Kontakt Arkitekten
Bjarne Frost

Bliv ringet op gratis af Bjarne Frost

Tilbygning i kælderniveau med flere sidegevinster

Hos arkitekt Bjarne Frost blev huset tilbygget med et køkkenalrum i kælderniveau. Alligevel virker rummet ikke som kælder. Underetagen er, takket være masser af lys, udgang til gårdhave og gennemtænkt sammenhæng med resten af huset et af familiens absolutte favoritrum.

Tekst: Julie Vöge
Foto: Andreas Mikkel Hansen

For 12 år siden besluttede arkitekt Bjarne Frost og hans hustru landskabsarkitekt Kristine Jensen sig for at lave en tilbygning til deres murermestervilla i Århus, hvor Bjarnes tegnestue skulle have til huse.

Tilbygningen blev bygget ind i en skrænt mod nord i baghaven og i kælderniveau. For at udviske fornemmelse af kælder i den nye tilbygning, har arkitekten benyttet en række smarte, arkitektoniske greb. Trappenedgangen til kælderen blev åbnet, så trappen har et ensartet og visuelt forløb fra underetagen via stueetagen til første salen.

Du skal have respekt for originale detaljer i gamle huse, men ikke videreføre alt for enhver pris. Du må gerne fortolke på et klassisk hus. Siden det her hus blev opført, er der jo kommet nye materialer, byggemetoder og stilarter til, og det skal indretningen afspejle

Ved den gamle kældertrappe har væggen også fået samme træpanel med indlagte trælister som i resten af huset, hvilket understreger, at de tre etager betragtes som ligeværdige. Herudover er tilbygningen meget lys med vinduer mod vest og syd og store gulv-til-loft vinduer mod nord, hvor der i øvrigt er udgang til en mindre gårdhave. Bjarne Frosts tegnestue med de 10-12 ansatte fik dog ikke lov til at ligge længe i den nye underetage.

─ Det blev hurtigt for småt. Stuen blev automatisk inddraget som møderum, køkkenet blev kantine, og i alle rum lå der arbejdstegninger og modeller. Privatliv og arbejde flød for meget sammen, så min tegnestue rykkede ud af huset. Til gengæld har vi i dag det store køkkenalrum i tilbygningen helt for os selv, fortæller Bjarne Frost.

Fakta om tilbygningen

Familien fik: 50m2 tilbygning i kælderniveau til deres klassiske villa fra 1924, så huset i dag er 180 m2. Tilbygningen indeholder køkkenalrum, udgang til lille gårdhave, ny terrasse oven på tilbygningen, ny indvendig trappe fra underetagen til stueplanet.

Proces: Tilbygningen er knyttet sammen med husets kælder, så denne bliver en del af den nye tilbygning. Det skaber et stort sammenhængene rum.

Tilbygningen opfattes som en naturlig forlængelse af huset.

Byggeriet var besværliggjort af, at huset så at sige ligger på første sal i forhold til vejen. Det var derfor besværligt at få maskiner frem og at få overskudsjord væk fra byggepladsen.

Materialer indvendigt: Pudsede vægge, trægulve, glatte gipslofter.

Materialer udvendigt: Hvid pudset facade, vinduer i kernetræ, træterrasse i Mahogni.

Tilbygningspris: ca. 1 mio. kr. inkl. ombygning i huset.

Den klassiske, hvide villa fra 1924 ligger i Botanikerkvarteret i Århus.
Den enkle hovedtrappe er fremstillet i stål med trin i hårdt træ. Det giver et let udtryk og tillader lys til underetagen. Døren er den oprindelige, men fuldt beklædt med en kobberplade. Stenbelægningen foran huset er udført i jordfarvede tegl, der spænde fra varm gylden over rød til mørkebrun.

Den tilbyggede underetage er som resten af hjemmet indrettet lyst, luftigt og med tilbehør stående i ordnede grupper. Der hersker en afslappet og venlig stemning i boligen, også selv om ejerne ikke har placeret noget tilfældigt.  

─ Vores bøger er fx farvekoordinerede i reolen. Ikke fordi det skal se smart ud, men fordi jeg er billedmenneske, der ikke husker titler, men at den bog, jeg leder efter, er blå, fortæller Bjarne Frost, mens han viser rundt på etagerne.

