Du kan spare mange penge ved at gennemtænke både placeringen og brugen af din tilbygning. En af de mest almindelige faldgruber er, at man ender med at bygge mere, end man egentlig har brug for. Det sker typisk, når man fx planlægger en tilbygning med to værelser, men placerer tilbygningen så uhensigtsmæssigt, at man bliver nødt til at bygge tre værelser for at kompensere for tabet af et eksisterende værelse, der er blevet omdannet til gangareal i forbindelse med tilbygningen.
En anden udbredt fejl er at placere tilbygningen, så den skygger for eksisterende udendørsarealer og terrasser. Det kan betyde, at man må bygge en ny terrasse et andet sted i haven, hvilket ikke blot er en ekstra udgift, men også kan forringe de områder, familien tidligere har nydt, og hvor der er læ, sol eller en skøn udsigt.
Disse fejl opstår ofte, når man ikke har tænkt helheden igennem eller ikke har fået grundig arkitektrådgivning i den indledende fase. Havde man i stedet planlagt tilbygningen med fokus på samspillet mellem hus og tilbygning, kunne man have undgået unødvendige udgifter og problemer.