Vi har placeret soveværelset stik nord, så rummet ikke får direkte sollys. På den måde holdes rummet køligt og indeklimaet er behageligt hele året rundt. Vi har prioriteret at have både et vindue og en dør ud til landskabet. Det er virkelig rart, for når det er koldt, er en åben dør for voldsom, mens et vindue er for lidt, når det er sommer. Samtidig er det praktisk, når vi skal lufte sengetøj.
Det giver en kæmpe frihed, at kunne gå lige ud i græsset på bare tæer og tage et bad under vores udebruser, som står placeret lige udenfor soveværelsesdøren. I det hele taget at være så tæt på naturen, når man sover, giver ro. Det er vigtigt med legen mellem ude og inde. I vores soveværelse giver vinduet en visuel effekt i sig selv, men også græsset ude foran reflekteres ind i soveværelset. Vi har i hele huset arbejdet med denne konstante vekselvirkning.
Vores soveværelse er totaloptimerede kvadratmeter. Det er 14-15 m², og vi har bevidst valgt det småt modsat vores fællesrum, som i kontrast er meget store. Vi opholder os ikke som sådan i soveværelset i løbet af dagen. Det er et roligt sted, hvor vi sover.
Vi har nøje tænkt over, hvad vi har brug for. Et soveværelse er på mange måder et lige så funktionelt rum som et køkken. Det skal både fungere i forhold til daglige rutiner og være rart, roligt og praktisk indrettet. Vi har ikke behov for et stort walk in-closet og har derfor skabt en fuld skabsvæg på den ene væg i soveværelset til vores tøj. Belysning er væsentligt i forhold til tøjskabe, hvorfor vi nøje har placeret en række indbygningsspots i loftet.
Det er en kæmpe komfort, at vi har badeværelse i forbindelse med soveværelset. Det er dejligt, at have et helt privat badeværelse og ikke at behøve at gå igennem stuen. Nu kan vi være påklædte, når vi forlader vores soveværelset. Samtidig opfordrer beliggenheden til, at gæster automatisk benytter gæstetoilettet.
Bagvæggen har struktur. Den er pudset op, står rå og er en fin kontrast til resten af rummet, som er holdt lyst grundet placeringen mod nord. Der er naturligt spil i en råpudset væg, som tilfører varme og personlighed til rummet. Et soveværelse skal have varme og personlighed, uden det støjer.
Vi har tilført rummet bløde og personlige elementer. Med en træplade i fyr som vindueskarm og et par arvestykker i form af et gammelt teaktræs-spejl og et messing-spejl opstår der varme og personlig historie. Der skal gerne være to til tre ting i et rum, der ikke er der for funktionens skyld, men har lidt historie. Puder og sengetæppe bløder også op, men der skal være plads til at komme af med dem i dagligdagen. De sorte arkitektlamper er valgt for at tilføje noget grafisk til rummet.
Arkitektparret: Husk alt det lavpraktiske
De fleste glemmer at tænke på hverdagsrutiner og lavpraktiske ting, når de indretter deres soveværelse. Vi har placeret en skammel på hver side af sengen, så vi ikke smider vores tøj på gulvet. For vi måtte være ærlige over for os selv og erkende, at vi ikke får tøjet lagt på plads med det samme, når vi tager det af. Omvendt vil vi gerne kunne rydde det hurtigt og nemt op næste dag.
Tænk også over, hvor din bog skal ligge, eller hvor du kan stille dit glas vand. Der skal være en plads til tingene, så du kan få ro omkring dig, når du skal sove.
TIP: Hav planter i soveværelset
Planter bidrager med rigtig meget i et soveværelser. De er smukke i sig selv, men de skaber også ro, der er vigtig, når man skal sove. Herudover giver de et godt indeklima. Vi har selv fået flere planter i vores soveværelse med tiden, og har efterhånden fået lavet et helt grønt hjørne.