Se hele projektet her
Tips og råd
5 tips til aktiviteter i haven
Gør din have til en aktiv del af dit hjem hele året rundt. Haven er et rum for kvalitetstid med børnene, fordybelse væk fra arbejdsliv og digital stress og et skattekammer af sanselige oplevelser. Mærk græsset og få vind i håret, mens du nyder livet i haven.
Af: Danske BoligArkitekter
Publiceret:
1. Etabler et ildsted
Åben ild i haven skaber hygge og atmosfære for alle aldre. Har du plads i haven, så lav en rigtig bålplads med sten eller træstammer omkring til at sidde på, eller byg en udepejs på terrassen. Begge dele vil forlænge sommeraftnerne og give mulighed for hyggelige aktiviteter som snobrødsbagning og bålpandekager samt samtaler langt ud på aftenen. Har du ikke plads til et fast ildsted, kan et bålfad være en glimrende løsning.
2. Tag en skyller i det fri
Et bad under åben himmel er et sandt wake up call til dine sanser. Og det er en helt særlig oplevelse at mærke både luft, sol og bruserens vand på huden. Både et varmt skyl, når det er koldt udenfor og et iskoldt styrtbad, når solen bager. Det eneste, du behøver, er vandtilførelse, et brusehoved og et underlag at stå på, der tåler vand. Husk også afskærmning, hvis du ikke bor afsides.
3. Få plads til leg og boldspil
Reserver et hjørne af haven til børnene, så de kan få plads til leg og boldspil. Marker fodboldbanen med lidt højere græsbevoksning eller nogle solide buske, der kan tåle en bold i fuld fart. Undgå store rosenbuske og anden beplantning med torne, der kan punktere bolden og stikke uforsigtige børnefingre. Plager dine børn om en trampolin, kan du grave den ned i græsplænen, så den fylder mindre og naboerne undgår kig ind. Brug jorden fra hullet til en bakke, børnene kan løbe på.
4. Lav mad og spis under åben himmel
Ryk madlavningen udenfor med et udekøkken og undgå at gå glip af dagens sidste solskinstimer, når du kommer hjem fra arbejde og skal lave mad. Blot med et bord og en vask samt din grill er du godt i gang. Placer udekøkkenet tæt på køkkenet indenfor, så du hurtigt kan hente de ting du har glemt, samt tæt på dine havemøbler, så der ikke er langt til middagsbordet.
5. Væk dine sanser med en køkkenhave
Det er fantastisk at kunne plukke sine egne tomater, grave nye kartofler op fra jorden og klippe en dusk persille af i bedet med krydderurter. Og din spiselige have giver dig ikke bare sunde og lækre råvarer, den vækker også dine sanser med dufte og smage. Samtidig lærer du dine børn om mad og planter.
Se relateret indhold
Se også disse projekter
Tak. Du er tilmeldt nyhedsbrevet.