
  • Kræver omhyggelig projektering og håndværksmæssig udførelse
  • Forkert opbygning kan give problemer med fugt og kondens
  • Fremstilling af metal kan have et stort energi- og ressourceforbrug
  • Afvanding fra især kobber og zink kan belaste miljøet