Guide

Sådan bygger du på en skæv grund

Skråner din byggegrund eller har den en helt umulig form? Byggegrunde kan have mange skævheder, men det behøver ikke at gøre dem dårlige – bare du får den rette hjælp til at gribe det rigtigt an. Det kan en arkitekt hjælpe dig med. Se tre forskellige huse her, der er bygget til en skæv grund og få arkitekternes bedste råd.

1. "For at få mest ud af grunden formede vi det som et V"

Udfordring ved grunden

Grunden er trekantet med skov på den ene side og samtidig er der mulighed for kig til vandet til den modsatte side. Det var derfor ikke ligegyldigt, hvor på grunden vi lagde huset og orienterede det mod.

Arkitekt Lars Bo Poulsen fra N+P ARKITEKTUR fortæller her om tilpasningen af huset til grunden.

Arkitektens løsninger

  • Den rigtige placering
    Vi lagde huset på grundens spids, hvor skoven også er placeret for at komme tæt på her.
     
  • Kopierede grundens form
    For at få mest mulig ud af grunden formede vi huset i et ’V’ med en matchende spids. I spidsen er dagligstuen placeret med et stort vindue ud mod skoven, mens der mellem ’V’ets’ ”ben” er lavet en intim og halvt aflukket gårdhave. Den bruger boligejerne, når de vil sidde lidt privat eller sole sig, da nabohusene ligger relativt tæt på.

    I direkte forbindelse med gårdrummet er hoveddøren også placeret. Som gennem en tragt bliver man derfor nærmest suget ind i huset. Det er ikke til at tage fejl af indgangen, og det er altid vigtigt.

Fordele ved grunden

  • Modspil
    Som arkitekt kan jeg langt bedre lide skæve grunde end helt flade, firkantede udstykninger. Det giver modspil og noget at arbejde med, og derigennem kan der opstå mange gode ideer.
  • Unik arkitektur
    Med huset her tænker man: Det kunne ikke være lavet anderledes. Det er skræddersyet til stedet, og ville derfor ikke kunne passe så godt ind andre steder. 

Arkitekten bedste råd til at bygge på en skrå grund

  • Undersøg regler inden køb
    Husk altid at tjekke tinglysning og regler hos kommunen, inden du køber dit hus eller din grund, så du er sikker på, at du kan bygge det, du drømmer om.

    Der kan nemlig være regler om afstand til skel, en tinglyst kloak, eller særlige regler, så du kun må bygge i et plan. Du kan evt. få en arkitekt eller anden rådgiver til at gøre det for dig.

2. "For at lade huset følge grunden er det inddelt i to forskudte niveauer"

Udfordring ved grunden

Hele grunden varierer tre meter i højden fra top til bund og omkring 1,5 meter, på det areal huset er bygget på. Grunden er også forholdsvis smal, hvilket gav en ekstra udfordring, da huset så blev nødt til at blive placeret på tværs af terrænfaldet. 

Arkitekt Nanna Bering fra tegnestuen NB Ark fortæller her om tilpasningen af huset til grunden.

Arkitektens løsninger

  • Hus i H-form
    For at lade huset følge grunden og passe den ind på den skrå grund er det inddelt i to forskudte niveauer bundet sammen af en midterzone som et ’H’ med to forskudte ben. Det ene ben ligger således højere oppe på grunden end det andet, hvormed der er niveauforskel inde i huset. H-formen giver en masse fine kroge og uderum.
  • Udsigt og lys
    Spise- og opholdsområdet er placeret i husets midterzone, For både at fange udsigten til skoven mod nord og lyset mod syd, er der indsat et stort glasparti både mod haven og i indgangen. Så selv om huset åbner sig mest mod den sydvendte have, hvor der er masser af sol, har man også glæde af udsigten mod skoven. 

Fordele ved grunden

  • Dynamiske rum
    Med en skrånende grund opstår der naturlige muligheder for niveauspring både inde i huset og udenfor huset. Det giver samtidig nogle mere dynamiske og spændende rum, hvor man kan variere lofthøjden i de forskellige rum.

Arkitekten bedste råd til at bygge på en skrå grund

  • Udlign ikke terrænet
    Lad være med at udligne alle højdeforskelle på din byggegrund. Det er dyrt og kan let koste flere 100.000 kr. Desuden kan du ikke være sikker på, at du kan flytte på jorden, da forskellige kommuner har forskellige regler for terrænregulering.

    Samtidig er det arkitektonisk mest rigtigt at forholde sig til områdets naturlige karakter, når man bygger, da man derved bevarer dets ånd og karakteristika.
     
  • Overvej adgangsforhold
    Tænk over, om du vil træde ind i din bolig på den øverste etage eller den nederste? Hvordan vil du udnytte din eventuelle udsigt? Og får du brugt den øverste etage nok og til det rigtige, hvis du ankommer til den nederste etage?
     
  • Udnyt din udsigt
    Byg øverst på din grund og få på den måde så meget udsigt som mulig.
     
  • Byg ikke nederst
    Skal du bygge på en skrå grund, skal du så vidt muligt forsøge at undgå at bygge nederst på grunden. For ved regnvejr vil alt vand samle sig her.