Få boligen til at spire med et orangeri

Træk naturen tættere på og forlæng følelsen af sommer med et orangeri. Den grønne oase kan bygges sammen med dit hus eller stå som en selvstændig bygning i haven. Bliv inspireret af seks fine orangerier fra arkitekterne her.

Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Danske BoligArkitekter m.fl.

1. Orangeriet forlænger sæsonen

Drømmen om et orangeri havde længe rumsteret i tankerne hos beboerne i det fine rødmurede Bedre Byggeskik-hus fra 1930’erne. I de kolde måneder savnede familien nemlig at kunne nyde deres flotte have, og derfor blev løsningen på familiens behov, et frodigt og roligt orangeri med spiseplads og masser af dagslys. Det var vigtigt for familien, at orangeriet blev bygget i kvalitetsmaterialer, og at det passede stilmæssigt til det oprindelige hus. Med hjælp fra arkitekt Thomas Hjort fik de realiseret drømmen om et grønt fristed i boligen, som forlænger sæsonen.

Se hele resultatet her


2. Gennemført orangeri i 30'er-stil

Tilpas dit orangeri dit hus' arkitektur for et flot og gennemført resultat som her, hvor arkitekt Allan Lorenzen har genskabt et smukt, gammelt hus fra 30’erne og bygget et nyt orangeri dertil i haven.
For at tilpasse orangeriet den bevaringsværdige bygning er det opført i de samme materialer og med lige så høj detaljeringsgrad. Den murede brystning består af tre forskellige mursten for at opnå det rigtige udtryk, mens der er indsat en såkaldt drypnæse i kobber mellem murværket og vinduesrammen for at gøre overgangen lettere og skabe referencer til huset. I dag tror man derfor nærmest, at det er lige så gammelt som huset.

Se mere fra orangeriet her


3. Orangeri i kubeform

Skal du bygge til, så overvej at kombinere tilbygningen med et orangeri, som her i dette hus tilbygget af arkitekt Jørgen Dahlgaard. Det tilbyggede værksted beklædt med sortmalet træ bliver afsluttet med et kubeformet orangeri, hvor boligejere kan nyde udsigten og naturen, selv på dage med blæst eller regn. En overdækket gang fra hovedhuset og langs værkstedet kan føre beboerne tørskoet over i orangeriet og giver samtidig et ekstra hyggeligt opholdssted til en kop kaffe.

Se mere fra orangeriet her


4. Arkitektens eget orangeri

Placér dit orangeri op ad dit køkkenalrum. På den måde sikrer du dig, at aftensmaden ofte bliver spist i flotte grønne omgivelser, ligesom du får masser af lys og grønt ind i køkkenet. Det har arkitekt Per Hartwig gjort i sit eget hus, hvor køkkenet ligget halvt inde i orangeriets glasbygning og med ruder i mellem de to rum.
Som en smart detalje er bedene i orangeriet gravet ud i gulvet og koblet på et automatisk vandingssystem.

Se mere fra orangeriet her


5. Grøn oase med plads til det hele

Har du plads på grunden, så lad dit orangeri tage lige så meget plads som din bolig. Orangeriet her fylder hele den ene længe af det moderne landsted tegnet af arkitekt Rasmus Bak. Brystningens tegl og orangeriets form giver klare referencer til hovedhuset, så de passer sammen, mens der inden i er plads til både grøntsager, frugt og sene aftner ved brændeovnen. Som en lækker detalje fortsætter belægningen i orangeriet videre ud i en stor terrasse, og de to flyder derfor sammen som et stort dejligt uderum.

Se mere fra orangeriet her


6. Rolig oase i endegavlen

Tænk grundigt over, hvor du placerer dit orangeri, da det kan have stor betydning for både temperatur, brugsværdig og udsigt. Orangeriet her er placeret i husets endegavl, der vender mod nordvest. Det betyder et gundstigt indeklima, hvor der altid er 10 grader varmer end udenfor. Følelsen af sommer fortsætter derfor langt ind i efteråret. Og da arkitekt Finn Strabo også har indtænkt automatiske vinduer og ventilationsklapper ind samt skyggende træer udenfor, er der også til at være de varme dage. I orangeriet er indbygget højbede og rislende vand, der fuldender følelsen af en rolig oase.

Se mere fra orangeriet her