Byg bæredygtigt i træ

Byg bæredygtigt i træ!

Byggebranchen er en af de helt store syndere, når det gælder klimapåvirkning. I Danmark står alene produktionen af byggematerialer for 10-15 % af vores samlede CO2-udledning, mens byggebranchen producerer 1/3 af landets samlede affaldsmængde.

Der er derfor god grund til at gennemtænke materialevalget en ekstra gang, når man bygger nyt hus eller renoverer. Her giver vi dig nogle gode grunde til at overveje træ.

Byg bæredygtigt i træ: Sommerhus ved Thy Nationalpark tegnet af Arkitekt Søren Sarup
Huset her er omgivet af landskabet ved Nordsøen, klitterne, søen, Krik Vig og Thy Nationalpark. Husets udvendige overflader er beklædt med Douglas gran lister. KLIK på billedet for at se hele projektet.

Beton er smart, men en energisluger

I dag bliver de fleste huse opført i  betonelementer. Beton er nemlig et billigt, hurtigt og sikkert byggemateriale, som kan holde i mange år.

Men her stopper fordelene også. Beton har vist sig at være en af de helt store klimasyndere. Det skyldes primært det store energiforbrug til fremstillingen og transporten. Ifølge det britiske nyhedsmedie The Guardian ville mængden af beton i verden, hvis det var et land, ligge på en tredjeplads på listen over lande med den største CO2-udledning kun overgået af USA og Kina.

Byg bæredygtigt i træ?

Det øgede fokus på klimamål og grøn omstilling har skabt en stigende interesse for huse i træ som bæredygtigt alternativ til de traditionelle og mere klimatunge materialer i beton og stål. 

Træer optager masser af CO2 mens de vokser og er derfor et effektivt våben mod klimaforandringerne. Først når træet nedbrydes naturligt af råd eller bliver brændt, frigiver det CO2 til atmosfæren. Hvis træet derimod fældes og bruges til byggeri, vil CO2'en forblive i træet. Det er særligt denne egenskab, der gør træ til et unikt og særdeles klimavenligt materiale.

Ifølge træ.dk lagrer 1 m3 træ cirka 1 ton CO2, mens der yderligere spares 1 ton CO2 i produktion i forhold til brug af beton eller stål. Du sparer derfor atmosfæren 2 ton CO2 for hver kubikmeter træ, du bruger i stedet for stål og beton. 1 ton CO2 svarer cirka til en flyvetur fra København til New York. 

Byg bæredygtigt i træ: Arkitettegnet sommerhus med vægge, lofter og gulve af træ med synlige knaster
OMRINGET AF TRÆ Lige meget hvor du kigger hen i sommerhuset her af arkitekt Lotte Elkiær er der træ. Et virkelig smukt valg frem for beton og puds, der hiver den flotte natur helt indenfor. SE MERE FRA HUSET ved at klikke på billedet

Skift beton-konstruktionen ud med CLT-træ

Træ kan bruges til meget andet end facadebeklædning og gulvbelægning. Med det såkaldte CLT-træ er det nu muligt også at bruge træ i selve konstruktionen. 

CLT står for cross laminated timber - eller på dansk krydslamineret træ og betegner en særlig form for konstruktionstræ, der er limet sammen i flere lag på kryds og tværs. Limningen giver materialet en enorm styrke og stivhed. Samtidig minimeres træspild, da også mindre stykker træ kan bruges i de krydslaminerede plader.