Tilbygningen er udformet med respekt for murermestervillaens træk, så den opfattes som en naturlig forlængelse af huset.

Parret købte boligen tilbage i 1996, fordi de faldt for beliggenheden med Botanisk Have næsten i baghaven og for husets klassiske linjer. Efter overtagelsen tog Bjarne Frost fri en måned og gik i krig med den helt store renovering. Intet mindre end 1,5 ton affald i form af tapetrester, hessian, linoleum, gipsvægge og lofter blev trukket ud af huset. Han fik arbejdet sig ind til bygningens originale limfarver som gul, sort og grøn, men det er ikke nogle farver, der er videreført i indretningen i dag.

─ Du skal have respekt for originale detaljer i gamle huse, men ikke videreføre alt for enhver pris. Du må gerne fortolke på et klassisk hus. Siden det her hus blev opført, er der jo kommet nye materialer, byggemetoder og stilarter til, og det skal indretningen afspejle, siger Bjarne Frost. Han tilføjer, at tilbygningen rent arkitektonisk også er udformet med respekt for murermestervillaens træk, så den opfattes som en naturlig forlængelse af huset.

Tilbygningen på 50 m2 er så lys og rummelig, at det indbyder til både hyggelige familiemiddage og større sammenkomster. Køkkenelementerne er trukket ud til den ene side og pendler er erstattet af et gennemgående LED bånd, for at bevare fornemmelsen af plads i rummet. Gulvene er af fyrretræ, mens porcelænskakkelovnen stammer fra en svensk herregård. Ovnen blev bygget op af en svensk specialist, der overnattede i huset i de tre dage, arbejdet varede.
Trappepartiet blev åbnet til kælderen og blev dermed en del af hallen. Nedgangen til kældertilbygningen er nu lys og rummelig. Herudover er der tilføjet samme vægpanel ved trappen fra underetage op til første salen for at understrege ligeværdigheden mellem de tre etager.
Vitrineskabet blev bygget samtidig med tilbygningen. Dørene og lågerne er lavet på mål og udført af Horn Vinduer, som i øvrigt har lavet alle døre og vinduer i huset. Gennem døren til højre ledes man til trappen, som fører op til resten af huset.
Øverst ses det oprindelige hus, inden tilbygningen kom til. Nederst ses den nye tilbygning og overgangen mellem nyt og gammelt.
Køkkenet er fra Boform, stålbordpladen er udført i ét stykke med vask svejset i. Køleskabet er inkluderet i elementerne, og er et udtrækskøleskab med skuffer. De fire skærebrætter i silikone, træ og marmor er skåret i samme størrelse og er både dekorative og funktionelle.
Det lange, smalle spisebord et stykket sammen af flere arbejdsborde, og længden gør, at der altid er plads til flere gæster. Bordene er smalle, da Bjarne Frost mener, at samtalen bliver bedre, når du kan se din samtalepartner i øjenene. Stolene er Børge Mogensens Kirkestole.
I husets største stue er det store arbejdsbord placeret, hvor der virkelig er plads til at lægge flere projekter op. Rummet var oprindeligt delt i to, og ved nedrivningen af væggen kom der en grim samling i loftet. For at skjule den og løfte lysspillet i rummet blev der sat gipslægter op, der nu danner kvadratiske felter. Rummet er som husets øvrige rum malet i samme, matte hvide farve uden på en ufiltede vægge. Det gælder også alt træværk, da Bjarne Frost mener, at fx karme kommer til at ligne indramninger af væggen, hvis du ikke bruger samme farve. Om bordet står Kinastolen og Eames skalstole, der egentlig ikke passer sammen, men som tilsammen giver en skødesløshed, som familien godt kan lide. Standerlampen bag arbejdsbordet hedder Gino og står blandt andet på Christiansborg. Den er designet af Bjarne Frost.
I havestuen er der også placeret en arbejdsplads, hvorfra der er fuld udsyn over størstedelen af haven.
Den matte kobberfarvede lampe til at skrue fast i en karm, hylde eller bordkant er designet af Inga Sempé for svenske Wastberg.
For Bjarne Frost har det været vigtigst i indretningen af villaen at arbejde med rumlighed og lys fx ved at skabe kig fra rum til rum og videre ud ad vinduerne. Lys i form af lyse vægge og lofter, mange vinduer og ikke overdænge rummene med for meget inventar, der kvæler fornemmelsen af lys.
I husets andet bibliotek er bøgerne farvekoordinerede og også her dominerer den hvide farve, som dog får grafisk modspil af de farvestrålende rygge.
Kaare Klint har tegnet sofaen, puderne er fra Ikea, så kan kontrasten ikke blive større i boligens andet bibliotek, hvor der takket være tre udgange er kig til mange rum i huset og kig ud på naturen.

