Boligreportage

Arkitektens hemmelige anneks

Arkitekt Rasmus Skaarup har løst familiens pladsproblem med et anneks bygget af genbrugsmaterialer. Annekset i baghaven har ikke kun betydet, at familien nu slipper for at flytte. Det er også blevet et yndet tilflugtssted for de voksne, når de skal lade op efter en lang arbejdsdag.

Man kan ikke se det, hvis man ikke lige ved det. Men mellem buskene og træerne i arkitekt Rasmus Skaarups have står der et anneks. Her går han og hustruen hen hver aften, når de skal sove eller har brug for en stund for sig selv.

- Det er lidt friskt i øjeblikket, hvor det er ved at blive koldt. Men det er fantastisk at vågne med lyset og få solen i hovedet hver morgen. Og det er en vild oplevelse, når der trasker en kat forbi i mørket. siger Rasmus Skaarup fra 2R Arkitekter og medlem af Danske BoligArkitekter.

Hans familie tæller i alt fire personer og en hund. Med et hus på blot 117 m² var det derfor ved at blive lidt trængt.

- For os har annekset betydet, at vi er sluppet for at flytte. Anneksets størrelse på 9,5 m² er ikke særlig meget. Det er nærmest ikke engang et ordentligt værelse. Mere et kammer. Men man kan gå derover, når man vil være lidt alene eller ikke gider høre på teenageren spille trommer, siger Rasmus Skaarup.

FAKTA OM ANNEKSET

Annekset tilhører: Arkitekt Rasmus Skaarup fra 2R Arkitekter, hans hustru og to børn.

Størrelse: 9,5 m2

Materialer udvendigt: Terrassebrædder, vinduer og trykimprægnerede lægter. Vinduerne var til overs i forbindelse med et andet byggeri. Annekset står på store fundamentskruer i stål.

Materialer indvendigt: Krydsfiner

Proces: Arkitekt Rasmus Skaarup har selv tegnet og bygget annekset. Byggeriet har ikke været intensivt, men er bygget som et gør det selv-projekt over 1,5 år.

Pris: Et tilsvarende anneks vil koste omkring 250.000 kr., hvis det skal bygges af en tømrer.

Arkitektpris: Prisen for hjælp til et lignende projekt vil ligge på 30-35.000 kr. Prisen dækker over en uges tegning af plan og snit i forholdet 1:20 + en skitse i perspektiv, så man kan se, hvordan det ser ud. Herefter vil en dygtig tømre kunne tage over.

Arkitektens råd til annekset

- Byg tæt på træerne. Det klæder alle huse. Mange er bange for at bygge tæt på træer eller beplantning og vil helst have en helt bar grund, de selv kan beplante. Men ældre planter giver sjæl og gør huset mere spændende.

- Gem dit anneks om bag noget. At gå ud af sit hus og komme et sted hen, hvor man ikke eller knap nok kan se sit hus, får en til at føle sig langt væk.

- Det må godt være for småt. Glem alt om meget plads og højt til loftet, som de fleste af os ellers sætter højt. For det gælder om ikke at gentage sit eget hjem, men lave noget helt andet, nu man har chancen.

Feriestemning i haven

Havde familien i stedet valgt at lade deres hus knopskyde med en tilbygning, havde det muligvis ikke kostet mere i materialer, men derimod i tilladelser og dyrere løsninger, der skulle tilpasses hovedhuset.

- Med et anneks kan man tillade sig at bygge noget, man ikke ville have gjort med en egentlig tilbygning - og være lidt mere primitiv - lidt som med et kolonihavehus, siger Rasmus Skaarup.

Men også bare det at træde ud af sit hus og gå over i annekset betyder mentalt meget, og er en helt anden oplevelse, end en tilbygning med et ekstra værelse ville være.

- Selvom det bare ligger få meter fra vores hus, får man en følelse af at være kommet væk, ligesom når man tager på ferie, siger arkitekten.

Det tog 1,5 år at bygge annekset for Rasmus Skaarup selv at bygge annekset. Mest på grund af nedprioritering i en travl hverdag. Men det var også kompliceret at finde det rigtige spot med nok plads at klemme det ind på. For det skulle ikke ligge midt på græsplænen.

- Et anneks skal ikke spille hovedrollen som huset på grunden. Det må derfor godt forsvinde. Det er den romantiske forestilling om at gemme sig og have et hemmeligt sted, siger Rasmus Skaarup og tilføjer:

- Og sådan føler jeg det også, når jeg går derned – især hvis jeg ikke har sagt det til nogen.

Med tiden er det da også meningen, at jordbundens planter skal vokse op ad lamellerne på husets facade, så annekset kan forsvinde helt og blive en del af den lille skov.

Overskydende vinduer som bespænd

Faktisk har Rasmus Skaarup længe drømt om at bygge et anneks, men syntes ikke lige, at han havde råd.

Ret uheldigt endte han en dag med en masse overskydende vinduer på grund af en fejlbestilling i forbindelse med et byggeri, der ikke kunne leveres tilbage. Men det var held i uheld. For da vinduerne endte i arkitektens have, gav de vinger til anneks-drømmen, der er bygget efter devisen: Jo mere glas jo billigere, da der var rigeligt med vinduer at tage af.

- Det er lidt som et akvarie på tre af anneksets fire sider. Vi havde tænkt, at så kunne vi kigge ud på fuglene, men når man selv kan se på dem, må man jo finde sig i, at de kigger tilbage, siger han.

Men ifølge Rasmus Skaarup er det faktisk kun godt med nogle benspænd at bygge efter.

- Vinduerne havde jo den størrelse, de nu engang havde. At det lå fast hjalp os til at få form på annekset. Uden dem havde vi måske ikke lavet den ene væg massiv, så annekset nu kigger i en retning. De bedste ting opstår, når man har lidt for lidt. Kan man alt, bliver det ofte kedeligt.

Med vinduerne som den primære grundsten i annekset og den begrænsede plads inde mellem træerne, er det derfor præget af nogle lidt utraditionelle løsninger. Fx er et af træerne på grunden bygget ind i konstruktionen, mens vinduerne har dikteret størrelsen, hvorfor der kun lige akkurat er plads til en stol og en seng.

Rasmus Skaarup

Rasmus Skaarup