Se et enfamiliehus bygget i CLT-træ hos træ.dk herog læs endnu mere om materialet hos træ.dk her

Byg bæredygtigt i træ: Sommerhus ved Vesterhavet tegnet af Arkitekt Lars Bo Poulsen
TRÆ I NATUREN Træhuse er enormt smukke. Især som her, når de ligger i landskabet og går i et med naturens farveskala. SE MERE FRA HUSET ved at klikke på billedet

Fordele ved CLT

  • Bæredygtigt
  • Vejer meget mindre end beton
  • Nemt og hurtigt at montere og bygge med
  • Muligt at tilpasse med stor præcision
  • Isolerende i forhold til varme og lyd
  • Minimalt materialespild
  • Modstandsdygtig overfor brand
  • Behageligt og sundt indeklima
  • Konkurrencedygtig pris

Derfor er træ et bæredygtigt materiale

Naturligt og vedvarende
Træ er et naturligt og fornybart materiale, der af sig selv vokser op af jorden. Hvis vi husker at plante nye træer, vil der derfor blive ved med at være træ at bygge af.

Binder CO2
Træer optager CO2 via fotosyntesen, når de vokser. De lagrer derfor store mængder af CO2, der ikke bliver frigivet igen, før de naturligt bliver nedbrudt eller brænder. Da de fleste andre materialer udleder CO2 under produktionen, forholder det sig altså lige omvendt med træ - til glæde for klimaet.

Klimavenlig produktion
Hvor der skal bruges mange ressourcer på at producere fx beton eller stål, skal der blot lidt vand og sol til at producere et træ. Det meste klarer naturen selv. Træ er derfor et ressourcemæssigt utroligt billigt materiale.

Æstetisk smukt
Træ er flot og levende materiale, der ældes med ynde. Det kan derfor holde i mange år, uden der kræves udskiftning, eller det går af mode.

Kan genanvendes
Træ kan genanvendes, og i sidste ende blive til energi ved at blive brændt. Træ ender derfor ikke som ikke-nedbrydeligt affald.

Lokal ressource
Træ vokser i det meste af verden – også i Danmark og vores nabolande Sverige, Tyskland og Norge. Bygger du et hus af lokalt træ, behøver du derfor ikke have dårlig samvittighed over en lang fragt, der øger CO2-udledningen.

Holdbart
Mange tror, at et træhus ikke kan holde i lige så mange år som et hus af mursten. Men bruger du træet rigtigt og husker at vedligeholde det på den rigtige måde, kan det holde i flere hundrede år. Og lang holdbarhed, betyder mindre yderligt forbrug.

Let i vægt
Træ er et let materiale, der vejer markant mindre end beton og stål. Ved byggeri med træ kan man derfor spare mange transportgange med lastbiler, ligesom mindre kraner og maskiner kan klare arbejdet på byggepladsen. Dertil kommer besparelsen i beton til støbning af fx fundament. Da den samlede vægt af huset er mindre, kan der reduceres i materialeforbruget.

Kilde: Danske BoligArkitekter

Søren Sarup: Ombygget sommerhus ved Vesterhavet i Agger. Huset er tegnet af arkitekt Søren Sarup
OMBYG I TRÆ Da arkitekt Søren Sarup skulle ombygge et ældre sommerhus i Agger i Thy, brugte han helt rå og ubehandlede lister i duoglasgran. Et råt og naturligt udtryk, der apsser smukt ind i landskabet ved det brusende Vesterhav. SE MERE FRA HUSET ved at klikke på billedet.

Vær på mærkerne, når du vælger træ

Vil du være sikker på, at det træ du bruger, kommer fra bæredygtige skovbrug, skal du kigge efter disse to mærker. 

FSC
Globalt mærke, der sikrer, at træet kommer fra et skovbrug, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Ligeledes bliver der sørget for at dyre- og planteliv ikke tager skade, ligesom skovarbejdernes er sikret en ordentlig løn og gode arbejdsforhold.

PFEC
Verdens største certificeringssystem for skove, der sikrer at træet kommer fra et bæredygtigt skovbrug, hvor alle kan nyde de miljømæssige, sociale og økonomiske fordele, som skove har.
Mærket følger træet hele vejen fra skov til forbruger. Køber du et produkt mærket PFEC, kan du via licenskoden på mærket spore træet tilbage til producenten.

Kilde: pfec.dk og FSC Danmark