Høns er fabelagtige til at omsætte have- og køkkenaffald til førsteklasses gødning, som du kan bruge i køkkenhaven og i havens bede. Samtidig får du friske æg hver dag, og du behøver ikke bekymre dig om dyrevelfærd. Har du en køkkenhave, kan du gøre som arkitekt Uffe Topsøe-Jensen, der lader hønsene færdes frit omkring familiens gård. I køkkenhaven tager hønsene sig kærligt af snegleæg, biller og andre skadedyr, ligesom de får skrabet, gødet og vendt jorden, så den er bedre at så i.