Arkitektens bedste tilbygningstips

  1. Tænk huset og tilbygningen som en helhed. Når tilbygningen står færdig, skal huset opleves som et samlet hus, og du skal ikke tænke, at nu står jeg i det nye og nu står jeg i det gamle. Skabe sammenhænge i rum og materialer.   

  2. Få rådgivning til materialevalget. Du kan godt bruge andre materialer i en tilbygning end i det oprindelige hus. Men for at sikre en harmonisk sammenhæng og en rød tråd i byggeriet, bør du få en arkitekt til at vurdere dine materialevalg inden du bygger.

  3. Vend projektets udfordringer til fordele. Vores tilbygning ligger mod nord og dermed også terrassen på taget. Det betyder som udgangspunkt nul sol på terrassen. Men vi har tegnet tilbygningen/terrassen så lang, at den gør sig fri af skyggen fra huset. Samtidig har placeringen den fordel, at terrassen vender væk fra en trafikeret vej, og så har vi en god udsigt over Den Gamle By og Botanisk Have.

 Kilde: Bjarne Frost, se mere Bjarnefrost.com

Samtalen bliver bedre, når du kan se din samtalepartner i øjenene, siger Bjarne Frost.
Ordnet rod er nok en passende betegnelse for familiens kreative nips, der alligevel synes sirligt ordnet.
Selv skriveredskaberne er sat i farvesystem.
Planter og sjove løsninger giver liv til rummet.

Love og regler for udnyttelse af kælderen

Normalt er en kælder ikke godkendt til beboelse. Det betyder, at du ikke må bruge den til soveværelse, opholdsstue, kontor eller køkken.

Årsagen er blandt andet, at der er fugtproblemer i de fleste kældre, og at kælderen derfor ikke kan betragtes som et sundt sted at opholde sig.

Bygningsreglementet opstiller en række krav, der skal være opfyldt før kælderen kan godkendes til beboelse.

De vigtigste er:

  • Gulvet skal ligge over det omgivende terræn mod mindst én af kældervæggene. Altså skal mindst en af kælderydervæggene svare til en almindelig husfacade. Hvis ikke dit hus ligger på en skrånende grund, skal den ene kælderydervæg altså graves fri.
  • Der skal være mindst 2,30 m fra gulv til loft.
  • Der skal være mindst 1 vindue til det fri i hvert kælderrum.
  • Der skal være en redningsåbning direkte til det fri. Det kan fx være et vindue eller en dør.
  • Indeklimaet i rummet skal være sundt og sikkert, og kælderen, som rummet ligger i, må ikke være kold og fugtig.
Fra soveværelset er der kig ud mod en altan og Botanisk Have.
Det mobile sidebord fra HAY er let at rykke ud på altanen sammen med klapstolen.
Badeværelset på første salen er udført i italiensk marmor og med smalle hylder lavet af alu-profiler fra Silvan.
Vinduerne i sidefacaden er identiske med dem, der efterfølgende er monteret i husets kælder, hvor alle vinduer er øget i størrelse. Det giver en god og naturlig sammenhæg huset rundt.
Fra underetagen er der udgang til en lille gård med betonstøbt gulv. Et ideelt sted at nyde kaffen i morgensol.
Ovenpå tilbygningen er der anlagt en nordvendt terrasse, der heldigvis er så lang, at den ryster sig fri af husets skygge og har flere solskinstimer om dagen. På espalieret blomstrer i sommerhalvåret en blåregn, der med tiden vil danne et læfyldt tag. Solcellelamperne er fra Ikea og tænder af sig selv, når mørket falder på.
Brændestablen er nybygget i lærketræ og kører som en skulptur rundt om hele huset og danner grønne opholdsrum.